Selv om lovgivningen tydeligt foreskriver kommunens forpligtigelser i integrationen af mennesker, der er flygtet til Danmark, er det ikke let at gennemskue, hvem der har ansvaret for hvad og hvornår.

Kommunen har helt overordnet ansvaret for boligplacering af nyankomne flygtninge, integrationsprogrammer for flygtninge og familiesammenførte, udbetaling af integrationsydelse, udbetaling af hjælp i særlige tilfælde og koordinering i forhold til den øvrige integrationsindsats i kommunen. Men hvornår skal den unge selv tage initiativ? Hvornår skal kommunen? Og sidst men slet ikke mindst; hvad kan man forvente af den frivillige?

Effektiv ung-til-ung indsats
Samtidig bliver kommunerne stadig mere afhængige af den frivillige indsats. Samarbejdet med frivillige foreninger stiger markant, og det har mange skønne konsekvenser. I DFUNK – Dansk Flygtningehjælp Ungdom, hvor vi arbejder for at unge, der er flygtet til Danmark, har de samme muligheder som andre unge, mærker vi tydeligt, hvordan mange kommuner er positivt stemte overfor tættere kobling til vores aktiviteter og projekter som et supplement til kommunernes lovgivningsbestemte integrationsforløb. Vores arbejde bør netop supplere hinanden.

I en ny effektundersøgelse af DFUNK’s arbejde, udarbejdet af analysebureauet Actant, konkluderes, at 'DFUNK repræsenterer igennem sin bredspektrede indvirkning en central institution i den livsbane, som unge deltagere og frivillige med flygtningebaggrund er ved at tage.'

Vi faciliterer mødestedet for afgørende venskaber og bekendtskaber, skaber grobund for stor personlig udvikling, booster de unges sprog og inspirerer til uddannelse og job. Alt sammen i mødet mellem unge og med værktøjer som frivillighed, foreningsliv og fællesskaber. 

En balancegang
Men denne indsats må ikke blive en sovepude for den kommunale indsats. Og den øgede professionalisering af den frivillige, må ikke træde i stedet for den kommunale sagsbehandlers arbejde. Selv om vi i sidste ende vil det samme, skal vi huske, at vi tilbyder to forskellige elementer i integrationen af de unge. Mens DFUNK skaber et tilhørsforhold til det danske samfund igennem relationer, oplevelser og frirum, sikrer kommunen rammerne og guider igennem systemet. Vi må ikke ende i situationer, hvor frivillige begynder at rådgive om uddannelsesforløb og -processer, eller hvor kommunen ikke optimerer deres sprogskoler, fordi andre fællesskaber trækker læsset. 

Udfordringen er at finde balancen mellem faste og stabile rammer og frivillighedens fleksibilitet. Mellem det professionelle og det personlige. Vi må ikke modarbejde hinanden og vi må for alt i verden sikre robuste broer, som de unge, der er flygtet til Danmark, kan krydse – og vide, hvornår de skal krydse. Jeg er fuldstændig overbevist om, at kommunerne i samspil med de frivillige foreninger kan sikre det stærkeste fundament for integrationen og sammen give de unge de bedste forudsætninger for at nå vores fælles mål: Integration.