Kommunerne vil ikke stå med klimaregningen
De europæiske kommuner vil have mere information og mere indflydelse på, hvordan de tilpasninger, der skal gennemføres i unionen for at imødegå konsekvenserne af den globale opvarmning, kommer til at se ud.
Der var noget nærmest poetisk ved, at Bruxelles blev ramt af et voldsomt uvejr kun få timer efter, at EU's Regionsudvalg havde stemt om en udtalelse om klimatilpasninger, der skal ruste EU til konsekvenserne af den globale opvarmning.
Det voldsomme oktobertordenvejr holdt fly på jorden og oversvømmede veje, kloakker og kældre i EU-hovedstaden næsten som et forvarsel om, hvad der er i vente, hvis ikke der bliver gjort en indsats for at tilpasse den europæiske infrastruktur til et anderledes voldsomt klima.
Forskning skal deles
Borgmester i Næstved Henning Jensen (S) var ordfører på udtalelsen i EU-udvalget, der udgøres af ham og hans 343 kolleger fra regionale myndigheder i de 27 EU-lande. Regionsudvalget har høringsret i EU, og dette er deres svar på en hvidbog, som EU-Kommissionen fremlagde i april. Hvidbogen lægger blandt andet op til, at tilpasning tænkes ind i alle EU's politikområder, at der skabes og deles mere forskning i klimaforandringernes betydning, og at der etableres et grænseoverskridende forum for klimatilpasning.
Det kan man sagtens støtte i Regionsudvalget, men man insisterer på, at tiltag fra EU-plan skal være solidt forankret på det lokale niveau. Ude hos dem, der skal håndtere konsekvenserne for borgerne.
"Lokale og regionale myndigheder skal være med i det her. Det er ikke bare noget, der skal afgøres af nationalstaterne og EU," siger Henning Jensen.
Realiteterne for EU er, at der ikke kan opstilles en enkelt model for, hvordan unionen skal tilpasse sig. I et land som Danmark forbereder vi os på mere vand fra oven og højere vandstande i havene. Men sydpå regner man med mere tørke og flere skovbrande. De bjergrige egne vil få mindre sne. Nogle får stormfloder og hedebølger, mens lavtliggende regioner forudses plaget af oversvømmelser.
EU's lokalpolitikere understreger, at selv om det er ude hos dem, mange af de praktiske foranstaltninger skal udføres, så har de ikke råd til at lægge de mange ekstra milliarder, der skal postes i at klimasikre unionen.
"Vi bliver klart nødt til at sige til EU: Hvordan skal vi betale det her?" siger Henning Jensen.
Derfor beder de Kommissionen sikre, at der er afsat en ordentlig bunke penge i den kommende budgetperiode. Og de opfordrer til, at man poster halvdelen af indtægterne fra EU's kvotehandelssystem i tilpasning.
Desuden vil de have videnskabelige data på, hvordan udviklingen kommer til at gå, meget hurtigere end Kommissionen lægger op til.
"Vi skal have nogle realistiske bud på, hvor høje diger vi skal bygge, og hvor meget kloakkerne skal udvides. Også så vi handler nogenlunde i samme retning," siger han.
For selv om tilpasninger er i gang rundtomkring i EU, er det lidt af et kludetæppe på nuværende tidspunkt. Og en del lande er slet ikke med på vognen, forklarer Rob Swart, der sidder i Holland på miljøforskningsinstituttet Alterra. Han er hovedforfatter til en rapport fra forskningsfællesskabet PEER, der har analyseret EU-landenes svar på klimaudfordringen.
Rapporten kortlægger, hvordan det endnu kun er 10 EU-lande, der har en strategi for tilpasning. Og at det i høj grad er lande, som ikke regnes for at være specielt udsatte, som for eksempel Danmark og Storbritannien.
"Overraskende nok var Finland det første land til at lave en egentlig handlingsplan i 2005. På trods af at det er et af de mindst sårbare lande,” siger Rob Swart.
Han fremhæver Storbritannien som det sted, der er længst fremme.
"I Storbritannien ser man tilpasning som noget, som folk og det private erhvervsliv selv har et ansvar for, men hvor regeringen hjælper med tilpasningen. Det er en model, der bliver kopieret i mange lande," siger han.
Swart fremhæver også sit eget flade og lavtliggende land Holland. Her har man i dag verdens største digesystem på mere end 16.500 km.
Til gengæld pointerer han, at Sydeuropa, hvor klimaændringerne i særlig høj grad kommer til at kunne mærkes, først nu så småt er ved at komme på banen. Og her mener han, at EU's hvidbog kan være et skub i retningen mod bedre forberedelse. Men han understreger, at man fra EU's side skal være varsom med at prøve at trække fælles løsninger ned over lokale problemer.
