Illustration: Flemming Dupont
Illustration: Flemming Dupont

Hvor bliver kvinderne af?

Siden begyndelse af 1990’erne har antallet af kvindelige kommunalpolitikere ligget stabilt på omkring 30 procent. Det skyldes blandt andet normstereotyper, manglende rollemodeller, og at det politiske system er opbygget til at tage hensyn til mænd fremfor kvinder.

køn

Af Ronja Pilgaard | [email protected]

Haldis Glerfoss kunne hurtigt se, da hun blev skoleleder, at fordelingen af husarbejdet i hjemmet måtte forandres. Hun sad allerede i Helsingør Byråd for Enhedslisten, men som leder blev både møderne og arbejdstimerne endnu flere. Derfor traf hun og hendes mand et aktivt valg om, at han skulle stå for alt husarbejde, så hun kunne passe både job og byråd. Hverdagen måtte se anderledes ud.

- Det kunne simpelthen ikke hænge sammen, hvis det blev delt lige over, for jeg er jo aldrig hjemme. Det er et tilvalg, vi har lavet i forbindelse med, at jeg skiftede job. Det kunne lige så godt have været omvendt. Men det er ikke holdbart i længden. Man kan jo ikke leve et helt liv på den måde. Det er jo et aktivt tilvalg, at det er ham, der gør det hele, men det er samtidig også et fravalg af, at man deler hverdagen, og sådan kan man ikke blive ved med at leve sammen, siger Haldis Glerfoss.

[wpv-post-body view_template='visualisering' id='50471']

Dermed er Haldis Glerfoss en af bare 5 kvinder ud af de i alt 201, som har deltaget i Kommunens trivselsundersøgelse blandt byrådspolitikerne i Danmark, som laver et absolut minimum i hjemmene. Netop husarbejde er blandt de årsager, som kvinder i kommunalpolitik angiver som en hæmsko i forhold til at sidde i byrådet, ligesom kvindelige politikere finder det sværere end mænd at få en karriere i kommunalpolitik til at hænge sammen med arbejds- og familieliv.

Det viser en undersøgelse, Kommunen har lavet blandt 597 kommunalpolitikere fra hele landet. Heraf har 201 kvinder og 396 mænd valgt at deltage.

På flere områder finder kvindelige kommunalpolitikere det hårdere at sidde i byrådet end mænd. Blandt andet viser Kommunens undersøgelse, at kvinder i højere grad har oplevet problemer på grund af deres køn end mænd i både denne valgperiode og under valgkampen. Samtidig er det også oftere kvinder, som oplever at føle sig chikaneret af andre byrådskolleger, end mænd.

[caption id="attachment_50423" align="aligncenter" width="810"]”Alle partier i kommuner har uformelle geografiske kvoter, der siger, at nogen skal komme fra den nordlige eller vestlige del af kommunen, men der er ingen, som kunne finde på at sige: "Du er kun blevet opstillet og valgt, fordi du kommer fra den nordlige del af byen og ikke, fordi du var dygtigst,” siger Drude Dahlerup, professor ved Stockholms Universitet. Foto: Polfoto ”Alle partier i kommuner har uformelle geografiske kvoter, der siger, at nogen skal komme fra den nordlige eller vestlige del af kommunen, men der er ingen, som kunne finde på at sige: "Du er kun blevet opstillet og valgt, fordi du kommer fra den nordlige del af byen og ikke, fordi du var dygtigst,” siger
Drude Dahlerup, professor ved Stockholms Universitet. Foto: Polfoto[/caption]

Kvinder stiller ikke op

Det er også nogle af de samme ting, som gør, at kvinder ikke stiller op til kommunalvalgene. Det kan Ulla Manel Berghagen, næstforperson i Københavns Kommuneforening i Alternativet, konkludere, efter at hun på vegne af partiet afholdt tre arrangementer, der skal få flere kvinder til at stille op til kommunalvalget i 2017.

Her blev blandt andet den hårde tone i politik fremhævet samtidig med at flere oplevede, at det kunne være svært at finde en god balance mellem familie- og arbejdsliv, når der også skal passes byrådsarbejde ind i kabalen. Ydermere fremhæver hun, at kommunalpolitik er et maskulint domineret rum.

- Vi vil gerne bringe en ny politisk kultur ind på rådhusene og Borgerrepræsentationen i København. Ny politisk kultur er også, at vi måske skal præge den politiske debat og stå ved, at kvinder ikke behøver være som mænd i det politiske rum. At det også er vigtigt, at kvinder ikke nødvendigvis skal måle sig med mænd, men at de i stedet skal finde egne unikke træk og styrker som politiske ledere eller repræsentanter, siger Ulla Manel Berghagen.

”Vi skal have ændret på forestillingen om, at man er en mindre god mor, hvis man kæmper for gode folkeskoler i byrådet, end hvis man kommer ned med varme madpakker på skolen.”

Hun understreger, at det er partierne, som har monopol på at opstille kandidater, og at Alternativet som parti har et ansvar for at opstille kandidater repræsentativt og dermed afspejle samfundet.

