Jagten på sociale bedragere går for vidt

Kommuner glemmer at oplyse borgerne om deres rettigheder og frakender sociale ydelser på spinkle grundlag. Folketingets Ombudsmand advarer nu mod at sætte borgernes retssikkerhed over styr i kampen mod de sociale snydere.

retssikkerhed

Af Sofie Flensburg | [email protected]

Odense sparede sidste år 15 millioner kroner, Fredericia 10 millioner og Roskilde 13,9 millioner på at afsløre socialt bedrageri. Og samlet vurderer KL, at kommunerne hvert år inkasserer 370 millioner kroner på arbejdet med at inddrive uberettigede sociale ydelser. 

De slunkne kommunekasser nyder med andre ord godt af det øgede fokus på at afsløre socialt bedrageri, men borgerne risikerer at betale prisen med deres retssikkerhed. Det siger Folketingets

Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, som har til opgave at kontrollere, om de offentlige myndigheder lever op til lovgivningen. Han har i den senere tid behandlet flere principielle sager og har indtryk af, at der er et generelt problem på området. I tilknytning til den seneste sag har han derfor udsendt en række retningslinjer for arbejdet med socialt bedrageri.

- Jeg ser jo kun en dråbe i havet af sager, men efterhånden tegnes der et billede af et område, der fungerer knap så godt. Det er naturligvis dyrt at udbetale uberettigede sociale ydelser, men almindelige principper om retssikkerhed gælder også her. Og det kan også hurtigt blive dyrt at træffe forkerte afgørelser, som der efterfølgende skal rettes op på, siger han.

Retningslinjerne skal blandt andet slå fast, hvornår en borger er at betragte som enlig eller i et forhold, hvor meget der skal til, før sociale ydelser kan kræves tilbagebetalt, og styrke dokumentationen af sagsbehandlingen. Spørgsmål, som sagerne har røbet en faretruende forvirring om.

En svær dobbeltopgave

Opsangen kommer efter to konkrete sager, hvor kommuner har bedt kvinder betale sociale ydelser tilbage, fordi de ’mod bedre vidende’ har oplyst at være enlige uden at være det. Ombudsmanden har i begge sager sat spørgsmålstegn ved, om beviserne har været tilstrækkelige, og han har fastslået, at kvinderne ikke er blevet ordentligt informeret om deres rettigheder, og at afgørelsen ikke har været korrekt udformet.

Blandt andet glemmer kommunernes såkaldte kontrolgrupper, at de både har pligt til at oplyse borgerne om deres ret til ikke at udtale sig og til at give specifikke anvisninger på, hvordan borgeren kan bevise sin uskyld.

- Jeg kan godt forstå, at det umiddelbart kan være vanskeligt for kontrolmedarbejdere at finde ud af, hvordan de skal gøre begge ting samtidig. At de så at sige først skal advare borgerne mod at udtale sig og derefter alligevel opfordre dem til det. Men det er et spørgsmål om formidling og rutiner, siger Ombudsmanden og forklarer, at den tilsyneladende modsætning skyldes, at reglerne udspringer af forskellige love med hver deres bagvedliggende hensyn.

Tvangsindgrebsloven sikrer, at borgerne kan undgå selvinkriminering ved at udlevere oplysninger, der kan være belastende for dem i en eventuel politisag. Der imod går forvaltningslovens krav om, at kommunen vejleder om mulige modargumenter, på kommunens rolle som myndighed, der skal afveje argumenter både for og imod inden en afgørelse. I tilfælde, hvor der er mistanke om et strafbart forhold, må kommunen derfor begynde med at vejlede den pågældende om, at der ikke er pligt til at udtale sig, men herefter vejlede om, hvad der kan være relevant at bringe frem af oplysninger, hvis den mistænkte alligevel vælger at medvirke.

