I ni måneder deles de tre elever og de tre besætningsmedlemmer om 55 kvadratmeter.   Det giver os en mulighed for at komme meget tæt på drengene og opbygge en positiv relation og et tillidsforhold med den enkelte, forklarer Edukats skipper Allan Nielsen,
Foto: Peter Ring
I ni måneder deles de tre elever og de tre besætningsmedlemmer om 55 kvadratmeter. ” Det giver os en mulighed for at komme meget tæt på drengene og opbygge en positiv relation og et tillidsforhold med den enkelte,” forklarer Edukat's skipper Allan Nielsen, Foto: Peter Ring

Hvor mange dage må man gå med de samme underbukser?

Selvom Simon, Kasper og Christian kun er 16 år, har de oplevet flere nederlag, end de fleste mennesker får i et helt liv. Efter en opvækst med omsorgssvigt og misbrug er de nu ombord på ’Edukat’, et sejlende socialpædagogisk opholdssted, der skal hjælpe drengene gennem folkeskolens 9. klasses afgangsprøve og samtidig lære dem at tro på sig selv, samfundet og fremtiden. I to dage var Kommunen med, mens Edukat lå i havn syd for Napoli.

reportage

Af Mads Westermann | [email protected]

– Okay, drenge: Nu har vi læst en novelle af Jakob Ejersbo fra ”Revolution”, og i dag skal vi tale om, hvordan den ligner og adskiller sig fra ”Nordkraft”.

Det er tirsdag morgen, og lærer Thomas Sørensen tager fat på skoledagen. Det gør han præcis klokken ni hver dag. Så sidder han sammen med Edukats tre elever – Kasper, Simon og Christian – omkring det brune laminatbord i den lille fælleskahyt, der gør det ud for skolestue, fællesrum og køkken for de tre drenge og de tre besætningsmedlemmer ombord.

Edukat er et sejlende socialpædagogisk opholdssted for unge, der har behov for støtte og omsorg til at udvikle sig i en ny retning, fordi deres liv er kørt i grøften.

I et stykke tid har drengene arbejdet med Jakob Ejersbos forfatterskab, og dagens danskprogram er en del af det, der i folkeskolens læreplan kaldes genre- og forfatterskabslæsning.

”Hvad skal vi sige til dem - og er der noget, vi ikke må sige?”

Ligesom Ejersbos roman Nordkraft følger en række skæbner fra Aalborgs narkomiljø i 1990’erne på deres vej mod bunden, omhandler denne fortælling også en række skæbner fra et hårdt miljø. Her bevæger de sig i modsat retning - opad. Og i stedet for den nordjyske hovedstad er kulissen en 14 meter lang og 7 meter bred glasfiberkatamaran med to slanke skrog.

I drengenes papirer fra socialforvaltningen står der med lidt forskellige ord, at de har svært ved at koncentrere sig ret længe ad gangen. Højst ti minutter hedder det om en af dem. Alligevel arbejder drengene koncentreret i de tre stive klokketimer, der – afbrudt af et par korte pauser – udgør en skoledag.

– Hvis sagsbehandlere og pædagoger gentagne gange fortæller de unge, at de ikke kan koncentrere sig i mere end ti minutter ad gangen, så ender det med at blive en selvopfyldende profeti. Min erfaring er, at de sagtens kan koncentrere sig i længere tid. Især hvis vi ikke hele tiden taler om deres udfordringer med at koncentrere sig, men i stedet sætter os sammen med drengene og arbejder, siger Thomas Sørensen, da han skal forklare, hvordan det lader sig gøre.

– Siden vi startede dette års togt, har vi ikke misset en eneste skoledag.  Det er der ikke mange opholdssteder, der kan bryste sig af, tilføjer han og anfører som et håndgribeligt resultat, at han allerede i februar kunne sætte hak ved, at Simon og Christian har lært, hvad der skal til for at bestå 9. klasses afgangsprøve. Ikke bare i dansk, men også i engelsk.

