Hvad ministeriets evaluering ikke nævnte

98 kommuner er stadig for mange. Nye kommunesammenlægninger er uundgåelige, mener den kommunalpolitiske nestor Thorkild Simonsen. 

tilbageblik

Af Laura Fischer Larsen | [email protected]

Det blæser 15 m/s udenfor, da Thorkild Simonsen dukker op i Musikhuset i Aarhus. Den 86-årige lille mand i dybblå, ankellang herrefrakke er dog alt andet end vindblæst, og han viser straks hen til sit foretrukne hjørne af caféen i foyeren. Stedet for interviewet er hans valg: Bygningen, der nær var blevet hans Waterloo som borgmester i Aarhus, men i dag er et af byens vartegn. Op af sin taske trækker han dagens samtaleemne, evalueringen af kommunalreformen. Som tidligere opmand under kommunalreformen er Thorkild Simonsens meninger om, hvad evalueringen siger noget om og i særlig grad ikke siger noget om, baseret på gedigen førstehåndsviden.

Efter 31 år i Aarhus Byråd, 15 som borgmester i byen, seks som formand for KL og knap tre som indenrigsminister fik Thorkild Simonsen i 2005 en ny titel. Som opmand tog han rundt i udvalgte kommuner for at finde frem til de mest hensigtsmæssige nye kommunegrænser og forhåbentlig vende lokal utilfredshed til opbakning. I evalueringen er det ikke vurderinger af de nye kommunegrænser, der fylder, men det kunne ellers være ganske interessant ifølge Thorkild Simonsen. Mange kommuner væltede hovedkulds ud i den nye struktur, og i dag er syv af dem alt for små til deres centrale opgaver, mener han.

Hastværk og topstyring

Årsagen skal findes ved at gå tilbage til 2001. Thorkild Simonsen erindrer, at beslutningen om kommunalreformen var nogenlunde lige dele topstyret og forhastet.

- Det var jo sådan, at Lars Løkke i januar 2001 sagde: Vi har ingen planer om at lave kommunesammenlægninger. Så kom BT ud med en vældig historie om Farum i februar måned, og min påstand er, at det var så grim en sag at have kørende, at Venstre vågnede op og sagde, at vi bliver nødt til at snakke om noget andet end Farum. Da Folketinget så skulle åbne i oktober, meldte Fogh ud, at der skulle laves en kommunalreform, der skulle nedsættes en strukturkommission og den skulle være færdig på et år, siger han. Han tilføjer tørt, at den sidste kommunalreform fra 1970 havde været ti år i støbeskeen.

Desuden anbefalede strukturkommissionen, at ingen kommuner skulle være på under 30.000 borgere, men vi endte alligevel med kommuner med indbyggertal helt ned til 1.900. Og Thorkild Simonsen mener, at de små kommuner har for svært ved at løfte vigtige opgaver som eksempelvis genoptræning og dyre hjerneskadepatienter. Det forhold kalder på flere kommunesammenlægninger i nær fremtid.

- Der er nok ingen, der tør lave en kommunalreform lige foreløbig, men skulle man, så skulle man følge den oprindelige anbefaling på minimum 30.000 indbyggere. Jeg tror dog ikke, at der er flertal i Folketinget for at ændre noget på det, men der er ingen tvivl om, at på et eller andet tidspunkt bliver man nødt til at lægge flere kommuner sammen, siger han.

Rådhuse og lokaldemokrati

De små kommuner er for det meste et resultat af konflikter, hvor nabokommuner nægtede at lægge sig sammen. Men de kommuner, der blev sammenlagt, døjede også med at få lagt kommunegrænserne det rette sted. Tilsyneladende banale spørgsmål såsom rådhusets placering har haft stor betydning. Mange var i tvivl, om de skulle bygge et nyt rådhus eller imødekomme folk og bruge de gamle.

- Det lød jo meget demokratisk, at man ville bruge de gamle rådhuse, men det er jo hulens dyrt. Men altså, centralisering er ikke noget godt ord for en lokal folkevalgt at sælge noget på, siger Thorkild Simonsen. Han mener, at man allerede ved sidste kommunalreform lærte den lektie.

- Jeg kan godt huske, da vi lavede kommunesammenlægninger i 1970, at der skulle være afdelingskontorer, men glem det. Det duer ikke. Enten har man et kontor, der kan det hele, eller også har man ikke noget, konkluderer han.

Thorkild Simonsens oplevelse er, at de kommuner, der har gjort det bedst, er taget rundt i de kommuner, som var igennem en sammenlægning i 70’erne, og lært af dem. For eksempel erfarer man, at man skal favorisere udkanten af kommunen, når det overhovedet er muligt. Hvis man for eksempel prioriterer at bygge en svømmehal i Solbjerg frem for et teater i Aarhus, så undgår man vrøvl, lyder det fra den garvede borgmester.

’Vrøvl’ er noget, Thorkild Simonsen er trænet i at håndtere. Det stormomsuste musikhus var lige ved at koste ham hans politiske karriere – nærmest før den var startet.

Der var så stor folkelig modstand imod det 115 millioner dyre hus, at der på dagen, hvor den nytiltrådte borgmester Simonsen skulle indvie det, deltog en række af hans byrådskolleger i massen af demonstranter udenfor. Det var i 1982, og økonomien var stadig vanskelig som følge af kommunalreformen. Alligevel var beslutningerne om at opføre et nyt kunstmuseum, Aros, og modernisere byens stadion blandt de store, kostbare initiativer, der blev taget i Thorkild Simonsens borgmestertid.

Måske var det på grund af disse erfaringer, at en borgerlig regering bad en gammel socialdemokrat om hjælp med råd og mægling ved kommunalreformen i 2007.

’Thorkild Tusindben’

De lokale kampe og efterdønninger er ikke noget, der fylder i evalueringen, men Thorkild Simonsen er meget nysgerrig efter, hvad tidligere departementschef Marianne Thyrring vil finde ud af, når hun skal rundt i landet for at ’tage temperaturen på det lokale demokrati efter kommunalreformen’. Det, tænker han, kan blive noget mere interessant end det 247-siders dokument på bordet mellem os.

En opdagelse, han håber, hun gør sig og tager med tilbage til indenrigsministerens bord, er det skævvredne lønniveau for kommunalpolitikere. Thorkild Simonsen erkender hurtigt,  efter at han har bragt emnet på banen, at der aldrig er et godt tidspunkt at tale om folkevalgtes lønninger på – især når det kommer fra ’Thorkild Tusindben’, som Svend Auken engang døbte ham på grund af den stribe af tillids- og bestyrelsesposter, han bestred. Selv pointerer Tusindben dog, at størstedelen af posterne var ulønnede, og at han alt andet lige aldrig har klaget over sin løn. Det er udviklingen de senere år, han mener, der skal gribes ind over for.

- Hvis jeg tænker på, hvad lønnen var, da jeg var borgmester, så fik den øverste direktør i kommunen vel 20 procent mere end mig. I dag får vedkommende 70-100 procent mere end borgmesteren, og den forskel er simpelthen for stor. Jeg mener, at hvis man vil beholde folkestyret og fortsat gerne vil kunne finde folk, der vil tage opgaven som deltidspolitiker på sig, så bliver man nødt til at aflønne dem bedre. Så fedt er det altså ikke at være byrådsmedlem, siger Thorkild Simonsen.

Det er et problem for demokratiet, mener han, hvis kvalificerede borgere ikke ’har råd’ til at stille op til byrådet, fordi trinnet ned af løntrappen fra eksempelvis en privat fuldtidsstilling til at være deltidspolitiker er for stort. Ifølge Simonsen burde man, da man med reformen skar antallet af kommunalpolitikere ned til nær det halve, have råd til at gøre noget ved aflønningen af de resterende. Politisk ville det ikke kræve mere, end at Corydon og Vestager blev enige om at regulere det, og det kunne falde belejligt i forbindelse med sådan en evaluering her, vurderer han.

Evalueringen sætter - her kun seks år efter 2007 - næppe et punktum for debatten om kommunalreformens konsekvenser. Men giv de nye kommuner og regioner lidt fred – de er jo knap faldet til ro endnu, lyder det besindige budskab fra Thorkild Simonsen.

Andet

Tilmeld dig nyhedsbrevet