- Det ligger jo lidt i sagens natur, at en kommunal kontrolgruppe i første omgang vil have sin opmærksomhed på de oplysninger, der kan synes at belaste borgerne, for ellers ville man jo ikke tage fat i sagen. Men det skal så afbalanceres af de oplysninger i sagen, der kunne pege den anden vej, siger Ombudsmanden.

I en af de to nylige sager undlod kommunen for eksempel at forfølge en oplysning om, at den mand, som den anklagede kvinde formodedes at være i et ægteskabslignende forhold med, havde en anden kæreste. Og den går ikke, forklarer Jørgen Steen Sørensen.

Pas på partsrolle

- Det er ikke kommunens opgave at styre efter tilbagebetaling eller stop for ydelser, men at styre efter den rigtige afgørelse. Det er vigtigt at holde fast i, fordi der jo er en meget stor kommunaløkonomisk interesse i det her område. Man kan spørge, om det er sundt med så stærke budgetmæssige interesser i et sagsområde, men sådan er det, siger han.

Det fremgår ikke af de sager, som Ombudsmanden har set, om det økonomiske incitament har påvirket sagsbehandlingen, men kommunernes fokus på de økonomiske gevinster har unægtelig en betydning for, hvordan der bliver set på kontrolgrupperne.

- Når den kritiske offentlighed iagttager området, kan der nok opstå en vis skepsis overfor, om kommunerne nu er helt afbalancerede. Men kommunerne skal jo behandle disse sager efter helt de samme principper som alle andre sager, og vi har intet grundlag for at sige, at man skævvrider retsanvendelsen med det sigte at få penge ind, siger han og understreger, at det er lovgivningsmagten, der bestemmer, om sagerne skal ligge i kommunerne. Og han har da også forståelse for, at det er en opgave, der bliver brugt mange kræfter på at løse. 

- Et kvalificeret skøn siger, at der bliver bedraget for mellem syv og tolv milliarder om året. Det kunne man finansiere dansk politi for mellem én og to gange, og det er selvfølgelig et helt reelt samfundsmæssigt problem, som man hverken som ombudsmand eller samfundsborger kan have det fjerneste imod, at kommunerne sætter hårdt ind over for.

De massive samfundsmæssige konsekvenser er da også en af årsagerne til, at der de senere år er kommet langt større opmærksomhed på jagten på sociale bedragere.

DR 1’s dokumentarprogram, ’Aktion Socialt Bedrageri’,  der er kørt over skærmen i årets første måneder, har bragt seerne helt tæt på både kontrolgrupper og de mistænkte borgere, når kameraet er med på besøg hos mistænkte borgere eller overværer mere eller mindre forhørslignende samtaler.  Opmærksomheden har både fordele og ulemper for arbejdet, vurderer Ombudsmanden.

- Hvis opmærksomheden kan bidrage til at højne samfundsmoralen på det her området, er det selvfølgelig godt. Men en risiko ved den enorme eksponering er, at der kan komme så meget opmærksomhed på problemets omfang og karakter, at man mister fornemmelsen for, hvor langt man kan gå i bekæmpelsen af det. Det kan skyldes ukendskab til reglerne, eller at de er for komplicerede. Men det kan også skyldes, at der danner sig en stemning af, at på det her område er der lidt mere, der er tilladt, end på andre områder, fordi man virkelig skal eftergå dem her, der jo dybest set stjæler fra naboen, siger han.

Et etisk spørgsmål

En anden diskussion, som tv-programmerne har rejst, er spørgsmålet om, hvor tæt på kommunerne må gå i deres undersøgelser.

De seneste uger har debatsiderne i Kommunen rummet både Stasi-referencer og skrækscenarier a la Kafka, efter at tv-programmerne viste overvågning af indkørsler, tjek af Facebook-billeder og opfordringer til anonyme anmeldelser.

