Kommunal udligning skal løfte velfærden i hele landet

Regeringen har præsenteret sin udligningsreform som en Robin Hood-øvelse. Der skal tages fra de rige og gives til de fattige. Og der skal ske en udligning mellem de større byer og landdistrikterne. Målet er at løfte velfærden i hele landet.

I Enhedslisten er vi helt enige i det overordnede formål. Vi ønsker, at de økonomisk trængte kommuner skal løftes først, så de får mulighed for at øge velfærden. De høje skattesatser i en række yderkommuner vidner dog om, at mange kommuner ikke kan finansiere velfærden uden at bede borgerne om at betale mere end den gennemsnitlige dansker. Det er skævt!

Vi mener, at ideen med en udligningsreform er at rette op på de alt for store kommunale forskelle i lille Danmark. Hvis reformen skal opfylde regeringens formål, ser vi flere problemer, der ikke bliver løst med det fremlagte forslag:

Lad de rige betale
For det første fremgår det af regeringens udspil, at 36 rige kommuner tilsammen skal betale cirka to milliarder kroner til fattige kommuner. Vi mener ikke, at der findes 36 rige kommuner, og det vil gå stærkt ud over velfærden i de pågældende kommuner. Flere af dem har i forvejen en høj skat, så selv hvis de får lov til at øge skatteprocenten, vil de få problemer. Alene det skrå skatteloft vil betyde, at det ikke er de rige i kommunerne, der kommer til at betale mere i skat.

For det andet er det afgørende, at de kommuner, som får flere midler med en reform, også får lov at bruge pengene på velfærd. Det nytter ikke noget alene at flytte kassebeholdninger rundt mellem kommunerne. Derfor er det nødvendigt at hæve serviceloftet i forbindelse med en udligningsreform, så kommunerne under ét har mulighed for et reelt løft af velfærden i hele landet. Hvis regeringen insisterer på et fastlåst serviceloft, betyder det, at regeringen overlader det til et slagsmål i KL om, hvem der skal skære ned på velfærden for at andre kommuner kan øge den. Eksempelvis vil de millionbeløb, som Guldborgsund og Lolland ifølge regeringen skal modtage, kun kunne bruges til at sænke skatten eller øge kassebeholdningen. Pengene kan ikke bruges på en helt nødvendig forbedring af velfærden.

Ret op på sociale skævheder
For det tredje må en udligningsreform tage højde for den skævhed, som refusionsreformen fra 2015 har medført. Kommuner i udkantsområderne, som har langt flere førtidspensionister end i de større byer, er blevet pålagt en stor og varig udgift, som dræner kommunekassen og dermed finansieringen af velfærden. Regeringen bør tydeligt vise, hvordan den vil løse dette problem. Ellers kommer ulighederne mellem kommunerne til at vokse i de kommende år.

For det fjerde må regeringen indarbejde det såkaldte finansieringstilskud som en permanent ordning. Hvis det ikke sker, mangler der 3,5 mia. kr. i finansiering af kommunernes velfærd. Dette tilskud har indtil nu været brugt til fordel for de mest trængte kommuner.

Hvis de fire ovenfor beskrevne problemer skal løses må det tænkes sammen med en revision af Budgetloven. Det kræver politisk vilje, hvis regeringen skal indfri sin erklærede målsætning med udligningsreformen: en øget social velfærd i alle kommuner på tværs af landet.