I havn til ære for Socialtilsynet

I to dage har Kommunen fået lov at overvære hverdagen på Edukat, der normalt sejler i Middelhavet, men lige nu ligger i havn i Torre del Greco, en lille søvnig havneby 15 km syd for Napoli. Pausen fra Middelhavet skyldes, at Socialtilsynet er på besøg fra Danmark for at kontrollere, at forholdene på skibet lever op til de krav, lovgivningen stiller til socialpædagogiske opholdssteder.

De ombordværende drenge er anbragt af de sociale myndigheder i deres hjemkommuner for at få hjælp til at blive velfungerende og selvforsørgende samfundsborgere. Kasper, Simon og Christian er ikke deres rigtige navne, for af hensyn til deres fremtid er de anonymiserede i denne artikel.

Drengene er heller ikke blevet interviewet, for Kommunen må kun observere, lyder aftalen.

– Der er ikke nogen, der senere skal kunne google de her drenge og finde deres historie på nettet, begrunder Edukats skipper, Allan Nielsen, besøgets vilkår.

Heller ikke de to tilsynsførende fra Socialtilsynet, der har opslået kontor på det nærliggende Hotel Poseidon, medvirker i artiklen. De er her for at føre tilsyn og tale med drengene, og det sidste vender vi tilbage til.

Målet er færdigheder i bred forstand

På landsplan er cirka 20 socialt udsatte unge i øjeblikket anbragt på et skibsprojekt. Alle kommer de fra en baggrund præget af omsorgssvigt og misbrug, og mange har som drengene på Edukat været anbragt på flere andre opholdssteder, hvor det af forskellige årsager ikke er lykkedes at bringe dem på rette spor. Skibsprojekter er typisk et af de sidste tilbud, de sociale myndigheder har i værktøjskassen, når et ungt menneske er ved at gå i stykker.

På Edukat er der primært fokus på at hjælpe drengene til at bestå folkeskolens 9. klasses afgangsprøve, så de kan komme videre med en ungdomsuddannelse. Men livet på skibet drejer sig næsten lige så meget om at fylde nogle af de mange huller, drengene har i deres almindelige livskompetencer. For de har ikke haft en normal barndom med ressourcestærke, omsorgsfulde forældre. Eller som styrmand Peter Ring formulerer det:

– Mange af dem kommer fra hjem, hvor de aldrig har lært at fungere i en dagligdag. De kan ikke vaske tøj, købe ind, lave mad, gøre rent. De har ikke styr på, hvor ofte man bør gå i bad, og hvor mange dage man kan gå med de samme underbukser. Det er også noget af det, vi skal lære dem, når de kommer her, forklarer han.

Af samme årsag er dagligdagen på Edukat lagt i meget faste rammer. Her er regler for, hvem der skal lave mad på hvilke dage, hvornår man står op om morgenen, hvornår skoledagen starter, og hvornår der skal være ro om aftenen. De regler er slet ikke til diskussion. Heller ikke selvom drengene som i dag er trætte og klatøjede.

”Hvis sagsbehandlere og pædagoger gentagne gange fortæller de unge, at de ikke kan koncentrere sig i mere end ti minutter ad gangen, så ender det med at blive en selvopfyldende profeti.”

Ved halvtretiden i morges var to af dem oppe at sidde hos Peter Ring, der, fordi journalisten havde lånt hans lukaf, var henvist til at sove på bænken i fælleskahytten. Drengene kunne ikke sove, fordi det stormede, haglede og tordnede, og de var bekymrede for, om lynet mon ville slå ned i masten. Selvom man er 16 år og på overfladen en helvedes karl, så kan man godt en gang imellem have brug for en rolig voksen at sludre med for at aflede opmærksomheden fra elementernes rasen.

En af mange regler ombord er, at der hver eftermiddag er to timers fælles arbejde på skibet, hvor alle deltager. Så skurer man dæk, reparerer fortøjninger og tømmer lokummer. Alle har hver deres opgaver og hver deres del af ansvaret, og hvis blot en enkelt ikke lever op til det, så fungerer hverdagen ikke.

– Det opbygger selvtillid at opleve, at andre er afhængige af, at man udfylder sin rolle, forklarer Allan Nielsen.

