Hvad fik jeg at spise 6. december? Og hvor langt rejste jeg, sidst jeg brugte rejsekort? Det offentlige og dets leverandører har svar på næsten alt. Så jeg satte mig for at finde ud af, hvor meget næsten alt var.
Hvad fik jeg at spise 6. december? Og hvor langt rejste jeg, sidst jeg brugte rejsekort? Det offentlige og dets leverandører har svar på næsten alt. Så jeg satte mig for at finde ud af, hvor meget næsten alt var.
Foto: Helga Theilgaard

Hvad ved det offentlige egentlig om os? 

Jeg har brugt de sidste tre måneder på at finde ud af, hvad det offentlige ved om mig. Det er ikke småting.

digitaliseret liv

Af Ronja Pilgaard | [email protected]

Mit navn er Ronja Rebecca Vonsild Pilgaard. Jeg er 31 år gammel og bor i Københavns Kommune. Jeg har sat mig for at finde ud af, hvor meget det offentlige egentlig ved om mig. Er det overhovedet muligt at gå bare nogenlunde under radaren? Hvor meget fylder det i A4-sider, hvis jeg udskriver det? Og hvad gør det offentlige egentlig med alle de oplysninger?

Det vil jeg gerne vide, fordi kommuner, regioner og stat i stigende grad lagrer oplysninger om borgerne digitalt. Dermed er oplysningerne også lettere at samle – og lettere at kopiere. Det er lettere at lave ny data ved at samkøre oplysninger, og har man adgang til rigtig meget data om rigtig mange borgere, kan man målrette oplysninger og indsatser næsten ned på personniveau. 

I løbet af min søgning læser jeg blandt andet, at min fødselsdato er usikker, at jeg i 2009 startede på en ungdomsuddannelse, at jeg i 2003 har været til kiropraktor og at jeg engang har kørt min bil galt og brækket min arm.

Det på trods af, at min fødselsdato er helt korrekt, at jeg i 2009 startede på universitetet, at jeg aldrig i mit liv har besøgt en kiropraktor, og at jeg i 2015 slet ikke ejede en bil. Jeg er faktisk helt sikker på, at jeg tog den ud over styret på min racercykel.

Her søgte vi registerindsigt:

Kolding Kommune
Sankt Michaels Skole i Kolding
Favrskov Kommune
Skovvangsskolen i Hammel
Favrskov Gymnasium
Aarhus Kommune
Marselisborg Gymnasium
Københavns Universitet
Københavns Kommune
Nets
Politiet
DSB
Rejsekort A/S
Erhvervsstyrelsen

Derudover har vi trukket registerdata fra cpr.dk, borger.dk og sundhed.dk

 

Hvad ved de overhovedet?
Som udgangspunkt bliver man registreret, hver gang man har noget som helst med en offentlig forvaltning at gøre, og så gemmer det offentlige registreringen, så længe der administrativt er brug for dem – eller så længe man må, indtil loven siger, man skal slette dem. 

Derfor logger jeg først ind på cpr-registret, på Sundhed.dk og på Borger.dk. Her kan jeg læse, at min fødselsdato er 1. december 1988. Men der står også, at datoen er usikker. Så jeg ringer lige til min mor og forhører mig, om det nu også kan passe. Men hun insisterer på, at hun selv var der, og at jeg blev født 00.32 – og ikke 00.00, som der ellers står i CPR-registret. 

Jeg må også lige høre hende, om hun ved, hvorfor der står, at jeg først blev dansk statsborger i 1991. Det kan hun ikke svare på, men hun insisterer - også her - på, at jeg altså er dansk statsborger fra fødslen. Senere finder jeg ud af, at alle, der er født før 1991, er opført på den måde. Det skyldes en teknikalitet med et nyt it-system.

   For eksempel kan jeg læse, at jeg 6. december 2019 købte Zendium, cola zero, baked beans, kidney beans, remoulade, Arlas laktosefri minimælk og økologiske linser.

Da jeg bladrer længere ned i systemet på cpr.dk, kan jeg se, at der er 15 offentlige myndigheder og 22 private virksomheder, som modtager oplysninger om mig via cpr-registret. Det er for eksempel Nordea Finans, hvor jeg aldrig har været kunde, men også Sygesikring Danmark, hvor jeg altid har været kunde. Derudover er der også tale om Mobilepay og mit forsikringsselskab.

Og så kan jeg se mine forældres cpr-numre. Det kan jeg, fordi cpr-loven fastslår, at man fra statens side skal kunne være helt sikker på, hvem der er i familie med hinanden. Og sammenkoblingen mellem personer sker via personnumrene. 

Det her er naturligvis bare et kort uddrag af de oplysninger, jeg får, når jeg logger ind med mit NemID på diverse sider. Derudover tænker jeg, at jeg må have efterladt mig digitale spor i sundhedssystemet, i skolesystemet, som børnehavebarn og i en meget kort periode som arbejdsløs. 

Så jeg kontakter alle mine gamle hjemkommuner og min nuværende. Jeg skriver til de grundskoler, jeg har gået på, mine gymnasier, det universitet, jeg blev bachelor fra og til Journalisthøjskolen, så hele mit uddannelsesforløb er afdækket. Her beder jeg om registerindsigt. 

Danskerne deler gerne
Dengang myndigheder havde papirsager, bevarede man sagsakterne for personer som mig, der har fødselsdag den første i måneden. Generelt har det jo været en udfordring, at hvis man samlede alle data om alle borgere, så ville man løbe tør for plads i arkivet. Ved kun at gemme data fra personer født den første i måneden kunne man kassere de andre borgeres data og stadig have registerdata nok til forskning på årgange. 