- Både hvad angår køn, seksuelle og etniske minoriteter samt andre underrepræsenterede grupper. For mig er det ikke kun kvinder, der skal flere af i den politiske repræsentation. Det er også mangfoldigheden, vi skal gøre et stort arbejde for. Men fokus er lige nu på kvinder, og det skal så folde sig mere ud, så det også omfatter andre underrepræsenterede grupper, siger Ulla Manel Berghagen.

En god mor

Ifølge professor på CBS og forskningsleder ved Kora, Lene Holm Pedersen, forlader kvinder også i højere grad end mænd frivilligt politik.

- Ideelt set er det vælgerne, der skal bestemme, hvem der forlader politik på valgdagen. Hvis det er politikerne selv, der kaster håndklædet i ringen, fordi de ikke synes, at det er det værd, så giver det vælgerne mindre at vælge imellem. Og hvis det sker i stort omfang, så er det et problem.

Det er simpelthen sværere for kvinder i kommunalpolitik at få det til at hænge sammen.

- Det kan skyldes, at der er mindre status i at være kommunalpolitiker for kvinder end mænd. Der er noget, som tyder på, at det er lettere for kvinder at få status ud af at være en god mor end af at være politiker. Måske ses det i mindre grad som foreneligt med at være en god mor, at man er væk så mange aftener, siger Lene Holm Pedersen.

Hun mener, at det, at kvinder enten trækker sig fra kommunalpolitik eller undlader at stille op, kan have noget med tid at gøre. Men også viljen til at engagere sig politisk skal være der. Derfor ligger løsningsmodellen for Lene Holm Pedersen lige for:

- Der skal være nogle kvindelige forbilleder i politik, og der skal være nogen, der baner vejen for andre. Vi skal have ændret på forestillingen om, at man er en mindre god mor, hvis man sidder til møder og kæmper for gode folkeskoler i byrådet, end hvis man laver lækre madpakker og henter børn tidligt.

Et godt eksempel på en kvindelig rollemodel i kommunalpolitik er tidligere borgmester Britta Christensen (S) i Hvidovre Kommune. Hun opfordrede selv den nuværende borgmester Helle Adelborg (S) til at stille op til politik. Hun var en del af Britta Christensens netværk, så hun fremmede hende og fik hende til at stille op, fortæller Lene Holm Pedersen.

- Hvis man spørger folk om, hvorfor de ikke laver frivilligt arbejde, angiver de det som en væsentligt grund, at de ikke er blevet spurgt. Det er derfor vigtigt at opfordre kvinder til at stille op, og at der er nogle rollemodeller, som tager dem i hånden.

Glasloft på 30 procent

Der er mange måske’er og uklarheder i debatten om, hvorfor kvinder ikke stiller op til kommunalvalgene. Men et faktum står helt klart, nemlig at andelen af kvindelige kommunalpolitikere er stagneret på omkring 30 procent.

- Det ser ud til, at der sker en form for mætning. Det kan vi jo aldrig bevise, men det virker, som om de, som sidder og sammensætter kandidatlisterne, har en meget bred vifte af ting, de gerne vil have en vis repræsentation af. Man vil gerne have nogle med fra forskellige dele af kommunen, nogle med erfaring og nogle nye, nogle mænd og nogle kvinder, privat ansatte og offentligt ansatte og så videre. Man har en lang ønskeseddel for at kunne lave en bred vifte, og det har vælgerne også. Men når kvinderne når de cirka 30 procent, ser det ud til, at mange partiforeninger sætter flueben ud for dét ønske. Og så vil de hellere prøve at finde nogle andre, som kan give deres liste bredde. Og det er den mekanisme, jeg har påstået findes, hvilket ikke er blevet modbevist. Det ser altså ud, som om det står i stampe omkring de 30 procent, siger Ulrik Kjær, professor ved Institut for Statskundskab på SDU.

Han forklarer, at vælgerne ofte vælger, hvem der skal have deres kryds ud fra, om vedkommende bor i den rigtige del af kommunen, og vedkommende har de rigtige holdninger og den rigtige måde at sige det på. Køn og alder spiller væsentligt mindre ind.

- Og man vil i hvert fald ikke gå på kompromis med den stemme, man ellers ville have givet, for at stemme en kvinde ind, siger Ulrik Kjær.

Politikere er mænd

- Vi har stadig en forestilling om, at en politiker typisk er en mand. Man kan se det, når partierne opstiller deres spidskandidater – deres bud på deres bedste politiker – ham eller hende, der skal være borgmester. Så er det godt nok meget sjældent, et parti har mere end 16-17 procent kvinder blandt deres spidskandidater. Og derfor ender vi også typisk med at 13-15 procent af borgmestrene er kvinder. Det siger noget om, at ligestillingen ikke er så stor, som vi regner med. For hvis folk skal pege på en rigtig god politiker, så peger de fleste partier på en mand, siger Ulrik Kjær.

Og det er et stort demokratisk problem, hvis man spørger professor ved Statsvetenskapliga Institutionen, Stockholms Universitet, Drude Dahlerup.

- Danmark ligger i bunden, når vi sammenligner med de andre nordiske lande. Det mest markante hos os er også, at andelen ikke stiger mere. På nogle punkter falder kvinderepræsentationen endda, som vi har set det til både det seneste folketingsvalg og det seneste kommunalvalg.

Danmark har tidligere ligget helt i top på listen over andelen af kvinder i parlamentet verden over, men nu er vi røget ned på en 21. plads globalt set, siger Drude Dahlerup.

Hun mener, det største problem er, at folk har den opfattelse, at ligestillingen er opnået. Og at de derfor ikke handler på det.

”Og man vil i hvert fald ikke gå på kompromis med den stemme, man ellers ville have givet, for at stemme en kvinde ind.”

- Der er kommet en diskurs, der siger, at det kun er indvandrerfamilierne, der ikke har ligestilling. Og det bidrager til en total handlingslammelse. Det er som om, når vi har nået de 30 % repræsentation, så er der blevet ligestilling, men det er der jo langt fra.

Ifølge Drude Dahlerup står partierne med en stor del af ansvaret for, at der ikke er flere kvinder i kommunalpolitik.

- Mit teoretiske udgangspunkt og empiri viser, at det er partierne, som er ledvogterne, der er årsag til, at kvinderne ikke kommer ind i kommunalpolitik. De bestemmer, hvem der bliver valgt, for de opstiller folk på listerne. Selvfølgelig kan vælgerne rette på listerne, når der er sideordnet opstilling, men det handler meget om, hvor kvinderne er opstillet, og hvor de står på listen, siger Drude Dahlerup og fortsætter:

- Samtidigt har partierne også et ansvar for måden der rekrutteres på, og måden det politiske arbejde er indrettet på. Kvinderne skal ikke bare have mulighed for at være der, men også have lyst til at være der. Det har kunnet lade sig gøre i Sverige, og man kan altså ikke sige, at livsvilkårene for kvinder er anderledes i Danmark end i Sverige. Det her handler om partiernes rekrutteringsvilje.

Et spørgsmål om kvoter?

Et kontroversielt forslag i Danmark er kvoter. Både partibestemte kvoter og legal kvotering, - at kvoterne er vedtaget ved lov. Men kvoterne kan ifølge flere eksperter bruges til at så at sige hoppe over  en lang række strukturelle barrierer. 87 lande på globalt plan har ved lov indført kønskvotering ved valg. I toppen ligger i dag Rwanda og Bolivia.

- Jeg har det sådan, at eftersom jeg er ekspert i kvoter og rådgiver for FN om netop kvotering, så må folk, der er imod kvoter altså præcisere over for mig, hvilke kvoter, de taler om,- om der er tale om lovgivning, eller om det er partierne, der kvoterer. Om det er kandidatkvotering eller at et antal pladser er forhåndsreserverede for kvinder, som f.eks. 60 pladser for kvinder i Marokkos parlament. Om der er regler for rangordningen på listerne. Om det er effektiv politik, eller bare symbolpolitik, siger Drude Dahlerup.

Hun mener allerede, der findes masser af kvoteringer i opstillingen.

- Men det overser folk ofte, når de bliver hysteriske - og det er danskerne altså ofte, når det kommer til kvoter - men alle partier i kommuner har uformelle geografiske kvoter, der siger, at nogen skal komme fra den nordlige eller vestlige del af kommunen, men der er ingen, som kunne finde på at sige: "Du er kun blevet opstillet og valgt, fordi du kommer fra den nordlige del af byen og ikke, fordi du var dygtigst," siger Drude Dahlerup.

Brud med strukturer

For Haldis Glerfoss er det antallet af timer, som gør det svært få familie- og fritidslivet til at passe med byrådsarbejdet.

- Ting opstår hurtigt, og har man lavet en aftale, så bliver man ofte nødt til at aflyse, fordi der er et møde. Det går også ud over fritidsinteresser, hvor man laver noget sammen med andre. Det kan være svært at få til at hænge sammen.

Selvom Haldis Glerfoss har svært ved at passe finde timer nok i døgnet til både det primære arbejde som skoleleder og deltidsjobbet som byrådspolitiker i Helsingør, tøver hun ikke med at bekræfte, at hun selvfølgelig stiller op igen ved kommunalvalget i 2017.

- Jeg synes, det er vigtigt at få brudt nogle af de strukturer, som gør det svært for kvinder og familiefædre at stille op. Vi har haft det oppe at vende, hver gang vi skal have lavet en ny kalender i byrådet. Der er flere andre, som også taler for mere fritid og mindre arbejde. En af dem som taler mest for det, er en mand, som også har et lederjob og byrådsarbejde og familie med små børn. Han er også fortaler for, at man må kunne indrette byrådet på en måde, så også familiemennesker kan komme på banen, siger Haldis Glerfoss.

Politikerliv

Undersøgelse

Tilmeld dig nyhedsbrevet