2. juledag skete det igen. Oversvømmede boliger på Lærkevej i Jyllinge nord for Roskilde minder os alle om, at oversvømmelserne kun tager til i hyppighed og styrke.
Foto: Finn Frandsen / Polfoto
2. juledag skete det igen. Oversvømmede boliger på Lærkevej i Jyllinge nord for Roskilde minder os alle om, at oversvømmelserne kun tager til i hyppighed og styrke. Foto: Finn Frandsen / Polfoto

KL om kystsikring: Der mangler både penge og prioritering

Vi kan ikke løfte opgaven alene; staten må hjælpe til. Sådan lyder det fra en række kommuner, som endnu en gang har brugt kræfter og penge på at afhjælpe skaderne efter vinterstorme og ekstremt højvande.

kystsikring

Af Susanne Sayers | [email protected]

Knap var den sidste julefrokost fordøjet anden juledag, før stormen Urd rullede sig ud og blæste julefreden langt væk i Jyllinge. Den lille fjordby, som engang var landskendt for sit ålefiskeri, har de senere år været bedre kendt som et af de steder, som hyppigst rammes af ødelæggende højvande ved storm, og Urd var ingen undtagelse.

Endnu en gang stod en række huse i Jyllinge Nordmark under vand, endnu en gang kæmpede beredskaberne og masser af frivillige, herunder Roskilde-borgmester Joy Mogensen (S), for at begrænse de værste skader, mens vandet blev ved med at stige.

Og knap var de hårdt prøvede beboere kommet ind i 2017, før den usædvanligt høje vandstand den 4. januar skabte problemer igen. Og igen nogle få dage efter.

Jyllinge er et eksempel på, hvordan nogle områder i Danmark bliver langt hårdere ramt af vejr og vind og vand end tidligere, og det er der flere forklaringer på.

For det første er meteorologer og andre eksperter enige om, at det er et resultat af klimaforandringer. Vejret er blevet voldsommere, og havet stiger. Selv hvis havet kun stiger få centimeter, kan det blive til overordentligt meget mere vand end før i tiden, når det på én gang presses ind i fjorde, bælter og vige af en storm. Men der er ifølge Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, udsigt til, at vandstanden i de danske have kan stige mellem 20 centimeter og 1,4 meter i dette århundrede, så stormfloderne og havets nedbrydning af kysterne bliver kun værre.

For det andet er der landet over blevet drænet, fyldt op og bygget ud og anlagt dyre byggerier direkte i vandkanten, fordi vandudsigt og havnefront er attraktivt. Dermed er mange flere områder end før truet, når vandet stiger, fordi de nu er beboede.

Men Jyllinge er også et eksempel på, hvor svært det kan være at beskytte kysterne mod oversvømmelser og stormflod og havets påvirkning, selvom stort set alle er enige om, at det bør gøres.

Allerede efter stormen Bodil i 2013, som ødelagde flere hundrede huse i Jyllinge, blev der taget initiativ til bedre beskyttelse. Et projekt, hvor Egedal og Roskilde Kommune betaler lidt over halvdelen af udgifterne og grundejerne tilsammen resten, blev vedtaget. Mere end 90 procent af de berørte grundejere stemte for.

Men foreløbig er planerne strandet på grund af en række klager, som har opsættende virkning, og selvom regeringen i december ændrede loven, så det bliver sværere at klage over kystsikringsprojekter, viser klagerne, hvor svært det kan være at nå til enighed, når projekterne bliver konkrete og regningen skal deles.

Minister på borgermøder

Onsdag aften (den 1. februar) var kystsikring igen til debat i Jyllinge, som var første stop på den række borgermøder om kystsikring, som miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har taget initiativ til.

– Det er vigtigt for mig at høre, hvordan borgerne oplever situationen, siger ministeren.

– Jeg har holdt møder med KL og med Kystdirektoratet og en række kommuner, så jeg ved, hvad deres synspunkter er, og nu skal borgerne høres.

Kystsikring er i takt med det voldsommere vejr blevet en stadig varmere sag i Danmark, og det skyldes ikke mindst, at Danmark har et finansieringsprincip, som er ret unikt. I Danmark står staten kun for kystsikringen af dele af den jyske vestkyst; ellers er det den enkelte grundejer, som må betale for at få beskyttet sin ejendom mod vandet.