Men i dag, hvor alt er digitalt, er det ikke længere et problem, at man løber tør for hyldemeter på et tidspunkt, hvis man skal opbevare alt. Derfor er det også blevet lettere at gemme nærmest alt. 

Og det med at aflevere en masse data og give det offentlige mulighed for at gemme al vores info vil danskerne faktisk rigtig gerne. Det viser en undersøgelse, som YouGov lavede for KMD i sommeren 2019. Her svarede flere end 1.000 respondenter blandt andet på, om de syntes, det var en god ide at sætte en gps-tracker på misbrugere, så det offentlige kan kontakte dem, hvis de bevæger sig ind i et område, hvor der er mange stoffer i omløb. 44,8 pct. svarede, at de var enten helt eller delvist enige i, at det er en god idé, mens kun 28,6 pct var helt eller delvist uenige. 

63,5 pct. af de adspurgte svarede endvidere, at de var helt eller delvist enige i, at det er en god idé at dele sundhedsdata, mens et flertal også så en fordel i chatbots for udsatte børn, der kan samle op på en tidligere samtale, eller som kan bruges, når børn henvender sig til det offentlige for at få hjælp uden for almindelig åbningstid.

Og den slags scenarier bliver mere og mere almindelige, fordi Danmark er et af de absolut mest digitaliserede lande i verden. 

  Det kan have reelle konsekvenser for min forsikringspræmie, hvis der står i min journal, at jeg er kørt galt i bil. 

Men jeg er ikke, som danskerne åbenbart er flest. Jeg vil faktisk gerne være sikker på, at den mængde data, det offentlige har om mig, er så lille som mulig. Og jeg vil i hvert fald være sikker på, at de behandler den ordentligt, når nu de har den. 

Det indebærer blandt andet for mig, at mine data er sikre og ikke samkøres i databaser, jeg ikke kender til. Det indebærer også, at jeg foretrækker, at det offentlige deler så få oplysninger om mig som muligt med andre myndigheder og med private virksomheder. 

Det indebærer også, at de data, der bliver gemt om mig, faktisk er korrekte. For det kan have reelle konsekvenser for min forsikringspræmie, hvis der står i min journal, at jeg er kørt galt i bil. Det kan betyde noget for behandlingen af en ankelskade, jeg pådrog mig i 1999, som jeg stadig døjer med, at der står, at jeg var til kiropraktor i 2003, og tænk, hvis jeg faktisk var født på et andet tidspunkt, end jeg troede. 

Så jeg fortsætter min søgen i forskellige registerdata. Jeg kontakter politiet, Nets, Rejsekortet, regionerne og Erhvervsstyrelsen samt en masse andre. Hvad ved I om mig? Hvad opbevarer I? Og hvem deler I det med? 

Jeg har ret til at få de her oplysninger – også fra private aktører – fordi jeg har det, der hedder indsigtsret. Hensigten med den er, at en borger skal kunne kontrollere de personlige oplysninger, der er registreret, og kræve data slettet.

De fleste myndigheder og store virksomheder har efterhånden opdaget, at de skal kunne udlevere data om deres kunder. Derfor har de simpelthen en knap på hjemmesiden, hvor man kan bestille sine data. Det gælder for eksempel hos DSB og hos Rejsekortet. Nets har ikke automatiseret processen, men man sender en mail. Det gør jeg 10. december, og de lover, at jeg har noget inden for 30 dage. Det modtager jeg i min e-Boks 7. januar.

En lille bunke med rigtig meget viden
Hvad finder jeg så ud af? Og hvor meget fylder sådan en mappe med alle mine data? 

I alt ender jeg med 598 sider om mig selv. Fra Københavns Kommune får jeg tilsendt 182 sider. Mange er fra en kort periode på kontanthjælp, da jeg var 20 år gammel, og indeholder primært helsidesnotater om, at jeg er mødt op i jobcentret, eller at jeg er kommet i job. Kommunen har også registreret, hver gang jeg har ringet til dem som journalist. Det har jeg gjort 24 gange. 

Jeg får 12 sider fra det gymnasium, jeg dimitterede fra i 2007 – inklusiv min fraværsprocent, som er markeret med rødt og faretruende høj. 46 pct. fravær i skriftlige afleveringer, 14 pct. fravær fra timerne. 

Kolding Kommune, hvor jeg boede de første ti år af mit liv, sender som de eneste tre sider med oplysninger om, hvor jeg har haft læge i løbet af mit liv. Den oplysning abonnerer kommunen åbenbart stadig på. Til gengæld har de ikke registreret på noget tidspunkt, at jeg har boet i kommunen. 

Nets sender mig 39 tætpakkede sider, hvoraf det fremgår, hvilken kode på mit nøglekort jeg har brugt, hvilken browser samt hvilket styresystem min computer løber på, og hvor jeg har brugt nøglekortet. 29 sider om mit dankort på mobilen, indeholdende hvilken telefon jeg har, samt hvor mange penge jeg har brugt på hver enkelt transaktion, og hvad jeg har købt. 

For eksempel kan jeg se, at jeg 6. december 2019 købte Zendium, cola zero, baked beans, kidney beans, remoulade, Arlas laktosefri minimælk og økologiske linser.

It

kv21-banner
Tilmeld dig nyhedsbrevet