KL-formand Erik Nielsen (S) har tidligere sagt til Politiken, at ’der er forskellige holdninger til, hvor langt man må gå’. På spørgsmålet om, hvorvidt der findes klare grænser for, hvor tæt på borgernes privatliv kommunerne må gå, svarer Ombudsmanden da også ’både og’: 

- Det er klart, at en kommune for eksempel ikke må foretage indgreb, som efter retsplejeloven henhører under politiet. En kommunal kontrolgruppe kan eksempelvis ikke foretage ransagning eller telefonaflytning. Men en kontrolgruppe må sådan set gerne gå op og ned ad den samme villavej et antal gange om dagen for at se, om der kommer nogle interessante mennesker på besøg. Juraen sætter ikke meget snævre grænser, siger han og slår fast:

- Det er et stykke hen ad vejen et holdningsmæssigt og etisk spørgsmål i kommunerne, hvor grænserne går for overvågning af kommunens egne borgere.

Ombudsmanden vurderer dog, at kommunerne holder igen med den systematiske overvågning ikke mindst af ressourcemæssige hensyn.

- Min fornemmelse er, at det ikke er så praktisk relevant, men en mere præcis afklaring af, hvor langt kommunerne må gå i denne form for overvågning, måtte nok ske ved lovgivning, siger han.                              :                              

Kommuner med generelle spørgsmål til Ombudsmandens praksis på området, er velkomne til at ringe ind og få hjælp af en medarbejder på Ombudsmandens kontor. Det kan ske på telefonnummer 33132512.


Ombudsmandens ni retningslinjer

Undersøgelsesprincippet
Princippet betyder, at den enkelte myndighed har pligt til at skaffe et fyldestgørende grundlag, før den kan træffe en afgørelse.

Anonyme anmeldelser
En del sager om socialt bedrageri bliver startet på baggrund af en anonym anmeldelse. Den kan være anledning til, at en myndighed iværksætter en undersøgelse af en borger, men den kan ikke i sig selv indgå som et bevis i sagen.

Tvangsindgrebslovens § 10
Efter denne bestemmelse har en borger ikke pligt til at udtale sig om sin sag, hvis der er konkret mistanke om, at borgeren har begået en strafbar lovovertrædelse. Myndighederne skal udtrykkeligt vejlede borgeren om dette.

Partshøring
Myndighederne har pligt til at høre en borger, inden de træffer afgørelse i vedkommendes sag, hvis der i sagen indgår oplysninger, der taler til ugunst for borgeren og som borgeren ikke kan antages at være bekendt med.

Vejledningsforpligtelse
Myndighederne har i en række tilfælde pligt til at vejlede borgeren ved at bede om oplysninger om konkrete forhold, der kan ændre myndighedernes opfattelse af, at en borger ikke er reelt enlig.

’Reelt enlig’
De regler, der regulerer størrelsen af de forskellige offentlige ydelser alt efter, om modtageren er ’reelt enlig’, har ikke alle samme ordlyd. Myndighederne skal derfor være opmærksomme på, at det ikke nødvendigvis er de samme vurderinger, der skal foretages, efter de forskellige regelsæt – for eksempel efter børnetilskudsloven og boligstøtteloven.

Omhyggelig begrundelse
Navnlig i sager, der har så indgribende betydning som socialt bedrageri, er det vigtigt, at myndighederne formulerer begrundelserne, så der ikke opstår tvivl om, hvorvidt sagerne er tilstrækkelig undersøgt, eller om de er afgjort på et fejlagtigt grundlag.

’Mod bedre vidende’
Når myndighederne skal tage stilling til, om en social ydelse skal kræves tilbagebetalt, er det ikke nok at konstatere, at ydelsen – objektivt set – er modtaget med urette. Ydelserne skal også være modtaget ’mod bedre vidende’.

Udgifter til oplysning af sagen
Ombudsmanden mener ikke, at myndighederne uden et sikkert grundlag kan pålægge en borger at betale for at skaffe oplysninger til brug for en sag, som er rejst på myndighedernes initiativ. 


Social & sundhed

Tilmeld dig nyhedsbrevet