I lande som Holland og Storbritannien spiller staten en hovedrolle i finansieringen af kystsikringen, og de milliarder, som hvert år bruges til formålet, opkræves over skatten.

I Danmark blev det i den rapport om kystsikring, som Kystdirektoratet udgav i efteråret 2016, endnu engang fastslået, at de fleste kystsikringsprojekter kun fungerer efter hensigten og giver mening økonomisk, hvis de er tænkt og udført som sammenhængende projekter. Ellers har de det med at flytte problemet længere henad kysten i stedet eller blive dyre og ineffektive.

”I burde lovfæste, hvad der er fælles problemer, og hvad der ikke er. Hvis I planlægger forbedringerne, kan I få en bæredygtig forretning ud af det ligesom Holland.”

Men når hver enkelt grundejer er ansvarlig, er det svært at skabe sammenhæng. Kommunerne kan tage initiativ, og de kan også pålægge grundejerne at betale, men det er ofte meget upopulære sager at skabe enighed om, og i betragtning af, hvor stort behovet for kystsikring er i Danmark, er det få projekter, som gennemføres. Der er brug for, at staten spiller en langt mere offensiv rolle, siger Jørn Pedersen, Venstre-borgmester i Kolding og formand for teknik- og miljøudvalget i KL.

– Vi har to hovedproblemer, og det største er prioriteringen og koordineringen af projekterne. Det er ofte flere kommuner, som skal arbejde sammen, og der er mange hensyn at tage, siger Jørn Pedersen.

Fødevare- og miljøminister Esben Lunde Larsen har allerede erklæret, at staten er parat til at påtage sig en koordinerende rolle og et større ansvar. Men prioriteringen mener han stadig må være op til den enkelte grundejer og de berørte kommuner.

Ifølge Jørn Pedersen er det andet hovedproblem, at der mangler penge, særlig når der er enighed om et kystsikringsprojekt, men ikke om, hvordan regningen skal fordeles.

– Her kunne man for eksempel oprette en national fond, som kan lægge ud, så projekterne kan komme i gang, og så må vi tage debatten om regningen i mellemtiden. I dag er vi nødt til at vente, og det kan tage lang tid, siger Jørn Pedersen, der også ser et formål i, at en national fond kunne udstede lån til de berørte grundejere eller supplere finansieringen.

Tanken støttes blandt andet af Alternativet og Enhedslisten, men foreløbig afviser regeringen den, siger Esben Lunde Larsen, som henviser til, at princippet om grundejerens ansvar for finansieringen står fast, og at en fond efter hans mening vil betyde mere bureaukrati.

Hvad ikke kan stå ...

Et særlig ømtåleligt emne er det, om grundejere i alle tilfælde skal have lov til at beskytte deres ejendom eller har krav på erstatning, hvis den igen og igen rammes af skader ved storm og stormflod.

Ifølge Kystdirektoratets analyse kan det godt svare sig at sikre for eksempel sommerhusområder mod oversvømmelse med diger. Her beskytter kystsikringen så store værdier, at den er pengene værd. Men blandt andet flere steder langs danske kyster ligger der spredte huse, som det vil kræve mange penge at beskytte mod nedstyrtning, når stranden ædes væk af havet.

Her har grundejere forsøgt sig med forskellige lokale projekter som høfder, bølgebrydere og sikring af skråninger, men de virker sjældent efter hensigten eller i lang tid. Her kræver det ifølge Kystdirektoratet sandfodring, også kaldet blød kystsikring, over en længere strækning at holde havet på afstand. Som direktoratet skriver: “Kysttilbagerykningen kan reelt kun standses ved anvendelse af aktive metoder (strandfodring med sand, red). Det faktum er ikke alment kendt og accepteret blandt grundejere langs de danske kyster.”

Men sandfodring kræver koordinering, og udgiften kan være for høj til, at enkelte grundejere sammen kan betale den.