Nogle gange erstattes arbejdsdagen af udflugter, oftest med læring for øje. For et par dage siden besøgte de ruinbyen Pompeji, og om nogle dage, når Edukat lægger til udfor Rom, går turen til Vatikanstaten.

– Det giver mulighed for at undervise i historie, religion og samfundsfag uden nødvendigvis at skulle sidde omkring bordet i fælles-kahytten, forklarer Thomas Sørensen og giver som eksempel, at det kom som en overraskelse for drengene, at romerne havde rindende vand og kloakering – på samme tid, som jernalderfolk i Danmark fiskede muslinger i Limfjorden og boede i lerhytter.

En udflugt kan også bare være en tur i lokalområdet. Når Edukat lægger til i en ny havn, giver det god mulighed for at lære at orientere sig i ukendt territorium. Hvor ligger supermarkedet og møntvaskeriet? Hvor og hvornår går bussen, og hvad koster en billet? Det er, når man aldrig har lært det, store udfordringer. Og det bliver ikke lettere af, at det foregår på et fremmedsprog, man ikke behersker. Men det hjælper med til, at drengene lærer at klare sig selv.

Hvad skal vi sige til Socialtilsynet?

På skibet er det blevet frokosttid, og snakken kredser om mødet med Socialtilsynet. Mens drengene og Thomas Sørensen har dissekeret Ejersbo, har Peter Ring svaret på journalistens spørgsmål om livet ombord og Allan Nielsen har holdt møde med Socialtilsynets udsendte. I eftermiddag er det så drengenes tur til at mødes med de to repræsentanter, uden at de voksne fra Edukat er til stede.

– Hvad skal vi sige til dem - og er der noget, vi ikke må sige? spørger en af drengene henover en håndmad med italiensk salami. Han er tydeligt i tvivl om, hvad der forventes til den forestående samtale. Som udenforstående fornemmer man, at både han og de andre to elever gerne vil have, at Edukat gør et godt indtryk på de to tilsynsførende.

– I skal bare svare ærligt på deres spørgsmål og sige, hvad I mener, siger Allan Nielsen beroligende og forsikrer, at de to repræsentanter er rare mennesker, der tilmed byder på kaffe og slik.

– Så siger vi bare, at I banker os, og at vi ikke får lommepenge, griner Kasper.

Fjendebilledet skifter på skibet

At drengene så åbent vender deres bekymring over samtalen med Allan, Peter og Thomas, kan ses som et tegn på, at de i hvert fald ikke oplever skibets voksne som deres modstandere. Det er ellers - ifølge besætningen på Edukat - et hyppigt forekommende fænomen i forholdet mellem pædagoger og unge på et opholdssted. Fordi de unge ikke er vant til at få sat grænser og møde krav, der kan bringe dem ud af deres ofte mikroskopiske komfortzone, kan mødet med pædagogerne være konfliktfyldt.

– Det får de unge til i fællesskab at opbygge en kultur af “os mod pædagogerne” og “os mod systemet”. Alting kommer til at dreje sig om at snyde de voksne og systemet. En mission, der ofte bliver lettere af, at personalet på traditionelle opholdssteder skifter mindst tre gange i døgnet, forklarer Allan Nielsen.

Lytter man til samtalerne ombord på Edukat, er det tydeligt den erfaring, som drengene har med fra tidligere anbringelser.

– Her får vi ansvar, og I hænger ikke i røven på os hele tiden. Her kan vi gå op i byen og købe ind alene, uden at I tror, vi straks drikker os i hegnet og laver noget lort, siger Simon, da de tre drenge et par timer senere er vendt tilbage og fortæller om samtalen med Socialtilsynet.

I stedet for de voksne på Edukat er det nu blot “systemet” – repræsenteret af konsulenterne fra Socialtilsynet – der opfattes som “fjenden”. Et konkret eksempel på, hvor skibsprojekter adskiller sig fra traditionelle opholdssteder.

