Billede
Erik Jørgen Hansen tog selv springet fra et snedkermesterhjem i en lille vestjysk landsby til en position som højtuddannet forskningsleder. Men det er arbejdsmarkedet, ikke uddannelsen, der afgør, om jobbet er der, mener han. Foto: Martin Lehmann / Polfoto

Illusionen om social mobilitet

Politikerne har misforstået begrebet social mobilitet, og deres fokus på negativ social arv og mønsterbrydere har skadet solidariteten og uddannelsessystemet, lyder det fra SFI’s tidligere forskningsleder, Erik Jørgen Hansen.

opstigning

Af Jonas Sloth Bach | [email protected]

Det er en forholdsvis afdæmpet stemme, der lyder i den anden ende af røret, da Erik Jørgen Hansen tager telefonen. Den snart 80-årige professor emeritus og tidligere forskningsleder ved SFI trak sig efter et langt professionelt liv som bannerfører for forskning i ulighed, fattigdom og uddannelse tilbage til en mere rolig pensionisttilværelse allerede for ti år siden. Arbejdet, der har været båret af et stort personligt engagement, har han dog endnu ikke indstillet helt. I begyndelsen af april udgav han bogen ‘Social mobilitet’, der er en kritisk gennemgang af forskningen på området og et skarpt debatoplæg, der revser politikerne for deres forståelse af social arv. Det er denne kritik, Erik Jørgen Hansen gentager i telefonen.

”De, man kalder mønsterbrydere, bryder ikke mønsteret, for det har altid historisk set været en del af mønsteret, at nogen kom fra arbejderhjem og jævne funktionærhjem og ind i de ledende positioner.”

Det har været decideret usundt for samfundet at fokusere på negativ social arv og mønsterbrydere, lyder budskabet. Årsagen er en grundlæggende misforståelser af selve begrebet.

- Man taler i dag om social mobilitet, uden det er social mobilitet. Selv de med de højeste uddannelser har ikke de samme chancer på arbejdsmarkedet, som deres forældregeneration havde med samme uddannelsesniveau, siger han og forklarer, at det er arbejdsmarkedet og konjunkturerne, der bestemmer, om der er job.

Til gengæld er der over flere generationer opstået stor uddannelsesmobilitet understreget ved, at en stadig større andel får bedre eller i hvert fald længere uddannelse end deres forældre. Men det ændrer ikke på, at omfanget af den relative sociale mobilitet ikke er vokset i løbet af de sidste 100 år. Det går frem og tilbage i perioder med høj og lav social mobilitet.

- Samfundet kan stort set sørge for, at man får uddannelse, hvis man vil, men det ændrer ikke på arbejdsmarkedets muligheder, siger Erik Jørgen Hansen, der selv er et glimrende eksempel på social mobilitet. Han, der er søn af en snedkermester, blev født i en lille vestjysk landsby, men fik en studentereksamen og siden en universitetsgrad.

Mønsterbryder-mantra

Når den sociale mobilitet i så stort omfang snarere er styret af konjunkturer og den generelle udvikling på arbejdsmarkedet og ikke alene hænger sammen med uddannelsesniveauet, kommer der heller ikke noget godt ud af, at politikerne i stort omfang fokuserer på negativ social arv og mønsterbrydere, mener Erik Jørgen Hansen. Tværtimod.

- De, man kalder mønsterbrydere, bryder ikke mønsteret, for det har altid historisk set været en del af mønsteret, at nogle kom fra arbejderhjem og jævne funktionærhjem og ind i de ledende positioner, siger han og advarer om, at man får den forkerte opfattelse af udviklingen, hvis man ikke husker det og kommer til at dyrke mønsterbryderbegrebet.

- Når man hylder mønsterbryderne, laver man også en skævtegning af den reelle udvikling, siger Erik Jørgen Hansen. Risikoen er, mener han, at man stigmatiserer store grupper som bærere af negativ social arv, blot fordi de kommer fra arbejderhjem, mens man samtidig ved at hylde mønsterbryderne nedgør og underkender dem, der bliver i den sociale klasse, de er født i. Samtidig opstår der med fortællingen om mønsterbrydernes forståelse af, at man bare skal sikre nogle helt specifikke omstændigheder, så andre også kan bryde mønsteret, i stedet for at kigge på, hvilke mere generelle udfordringer som manglende social tryghed og trivsel og kulturelle barrierer alle de, der ikke oplever social mobilitet, møder.

- Jeg er imod, at man fokuserer på at hive de kvikke frem i stedet for at gøre mere for at gøre vilkårene bedre for de laveste sociale lag, siger Erik Jørgen Hansen.

Meget, mere, meritokrati

Da den daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen i august 2013 proklamerede, at ‘moderne velfærdspolitik skal handle om social mobilitet fremfor udbetaling af ydelser’, var det derfor også ifølge Erik Jørgen Hansen et endegyldigt udtryk for, at selv Socialdemokraterne har glemt solidariteten og blikket for socialt betingede klasseudfordringer. Han, der har været medlem af partiet i fire årtier, har forlængst meldt sig ud, men er stadig skuffet over, at konkurrence og vinderfokus har afløst solidaritet og fokus på de svageste.

- Den politiske model er skiftet så langt, at selv finansministeren siger, at den moderne velfærdsstat er en konkurrencestat. Det er problematisk, fordi det betyder, at man lægger vægt på, at man kan udkonkurrere andre, og hvis man er dygtig til det, skal man have særlige vilkår, siger Erik Jørgen Hansen. Det skaber et samfund, frygter han, hvor man ikke interesserer sig for social lighed og solidaritet.

- Så vidt jeg kan se, så har de fuldstændig svigtet det, der er de socialdemokratiske værdier, og derfor også den skandinaviske model. Den er ikke brudt sammen af det endnu, men retningen er nogenlunde klar, siger Erik Jørgen Hansen.

Det tydeligste eksempel på udviklingen er for ham at se uddannelsessektoren, hvor den nuværende regering og regeringer før den har gjort alt for at understrege væsentligheden af at få en uddannelse, der er så lang som mulig, ved at stille stadig større krav til andelen med en akademisk uddannelse og ved at italesætte dem, der udviser mest mobilitet, som mønsterbrydere og vindere. Vi har bevæget os, mener han, henimod et samfund, hvor man kun nyder agtelse i kraft af sine boglige evner - et meritokrati.

- Vi har indrettet vores uddannelsessystem, så alle forældre stort set synes, det er en succes, hvis deres barn får en gymnasial uddannelse, med det resultat, at vi har sendt et signal om, at det ikke er så godt at få en håndværksuddannelse som at gå på gymnasiet, siger Erik Jørgen Hansen, der mener, at det skævvrider uddannelsesmulighederne i befolkningen, at man reelt nedvurderer håndens arbejde.

På bundlinjen kommer vi til at mangle faglærte, og man skaber samtidig en forkert udvikling i samfundet ikke kun rent økonomisk, men også i form af en prestigemæssig polarisering socialklasserne imellem.

Blå bog

Erik Jørgen Hansen

  • Født 1935 i Bramming
  • Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet i 1963
  • Ansat ved SFI samme år og fra 1971 forskningsleder
  • Siden forskningsprofessor i uddannelsessociologi på DPU
  • Pensioneret i 2005
  • Forfatter til flere bøger om klassekamp, social ulighed og uddannelse

Demokrati

Social & sundhed

Tilmeld dig nyhedsbrevet