Det stiller lokale politikere i et dilemma, for de kan godt tage initiativ til at beskytte kysten – også for at holde fast i den turistattraktion, som en bred strand er. Men kan det svare sig? Og hvordan skal regningen splittes op? Hvordan skal grundejere i femte eller tiende række fra kysten betale i forhold til de meget færre grundejere, hvis ejendomme får størst glæde af beskyttelsen?

Et eksempel er de tre nordligste kommuner på Sjælland, som sammen har planlagt et kystbeskyttelsesprojekt. Alle er enige om, at projektet er helt nødvendigt. Storme har de seneste år kostet millioner af kroner i skader, og den strand, som turismen lever af, forsvinder. Lokal kystsikring med høfder og sten på skråninger virker ikke godt nok. Det er nødvendigt med et sammenhængende projekt, og projektet er klar. Men grundejerne har foreløbig sagt nej. Ikke til projektet, men til betalingsmodellen.

Og hvad med de huse, som oversvømmes mange gange, og hvor det kan forudses, at det vil ske igen? Her stiger selvrisikoen ganske vist, men burde de i stedet kunne forlanges nedrevet mod erstatning til grundejeren, fordi de på længere sigt er håbløse at sikre? Hvilke områder kan det svare sig at sikre, og hvilke skal man lade være?

Ifølge Jørn Pedersen er det nogle af de prioriteringer, som han gerne så staten gå ind i, men Esben Lunde Larsen afviser. For ham er det vigtigst, at ‘den enkelte borger kan sove trygt om natten’ og derfor altid har ret til at sikre sin ejendom.

– Men jeg har sat gang i et hurtigtarbejdende udvalg, som også skal se fordomsfrit på økonomiske modeller, siger Esben Lunde Larsen.

En national opgave

Selvom regeringen altså lige nu afviser det, mener KL, at staten ikke kommer udenom at spille en større rolle – også økonomisk. Klimaet har ændret sig; det har forudsætningerne for at sikre kysterne dermed også.

– Det er også en national opgave at beskytte vores kyster, siger Jørn Pedersen.

Samme besked kommer fra en lang række borgmestre i kystkommunerne, som mener, at opgaven med at beskytte kysterne og kystbyerne nu er blevet så stor, at det ikke længere alene kan være grundejernes og kommunernes opgave.

– Effektiv kystsikring er kommet op i et prisniveau, hvor det er svært for den enkelte lodsejer selv at bære udgiften. Da kysten hænger sammen og har en stor værdi for almenvellet, er der derfor behov for, at også staten kommer på banen for at sikre de berømte danske kyststrækninger, siger Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (K).

– Sådan sker det allerede på den jyske vestkyst, hvor staten bidrager økonomisk, så kommuner og lodsejere i de mest udsatte områder ikke skal stå alene med regningen for kystsikringen, tilføjer hun i et debatindlæg på TV2 efter januarstormene.

Teknologirådet har netop holdt en konference om økonomien i kystsikring. Her mente den hollandske repræsentant, Joost Stronkhorst fra instituttet for anvendt kystforskning Deltares, at der ingen vej er udenom statslig finansiering.

– Så længe I holder jer til princippet om, at grundejerne skal betale, vil I aldrig få en bæredygtig kystudvikling, sagde han.

– I burde lovfæste, hvad der er fælles problemer, og hvad der ikke er. Hvis I planlægger forbedringerne, kan I få en bæredygtig forretning ud af det ligesom Holland.

Så meget betaler forskellige lande til kystsikring

90 millioner kroner

Den danske stat betaler 90 millioner kroner til sikring af dele af Vestkysten. Hertil kommer yderligere 13 millioner kroner betalt af kommunerne i området. Resten af kystsikringen i Danmark betales af grundejerne. Det samlede beløb er ikke opgjort.

2,4 milliarder kroner

Til sammenligning bruger Holland ifølge Kystdirektoratet cirka 2,4 milliarder kroner årlig til kystsikring; de fleste penge betales af staten.

2,7 milliarder kroner

Det tilsvarende tal for Storbritannien er 2,7 milliarder årligt. Også her er en stor del af pengene betalt via skatter.

Klima

Økonomi

Tilmeld dig nyhedsbrevet