Hvordan ville verden se ud, hvis borgmestrene havde magten? Der var plads til de store tanker ved KL’s topmøde i Aalborg sidste år, da den amerikanske politolog Benjamin Barber holdt oplæg om sin idé om et verdensomspændende borgmester-parlament. Fire måneder senere lå der en ny økonomiaftale med et omprioriteringsbidrag, der hvert år vil tvinge kommunerne til at starte økonomiforhandlingerne med minus 2,4 milliarder på kontoen frem for nul.

Det er et anderledes presset KL, der torsdag afholder Kommunalpolitisk Topmøde i Aalborg, for mens der fortsat forhandles om landspolitiske toparts- og trepartsløsninger på flygtningesituationen, så skal der om et par måneder tages hul på det, som KL’s formandskab selv kalder et ‘historisk hårdt og usædvanligt’ økonomislagsmål med regeringen.

Mere indflydelse

Forud for topmødet har det på Enhedslistens initiativ, været diskuteret i byrådssale flere steder i landet, om man skulle opfordre KL til ikke at indgå en aftale om minusvækst (læs mere side 4 og klumme af Rune Lund på side 18). I stedet er det endt med en opfordring til, at KL fortsætter sine anstrengelser for at undgå minusvækst. Men signalet er klart efter sidste års forhandlingsforløb: Det kommunale bagland vil have mere indsigt og medindflydelse fra start til slut i processen, så man bedre kan forstå, hvorfor økonomiaftalen til sommer ser ud, som den gør. Og belært af, hvordan sidste års fusionsplaner på topmødet endte med et stort nederlag til ledelsen, vil der blive lyttet nøje til, hvordan debatten forløber torsdag på årets topmøde. Hvor er det, utilfredsheden er størst? Og hvordan kan det håndteres?

Dikteret økonomi

Helt konkret er det den første passage i sidste års aftale, der har vakt furore. Den fortæller, at regeringen ‘har tilkendegivet’, at der skal laves et omprioriteringsbidrag - det var altså ikke noget, som KL var med på at aftale, men som regeringen dikterede, og som så blev en del af aftalen. Det er den måde, Claus Hjort Frederiksen (V) driver kommunal finanspolitik på - ved diktat. Og det er den slags diktater, som KL skal forsøge at forhindre til sommer, men som hurtigt kan blive til virkelighed igen.

Regeringen har allerede i finansloven tilkendegivet, at kommunernes anlægsudgifter skal skæres relativt kraftigt i de kommende år. Derudover kommer der det fortsat uløste finansieringspørgsmål om flygtningeudgifterne og et større slagsmål om, hvor mange penge Folketinget kan få lov til at omprioritere tilbage til kommunerne eller selv få lov at bruge ved efterårets finanslov.

KL må omprioritere

Det er nu, KL’s båd begynder at vippe gevaldigt tæt på vandspejlet; med få forkerte bevægelser vil den begynde at tage vand ind, og så vil et par af de lette passagerer måske begynde at forlade skuden, hvorefter de tunge får sværere ved at holde balancen.

Medlemmerne kan ligesom i enhver fagforening med rette spørge, om det overhovedet giver mening at betale kontingent, hvis ens overenskomst år efter år bliver forringet. Det gjorde de allerede i Lyngby-Taarbæk i efteråret, men fandt frem til, at der ikke som på arbejdsmarkedet var nogen fordele ved at køre på frihjul. Det er endnu det eneste konkrete forsøg på internt oprør, siden Peter Brixtofte i år 2000 var ude i et frihedsoprør efter KL’s rørende enighed med Finansministeriet om sale and lease back-ordninger.

Nuværende KL-kaptajn Martin Damm opfordrer til, at kommunerne specielt i år må sørge for at holde sammen og også se på de andres behov - ikke kun ens egne. Samtidig vil der fra KL’s side blive afholdt flere regionale dialogmøder om økonomiforhandlingerne, der giver mulighed for at følge bedre med. Og så vil KL efter et overskud på 11,3 millioner kroner i 2015 nu også selv tage sin del af omprioriteringsbidraget, så kommunernes kontingent vil falde med en procent årlig fra næste år. Sidste års drømme om mere decentral magt og indflydelse er gemt væk for en stund.