På et skib i Middelhavet eller Caribien kommer de unge så langt væk fra deres tidligere liv, at der bliver mulighed for at starte på en frisk. Den geografiske afstand til Danmark gør det uoverskueligt at stikke af. Dermed bliver det nemmere at fastholde dem i behandlingen. På skibet går de voksne heller ikke hjem til deres egen familie, når arbejdsdagen slutter, men er sammen med de unge 24 timer i døgnet 7 dage om ugen. Og der er mandsopdækning, fordi der oftest – som på Edukat - er lige så mange voksne som unge ombord.

– Det giver os en mulighed for at komme meget tæt på drengene og opbygge en positiv relation og et tillidsforhold med den enkelte, forklarer Allan Nielsen, mens Simon er gået i byen for at købe ind til aftensmad, Kasper og Christian sidder på agterdækket og ryger, og vi, der er tilbage, hænger over en kop kaffe ved det lille bord i fælleskahytten.

– Fordi vi er så tæt sammen, er der ikke nogle, der kan gemme noget for hinanden. Her bliver den enkeltes stærke og svage sider synlige for alle - også de voksnes.  Her kan man ikke smyge sig udenom en konflikt, fordi personalet får fyraften. Vi er nødt til at løse alle konflikter, og alle bliver nødt til at bidrage til at få fællesskabet til at fungere, supplerer Peter Ring.

Og de er tæt sammen, for pladsen i katamaranens to slanke skrog er ikke meget større end i en toværelseslejlighed.

Til styrbord (højre) har Thomas Sørensen og styrmanden, Peter Ring, hver sit lukaf, som udover et kogevasket klædeskab og gulvplads nok til en lille taske og et par sko er fyldt op af en halvandenmandsseng. I bagbords side bor skipper Allan Nielsen og de tre drenge. De deles om den sidste kahyt og to stikkøjer.

Tæller man hver eneste lille krog og hjørne med, er her knap 50 kvadratmeter, som de alle seks skal deles om. Det stiller store krav til gensidig hensyntagen, når hverdagen skal fungere.

Respektfuld dialog

Når de voksne på Edukat sjældent hæver stemmen og slår i bordet, er det ikke, fordi der aldrig er konflikter med de unge.

– Det er jo os, der sørger for, at de kommer op om morgenen. Det er os, der sørger for, at de holder deres mund og får lært noget i skolen. Os, der sørger for, at de kommer i seng om aftenen, siger Allan Nielsen og fortæller, at det er et centralt omdrejningspunkt i den pædagogiske metode, der anvendes ombord, at der ikke råbes, og at konflikter løses i respektfuld dialog.

– Når vi møder dem med tillid i stedet for mistro og dialog i stedet for konflikt, nedbryder det ‘dem og os’-fortællingen. Så oplever drengene pludselig, at vi allesammen sidder på samme side af bordet, og de begynder at tro på, at vi kun vil deres bedste. Det gør det meget nemmere at få dem til at forstå konsekvensen af deres egne handlinger og meget nemmere at få dem til at se os som positive rollemodeller, uddyber Peter Ring.

At den strategi tilsyneladende virker, og at de tre drenge ombord på Edukat mere ser Allan, Thomas og Peter som medspillere end som modspillere, viser sig ikke kun i drengenes positionering i forhold til Socialtilsynet. Når man får lov at følge livet ombord på tæt hold, er der mange små eksempler på, at de tre drenge bruger de voksne som spejl og spiller mentalt bold opad dem.

Som når drengene over aftensmaden – spaghetti med kødsovs, tilberedt af Simon – diskuterer ivrigt med de voksne:

– Er det sejt at få tatoveret et billede af THC-molekylet (det aktive stof i hash – red.) på brystkassen?

– Er det vigtigere at få sagt, hvad man selv mener, end at forsøge at forstå andres synspunkt?

– Og skal der egentlig dåsemajs i spaghetti med kødsovs?

– Det skal der absolut ikke. Det er ulækkert, når man kan se majsene i lokummet dagen efter, slår Christian fast. Han forsøger forgæves at fange en skefuld kødsovs uden majs, men giver til sidst op og nøjes med en solid klat ketchup på sin spaghetti. For få måneder siden ville han slet ikke have taget diskussionen op.

