Forleden kunne jeg i et større dansk medie høre en af de eksperter, der er så mange af i de danske medier, udtale, at man bør måle et samfunds udvikling på, hvor godt man behandler sine kritikere. I hvilken sammenhæng ordene faldt, er jeg ikke helt sikker på, og selvom det er svært at være uenig i, at ethvert udviklet, liberalt samfund kun bør behandle sine kritikere ud fra de allerhøjeste standarder for menneskerettigheder, er der for mig at se langt vigtigere faktorer at måle et samfund på.

En af de faktorer er, hvordan et samfund behandler sine svageste medborgere, og sådan som udviklingen har været det seneste tiår, må man desværre bare konstatere, at det er gået den helt forkerte vej.

Forskellen på de danskere, der tjener mest, og dem, der tjener mindst, bare vokser og vokser. Antallet af hjemløse, især unge hjemløse, er steget markant de seneste år. Og samtidig ‘stormer uligheden frem’, som Berlingske konstaterede for nylig.

Der skal med andre ord ske markante ændringer i fremtiden, hvis vi vil undgå, at vi på trods af at være et af verdens rigeste lande skaber os selv en klasse af økonomisk og socialt udstødte.

I den forbindelse tror jeg på, at kommunerne kan og bør spille en afgørende rolle - ikke mindst de mange mennesker, der sidder rundt omkring i socialforvaltninger, børn- og ungeforvaltninger og beskæftigelsesforvaltninger.

Det er de medarbejdere, der har fingeren på pulsen der ved, hvilken betydning nye love og reformer har for de svageste og mest udsatte i vores samfund. Og de er i kontakt med misbrugere, svigtede børn og unge og langtidsledige.

Men kommunalreformen har været med til at skabe en større afstand fra den kommunale administrative og politiske ledelse til arbejderen på gulvet, som ellers er bindeleddet mellem borgerne og ledelsen. Den grøft, der dermed er blevet skabt, er med til at mindske muligheden hos de mest udsatte borgere for at blive hørt.

Derfor er det nødvendigt, hvis vi skal lykkes med at få vendt de seneste års udvikling og begynde at inkludere de svageste i vores samfund i stedet for at ekskludere, at kommunernes frontmedarbejdere har mulighed for at råbe vagt i gevær. At de har mulighed for at gøre de kommunale ledelser opmærksomme på det, når mennesker, som af den ene eller anden årsag har det svært, oplever yderligere forringelser som konsekvens af politiske beslutninger.

For en ordentlig og fair behandling af de svageste og mest udsatte i Danmark må prioriteres højere. Og den prioritering skal ikke kun være en økonomisk prioritering. Der er også behov for en helt generel menneskelig opprioritering af menneskene på bunden af vores samfund. Hvis velfærdsstaten Danmark også de næste mange år skal være et foregangsland med en misundelsesværdig sammenhængskraft og social tillid, kan vi ikke tillade os at ignorere og spænde ben for en hel gruppe mennesker.

Det er derfor mit store håb, at resten af Danmark og ikke mindst vores beslutningstagere i både kommuner, regioner og på Christiansborg vil være med til give en stemme til de mennesker, som i alt for lang tid er blevet overladt til nutidens endeløse bureaukrati, og at vi om ti år kan se tilbage på et årti, hvor uligheden er mindsket, og hvor udsatte bliver anset og behandlet på lige fod og med samme tiltro som alle andre mennesker i dette samfund.