Mens mange kommuner slider for at følge ethvert komma i udbudsreglerne, ser andre højt på, om de konkurrenceudsætter alle de opgaver, som de er forpligtede til.
- Der er steder, hvor man simpelthen vælger at sige, at man går efter laveste fællesnævner. Og så længe man kan slippe udenom, så går det jo godt, siger Tom Wienke, formand for IKA, foreningen af offentlige indkøbere.
Han finder adfærden problematisk og undrer sig over, at de pågældende kommuner ikke bekymrer sig mere om at overholde reglerne i EU’s udbudsdirektiv.
- Det svarer jo til, at når jeg kører på motorvejen og ser et skilt, hvor der står, at jeg må køre 130 km/t., så kører jeg 150 km/t. Og når jeg så bliver stoppet af politiet, så siger jeg bare, at jeg ikke behøver at overholde loven, siger Tom Wienke, der til daglig er indkøbschef i Tønder.
Kommunerne prioriterer indkøbsfunktionen meget forskelligt. Mens nogle kommuner har 20 folk til at stå for opgaven, så klares opgaven andre steder af helt ned til to ansatte eller måske endda en enkelt. Og trods forskel i kommunernes størrelse, så er udbudsporteføljen slet ikke så forskellig fra kommune til kommune, pointerer Tom Wienke.
- Det er langt hen ad vejen det samme arbejde, der skal laves, men nogle steder vælger man så bevidst at sige, at man ikke behøver at udbyde det hele.