I Norge jagter kommunerne den gode forretning

I Stranda i det vestlige Norge satsede man stort. Kommunen ville shine områdets skisportssted op til at blive Norges svar på Alperne. Et turistmekka sommer og vinter, der kunne skaffe arbejdspladser til området.

Stranda lånte op imod 200 millioner kroner til et nyt skianlæg for at realisere drømmen. Sådan er det langt fra gået. Men det vender vi tilbage til.

For Stranda drejede det sig i høj grad om udvikling af området. Men bag dette lå også håbet om en økonomisk gevinst. Og for norske kommuner er det faktisk helt legalt at oprette selskaber og kaste sig ud i kommunal virksomhed med fortjeneste for øje.

Som eksempel skriver Hurum Kommune om deres ejerskab i en affaldsrelateret virksomhed, at selskabet har et finansielt formål og er af ren økonomisk karakter for kommunen.

Norge skiller sig ud

I det hele taget har norske kommuner traditionelt haft  vid adgang til at drive erhvervsvirksomhed.

”Det historiske udgangspunkt er, at der er ganske stor forskel mellem Norge på den ene side og så Danmark og Sverige på den anden side. I Danmark har man jo haft kommunalfuldmagtsreglerne til at sige, hvad man kunne gøre og ikke gøre. I Norge derimod har vi det, som jurister kalder en ’negativ afgrænsning’, og det betyder altså, at kommunerne kan gøre, hvad de vil, så længe der ikke er specielle regler, der siger noget andet,” forklarer juridisk professor Jan Fridthjof Bernt fra Universitetet i Bergen.

Landene har dog tilnærmet sig hinanden. Selv om Norge ikke er medlem af EU, så er de på grund af EØS-samarbejdet forpligtet til at følge reglerne om statsstøtte, der blandt andet begrænser kommunernes muligheder for at operere i et konkurrenceudsat marked.

Alligevel er friheden stadig stor i Norge, mener Jan Fridthjof Bernt, der også er kendt som ’kommunelovens far’ i Norge.

”Det er i stor grad et spørgsmål om politisk og juridisk håndværk. Hvis de går ud i aktieselskabsformen, så må de i dag være varsomme med, at de ikke foretager sig noget, der tager sig ud som offentlig støtte til selskabet, men ellers står de ganske frit juridisk set,” siger han.

Mange norske kommuner er netop begyndt at udskille deres virksomheder som aktieselskaber, og her kan de ligesom andre aktieselskaber tage udbytte ud som gevinst. Udbyttet kan så bruges til handicappede, skoler, eller hvad der ellers står højest på ønskelisten. 

Udgangspunktet for danske kommuner er det modsatte. De må som hovedregel ikke tjene penge. Heller ikke i aktieselskaber. Der findes dog undtagelser, hvis der er hjemmel i lovgivning og kommunerne opfylder en række betingelser.

Store gevinster i udbytte

Flere norske kommuner har nydt godt af deres muligheder for den gode fortjeneste. Eksempelvis i Tromsø Kommune, der ejer 40 procent 

af energikoncernen Troms Kraft. I årene 2007 og 2008 fik kommunen således 40 millioner kroner i udbytte, og de positive resultater kulminerede i 2010 med et historisk godt driftsresultat. Der er dog kommet malurt i bægeret. Lige nu er det usikkert, om Tromsø får udbytte i år på grund af mulig regnskabsmanipulation i et datterselskab.

Flere kommuner har også tjent penge på såkaldte 

Tomteselskaber, hvor de erhverver grunde, gør dem byggeklare og sælger dem igen. For eksempel fik Bergen i 2009 et udbytte på ti millioner. I 2010 blev udbyttet 

dog væsentligt reduceret. Selskabet oplever store udfordringer på grund af finanskrise og hårdere konkurrence fra private firmaer. Bergen er nu gået i gang med at udarbejde en ny strategi, hvor man mindsker Tomteselskabets kommercielle aktiviteter. Bergen henviser blandt andet til, at virksomhedens traditionelle samfundsrolle som tilrettelægger af bolig- og erhvervsgrunde ikke på samme måde er til stede i dag.

Solgte stenfirma

I det hele taget synes selskabernes samfundsrelevans at være en meget væsentlig faktor for kommunerne. Bergen bruger også dette som begrundelse for at have solgt et selskab, der udvinder og sælger sten, grus og lignende i 2002.

”Bergen Kommune havde et ønske om at frigøre kapital, og de opgaver, som selskabet udførte, blev ikke anset som en kommunal opgave,” fortæller byrådsleder Monica Mæland fra partiet Høyre. 

Bergen fik 91,85 millioner kroner for salget.

I en såkaldt ’eierskapsmelding’ redegør Bergen for sine selskaber. I redegørelsen inddeler Bergen sine selskaber efter formål. Heraf fremgår, at Bergen har 24 selskaber ud fra et samfundsmæssigt formål, 13 selskaber grundet et politisk formål og endelig ni selskaber med et finansielt formål.

Monica Mæland understreger, at det også kan være af samfundsmæssig interesse, at kommunerne er ejer af et selskab, selv om formålet er finansielt. Det er en konstant afvejning for kommunen.

”Vi vurderer med jævne mellemrum hensigtsmæssigheden med det ejerskab, vi har i selskaber i vor ejerskabsmelding. Og vi er meget tydelige på, at kommunens hovedopgave er at levere gode tjenester til indbyggerne – ikke forretningsvirksomhed,” siger Monica Mæland.

Ulige konkurrence

Interesseorganisationen for erhvervslivet Norsk Industri ser ikke noget problem i, at kommunerne driver erhvervsvirksomhed. Så længe det sker på lige vilkår. Og det er her, at kæden nogle gange springer af, fortæller branchedirektør Anders Nygaard.

”Hvis jeg skal sige det lidt ufint, så vil jeg næsten sige, at det er værre at have en meget dygtig erhvervsaktør som konkurrent end en lidt langsom kommune. Så vi er ikke ræd for kommunal konkurrence, så længe det er på lige vilkår. Og vældig ofte er det udfordringen,” siger han.

Kommuner har ofte fordele i kraft af deres øvrige aktiviteter og ejerskaber, som private må se langt efter. Ifølge Anders Nygaard er der da også mange sager om ulige konkurrencevilkår mellem kommuner og private virksomheder.

Alligevel har han forståelse for mange kommunale projekter. Strandas engagement i skisportsområdet er ikke et af dem.

”Alpinanlæg er jo et typisk eksempel på noget, som opereres af private, der tjener penge ved at sælge liftkort, leje ski og støvler ud og så videre. Men så er kommunen gået ind, og de har nu så meget gæld, at de har problemer med at betjene den,” siger Anders Nygaard.

Norgesmester i gæld

Sidste år udråbte medierne Stranda som ’Norgesmester i gæld’. I 2010 havde Stranda nemlig en gældsgrad på 203 procent, som er udtryk for forholdet mellem kommunens egenkapital og gæld. Blandt andet måtte kommunen sidste år gå ind og dække et underskud på ti millioner kroner.

Engagementer i erhvervsvirksomhed kan da også blive en dyr affære. Men modsat virksomheder, der går konkurs, så vil dårlige kommunale forretninger typisk blive dækket af kommunens skatteborgere.

Derfor mener Anders Nygaard også, at kommunerne bør være tilbageholdende med, hvad de kaster sig ud i.

”Hvis de er heldige og tjener mange penge, så er det jo en fantastisk god ide. Men spørgsmålet er, om kommuner skal ind og lave den slags risikofyldte operationer. Det synes vi ikke, fordi vi har et erhvervsliv, som er mere end parat til at gøre det,” siger Anders Nygaard.

Bergen svarer da også bekræftende på spørgsmålet, om ikke det kan være problematisk at drive virksomhed på skatteborgernes risiko.

”Jo, og det er derfor, at vi som første kommune i Norge lagde en detaljeret ejerskabsmelding frem, hvor vi slog fast, hvilke principper som skal gælde for kommunens ejerskabspolitik. Vi er meget tydelige på, at kommunen ikke skal have en stor risikoeksponering gennem sit ejerskab,” fortæller Monica Mæland.

Ophæv dansk restriktion

I Danmark så Enhedslisten gerne, at kommuner fik videre mulighed for at drive virksomhed.

”Vi ser gerne kommunalfuldmagten ophævet, så kommuner i højere grad kan gå ind og være direkte producenter,” siger kommunalordfører Lars Dohn.

Eventuelle gevinster herved skulle komme samfundet til gode. Lars Dohn peger på, at man først og fremmest forestiller sig denne mulighed for, at kommunerne kan indsluse flere af de borgere i samfundet, der har svært ved at fylde en hel plads ud på arbejdsmarkedet. Politisk står Enhedslisten dog ret ene om dette synspunkt.

I Norge går der formentligt lidt tid, inden en kommune igen satser stort på udvikling af skianlæg. For en måned siden meddelte Stranda, at man har nedsat en arbejdsgruppe, der skal forberede salg af skianlægget. Stranda er hovedaktionær i det nuværende selskab, og kommunen har endnu ikke besluttet, om der bliver tale om et helt eller delvist salg. Strandafjellet KF har i dag en gæld på 140 millioner kroner.