Kommunernes mulighed for klimatilpasning skal forbedres

Rammen om kommunale anlægsinvesteringer må ikke blive så restriktiv, at det forhindrer klimatilpasningsprojekter med andre fordele

klimatilpasning

Af Thea Storm Pedersen | [email protected]

KL og regeringen forhandler stadig om et fælles udspil, der skal sætte rammerne for kommunernes klimatilpasningsplaner.
I sidste uge langede Liberal Alliances klimaordfører Villum Christensen i dk-teknik ud efter det, han kaldte 'forsyningsselskabernes stille, lukrative liv'.
Nu svarer Enhedslistens klimaordfører Per Clausen på, hvad han ser som de vigtigste ting at få på plads i forhold til den kommende aftale for klimatilpasning i kommunerne.

Hvorfor er der så stort behov for at få præciseret, hvor grænsen for, hvad man kan og må betragte som klimatilpasning, skal gå?
- Jeg opfatter mest det med, at der skal være ’klare grænser’, som et udtryk for, at nogle politiske partier – og måske også regeringen - er meget, meget nervøse for, at kommunerne skal engagere sig i noget, som de synes, kommunerne ikke burde engagere sig i. Det er en restriktiv holdning til kommunerne, som vi ikke deler.

- Set fra vores synspunkt er det faktisk vigtigere, at kommunerne får bedre muligheder for at gennemføre miljø- og klimatiltag, end de har i dag.

Hvad er det for nogle områder, du fornemmer, at bl.a. regeringen er nervøs over?
- Alle de områder, hvor der kunne tænkes at være private virksomheder, som udførte arbejdet og var på banen i forvejen. Der er man meget obs på, at kommunerne ikke må drive virksomhed, der på nogen måde kan virke forstyrrende eller konkurrerende i forhold til private virksomheder. Det er vi helt uenige i. Vi synes, at det er udmærket og fornuftigt, hvis kommunerne kan tage nogle initiativer, som også rækker ind på de områder, hvor der måske – måske ikke – er private aktører.  

Mener du, at kommunerne - i klimatilpasningens navn – bør have nogle udvidede beføjelser til at planlægge eller intervenere - også fx på privat grund?
- Man har jo allerede muligheder for at gøre nogle ting af hensyn til almenvellet, og umiddelbart vil jeg mene, at klimatilpasning burde kunne defineres som almenvellet i mindst samme omfang, som når det handler om at ekspropriere jord til musikfestivaller, supermarkeder og golfbaner og så videre. Umiddelbart vil jeg derfor mene, at lovgivningen allerede burde give kommunerne de nødvendige muligheder. Men hvis man kan få øje på, at der alligevel er nogle huller, så vil vi gerne se på det. 

Hvordan sikres det, at kommunerne rent faktisk bruger klimatilpasningstiltagene, som de er tiltænkt, så man ikke pludselig står i en situation, hvor renovering af veje eller opførelsen af skater-baner alle steder finansieres over taksterne?
- Det er klart, at det selvfølgelig skal defineres relativt præcist, hvad man må bruge vandtaksterne til. Det er indlysende, at kommunerne ikke skal bruge vandtaksterne til at finansiere tiltag, som burde finansieres over skatten. Det synes jeg er rigtigt.

- Men på den anden side skal vi også sikre os, at de fornuftigste tiltag for at klimasikre fremadrettet bliver gennemført. Og det vil i nogle tilfælde være sammenfaldende med, at man løser nogle andre udfordringer og behov, som kommunerne har, i kombination med klimatilpasning. Det afgørende er, at kommunale anlægsinvesteringer selvfølgelig ikke i al almindelighed skal finansieres over vandafgifterne. Men jeg synes ikke, at det må blive så restriktivt, at man i realitetens verden gør det umuligt at gennemføre klimatilpasningsprojekter, som også giver andre fordele.

Hvordan sætter man så den grænse?
- Jeg tror godt, at man kan definere eller lave nogle generelle retningslinjer for det, men med det afsæt, at der også i kommunerne foregår en politisk debat om de tiltag, der gennemføres. Og hvis man misbruger mulighederne for at finansiere initiativer via vandafledningsafgiften, så skal dem, der betaler afgifterne, nok være i stand til at protestere, hvis de synes, at det går for vidt.

- Det vil ofte være sådan, at det vil ramme større virksomheder, og de plejer ikke at have svært ved at klage, hvis der er noget, de er utilfredse med. Så jeg tror, at vi skal passe på med ikke at gøre det så restriktivt, så snærende, at det blokerer for gennemførelsen af forskellige tiltag.

Hvordan vurderer du effekten: Bliver det virksomheder eller borgere, der kommer til  at betale mest? 
- Jeg har en klar opfattelse af, at vandafledningsafgiften også skal tage afsæt i det forbrug, den enkelte har. Det vil sige, at store forbrugere kommer til at betale mere end små, så der mener jeg ikke, at der vil opstå nogen sociale komplikationer. Men når det bliver gennemført, må vi selvfølgelig se på, om det giver nogle sociale vanskeligheder eller en social skævhed, som det ikke var tiltænkt – eller om det giver nogle problemer i forhold til virksomhederne, som ikke var tiltænkt.

Hvordan forholder du dig til, at mens kommunerne forpligtes til at lave planer for klimatilpasning, så er forsyningsselskaberne ikke juridisk forpligtede til at føre klimatilpasningsplanerne ud i livet, og derved reelt kan bremse kommunens klimatilpasningstiltag?
- Efter min mening burde det være sådan, at kommunerne havde mulighed for at sikre sig, at de initiativer, som kommunerne vil gennemføre for at lave klimatilpasning, rent faktisk også bliver finansieret, ved at man opkræver penge over vandafledningsafgiften. Det synes jeg er vigtigt, for det kan godt være dybt problematisk, hvis det er sådan, at forsyningsvirksomhederne kan forhindre, at det sker.

Er det noget af det, I er i gang med at forhandle om nu?
- Det er en del af den diskussion, der bliver. Det må jo være sådan, at det – inden for de rammer, som lovgivningen sætter – er kommunerne selv, som bestemmer, hvad den enkelte kommune skal have af klimatilpasning. Det skal jo ikke være forsyningsvirksomhederne, som bestemmer, hvilke initiativer den enkelte kommune skal gennemføre. 

Andet

Tilmeld dig nyhedsbrevet