Nogle gange spørger drengene, fordi de oprigtigt gerne vil vide, hvad de voksne mener. Andre gange har de bare brug for at formulere og forklare deres tanker højt for at finde ud af, hvad de selv mener.

– At forholde sig til andres mening og finde ud af, hvad man selv mener, er med til at opbygge identitet og selvtillid, siger Thomas Sørensen.

– Når de unge kommer her, har de i adskillige år fået at vide, at de er dumme, at de ikke dur til noget, og de har oplevet nederlag på nederlag. Selvom de på overfladen er nogle helvedes karle, der signalerer at have styr på alt, så er det kun en tynd skal, og de har absolut ingen selvtillid. Vores vigtigste opgave er at opbygge deres tro på sig selv, for det er forudsætningen for at kunne lære.

Seje historier

Når Edukat er til havs, er der rigelig mulighed for, at drengene kan lære at tro på sig selv. Så er der hele tiden en voksen og en ung på vagt til at sejle skibet, og ansvaret for sejl og ror går på skift.

– Så kan en elev pludselig opleve at stå på broen og styre skibet. Opleve, at han ultimativt har alles liv i sine hænder. Det giver ham oplevel-sen af, at de andre har tillid til, at “jeg” gør et godt stykke arbejde. At de stoler på, at “jeg” står her og styrer. Tillid fra andre mennesker giver selvtillid, forklarer Peter Ring og fortsætter:

– Den slags oplevelser giver dem nogle nye historier at fortælle om sig selv. Historier, der ikke handler om stoffer og om, hvordan de snød de voksne på det forrige opholdssted. Det giver i stedet nogle seje, interessante, nye historier, som de selv kan definere sig ud fra.

De omtalte historier falder drypvis, når man får lov at sidde med som fluen på væggen. Som for eksempel  sidst på aftenen, da de tre drenge sidder sammen på bænken på agterdækket for at ryge.

Nattens uvejr er blevet til en stiv vestenvind, som får bølgerne til at slå meterhøjt indover havnens ydermole, rusker i skibets rigning og gør det svært at tænde cigaretterne.

– Gi’ mig en varm røv, siger Simon, som på grund af vinden må opgive at tænde sin lighter. Han rækker ud efter en tændt cigaret, og med gløden lykkes det ham at få liv i sin egen.

– Godt, man ikke skal derop lige nu, siger han og peger med cigaretten op mod mastetoppen, der svajer en meter, hver gang der kommer et vindstød.

– Ja for helvede!, udbryder en af de andre drenge, og det bliver stikordet til, at Simon fortæller, hvor vildt det var den dag, han var den, der kravlede op i toppen af den 15 meter høje mast for at vikle noget tovværk ud, der havde sat sig fast.

Og da Simon er færdig med historien, diverterer Kasper, som nødig vil stå tilbage, med, hvordan han på vej gennem Messinastrædet forhindrede, at skibet sejlede ind i nogle dårligt afmærkede fiskenet.

Alle tre drenge har hørt de to historier før, men de tager ingen skade af at blive gentaget - tværtimod.

Realistiske drømme for fremtiden

Ligesom ansvaret fører til nye historier, bidrager de gentagelser, som det faste program for hverdagen giver, til at synliggøre for drengene, at de kan mere, end de selv tror.

– Når de kommer her, så tør de dårligt gå i supermarkedet og købe ind til aftensmad alene. De er bange for at tabe ansigt, hvis de kommer hjem med noget forkert, og de er utrygge, fordi det foregår på et fremmedsprog. Når vi så presser dem og det alligevel lykkedes, oplever de det som en kæmpe sejr, fortæller Allan Nielsen. Og Thomas Sørensen bidrager med endnu et eksempel:

– De har utallige gange fået at vide, at de ikke dur til at gå i skole, og at de ikke kan lære noget. Når vi så kan vise dem, at nu har de været i skole hver eneste dag i flere måneder, og de består en prøve, så begynder de at tro på, at de lærer noget, at tro på sig selv, og så begynder de at have realistiske drømme for fremtiden.

Børn & unge

Social & sundhed

Tilmeld dig nyhedsbrevet