Kommunen.dk
MENU

Højesteret frikender kommune, men stadfæster retten til erstatning

Gladsaxe skal ikke betale erstatning til borgere, der mener, de har lidt skade på grund af kommunens læk af deres persondata. Højesteretsdom får betydning for dansk linje i lignende sager.

Højesteret frikender kommune, men stadfæster retten til erstatning

Gladsaxe skal ikke betale erstatning til borgere, der mener, de har lidt skade på grund af kommunens læk af deres persondata. Højesteretsdom får betydning for dansk linje i lignende sager.
Fredagens dom i Højesteret frifandt Gladsaxe for erstatningsansvar i sag om datalæk. Det betyder imidlertid ikke, at sager om læk af borgeres data i fremtidens kan føre til erstatning.
Fredagens dom i Højesteret frifandt Gladsaxe for erstatningsansvar i sag om datalæk. Det betyder imidlertid ikke, at sager om læk af borgeres data i fremtidens kan føre til erstatning.
Foto: Jakob Eskildsen/Ritzau Scanpix

Gladsaxe Kommune skal ikke betale erstatning til borgere, som trak kommunen i retten, efter deres personoplysninger for syv år siden havnede i uvedkommendes hænder.

Det afgjorde Højesteret i dag.

Ifølge professor i persondataret på Københavns Universitet Henrik Udsen er dommen “ret betydelig” for kommuner, regioner og andre offentlige myndigheder, der på en eller anden måde har lækket borgernes data.

- Den siger noget om, hvilken linje, der bliver lagt i Danmark for den type af sager, siger han.

Ikke tilstrækkeligt bevist

Som Kommunen.dk tidligere har beskrevet, kunne sagen have åbnet sluserne for flere tusinde borgeres krav på erstatning for selverklærede psykiske skader. 

Sagen kort

En weekend i 2018 blev der, stjålet fire bærbare computere fra rådhuset i Gladsaxe. 

På den ene lå der i strid med kommunens retningslinjer et regneark med 20.613 borgeres personoplysninger (cpr-nummer, navn, adresse, oplysninger om boligsikring og helbredsoplysninger) gemt på et ukrypteret lokaldrev.

Datalækket udløste civile søgsmål mod kommunen og en politianmeldelse fra Datatilsynet. 

Syv af de berørte borgere stillede krav om godtgørelse for psykiske skader, som de mente, at kommunens ulovlige håndtering af deres persondata havde pådraget dem.

I maj 2021 fandt Retten i Glostrup ikke, at borgernes skader var store nok til at udløse erstatning. 

Seks af borgerne appellerede dommen til landsretten med hver deres erstatningskrav på mellem 10.000-30.000 kr., i alt beløb det sig 130.000 kr. 

I november 2024 afviste Østre Landsret kravet, da retten ikke mente, der var ført tilstrækkeligt bevis for, at borgernes påståede skader skyldtes datalækket. 

Den dom har Højesteret nu stadfæstet.

Men retten fandt det ikke tilstrækkeligt bevist, at de pågældende borgere havde lidt skade på grund af datalækket.

- Udover deres egne forklaringer er der ikke fremlagt andre beviser, der støtter, at de har lidt en skade, siger Henrik Udsen, og i den konkrete sag har det ikke været nok til at løfte bevisbyrden.

Højesteret har desuden lagt vægt på omstændighederne ved sikkerhedsbruddet, og at der ikke er beviser for, at nogen tredjemand har fået adgang til oplysningerne, forklarer han. 

Det var i en weekend i 2018, at der blev stjålet fire bærbare computere fra rådhuset i Gladsaxe, hvoraf én indeholdt et regneark med 20.613 borgeres personoplysninger.

Ifølge Henrik Udsen kan det derfor have indgået i Højesterets vurdering, at tyvene ikke var interesseret i personoplysningerne, men i at sælge computerne.

Dermed var risikoen for, at nogen havde fået kendskab til oplysningerne, formentlig mindre, end hvis det var en hacker, der havde stjålet oplysningerne og lagt dem på nettet. 

Hvor sandsynligt det er, at oplysninger er blevet misbrugt, vil dog altid bero på en konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag, understreger han.

Kan stadig udløse erstatningsansvar

Selvom sagen faldt ud til Gladsaxes fordel, kan kommuner og regioner godt blive erstatningsansvarlige for borgernes psykiske skader. Det kræver dog, at de kan bevise, at deres frygt og negative følelser skyldes et givent datalæk.

Hvilken form for bevisførelse, der vil kunne udløse erstatning, siger dommen ikke noget om.

Men den bekræfter EU’s praksis om, at der ikke er nogen bagatelgrænse for, hvilke skader der kan udløse ret til erstatning efter databeskyttelsesforordningens artikel 82. 

Artikel 82

Ret til erstatning og erstatningsansvar

1. Enhver, som har lidt materiel eller immateriel skade som følge af en overtrædelse af denne forordning, har ret til erstatning for den forvoldte skade fra den dataansvarlige eller databehandleren.

Kilde: Databeskyttelsesforordningen

Omend spørgsmålet om en eventuel erstatningsstørrelse fortsat er ubesvaret, er der ifølge Henrik Udsen en lille krølle på den danske dom: 

For mens EU-Domstolen mener, at kompensation til en skadelidt kan bestå af en undskyldning, siger Højesteret, at der ikke er hjemmel til at spise folk af med det i dansk ret.

- Hvis nogen har lidt en skade og har bevist det, skal de have penge, siger han.

- Spørgsmålet er så hvor mange. 

Og selvom Højesterets afgørelse sætter et endeligt punktum i erstatningssagen, kan kommunen fortsat blive tvunget til at punge ud. 

Forude venter nemlig en straffesag, hvor kommunen for samme datalæk er indstillet til en bøde på 100.000 kr. Den sag skal for Retten i Glostrup sidst i april.

Som reaktion på dagens dom lyder det fra Mikael Wolf, chef for Byrådssekretariatet i Gladsaxe Kommune, at man tager dommen til efterretning.  

"Der skal ikke herske tvivl om, at vi tager behandling af borgernes personoplysninger meget alvorligt, og at vi har lært af sagen. Derfor har vi også i de syv år, der er gået siden tyveriet, gjort en massiv indsats for at sikre, at vi passer godt på borgernes oplysninger," skriver han i en sms.

 

Historien kort

  • Gladsaxe Kommune skal ikke betale erstatning til borgere, som mener at have lidt skade som følge af kommunens læk af deres personlige oplysninger.
  • Højesteret fandt det ikke bevist, at datalækket havde påført de pågældende borgere den påståede skade.
  • Med dommen står det ifølge juraprofessor Henrik Udsen klart, at beviselige skader kan udløse kontant erstatning. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR