Når knap 2500 kommunalpolitikere om få uger tager plads i byrådssale over hele landet vil kun få af dem kende til kulturens betydning for velfærd og vækst i kommunerne. Derfor håber jeg, at landets kommunale embedsmænd vil lægge sig i selen for at klæde medlemmerne hurtigt og grundigt på. Især tre perspektiver bør stå tydeligt i introduktionen.

1. Sæt fokus på kulturens strategiske betydning

Kulturområdet fylder ikke meget i den kommunale økonomi, og samtidig er området præget af en kludetæppeøkonomi bestående af statslige og kommunale tilskudsmodeller, refusionsordninger og puljer, hvor nogle er historisk betingede, andre udtryk for aktuelle politiske prioriteringer – og alle tilsammen udtrykker de et ønske om at sikre gode kulturtilbud i hele landet.

Fra kommunal side kræver det naturligvis et vist overblik: Statstilskud udløses af kommunale investeringer, enkelte områder har refusionsordninger, og inden for hvert felt findes særlige puljemidler. Folkeoplysningsområdet har egne regler og økonomi, og idrætten hører også hjemme dér. Tilskud går til musikskoler, men ikke nødvendigvis til billedkunstskoler, skriveværksteder eller filmtilbud. Og driften af folkebibliotekerne ligger i bloktilskuddet.

Alt dette er vigtigt at forstå – men det må ikke være udgangspunktet for kulturpolitikken. Min forhåbning er, at de nye udvalg introduceres på en måde, der flytter fokus fra de mange tekniske ordninger til kulturens strategiske betydning for kommunens udvikling. Kultur er langt mere end bygninger, arrangementer og aktiviteter for særlige grupper. Den kan bidrage til velfærd, sammenhængskraft og vækst, og den har værdi både for den enkelte og for fællesskabet. Kultur er – grundlæggende – noget vi gør sammen.

2. Vis kommunens kulturelle fyrtårne og betydningen af fællesskaberne

Mange kommuner investerer betydelige midler i at brande sig som attraktive steder at leve og besøge. Men synlighed skabes ikke af logoer og kampagner – den skabes af kultur. Et stærkt museum, en festival, et levende byrum eller særlige lokale fortællinger kan gøre en by genkendelig og interessant. Kultur bygger identitet, og identitet tiltrækker både besøgende og nye borgere.

Turisme er i stigende grad oplevelsesbaseret. Det, der tiltrækker gæster, er autentiske møder med steder, mennesker og historier. Derfor spiller kulturpolitikken en hovedrolle. Når kultur, turisme og lokal udvikling tænkes sammen, bliver kultur ikke blot en udgift, men en investering.

Det samme gælder folkeoplysningsområdet, hvor stærke faglige miljøer, dygtige undervisere og gode faciliteter kan trække deltagere langvejs fra og skabe en sund økonomi i tilbuddene.

Kultur har også betydning for bosætning og fastholdelse. Nogle borgere vælger kommune ud fra kulturtilbud, muligheder for foreningsliv og stærke fællesskaber – og mange bliver netop fordi deres lokalmiljø rummer noget særligt. Derfor er det vigtigt at kende kommunens kulturelle fyrtårne og have indsigt i idræts- og foreningslivets vitalitet: Hvem deltager, hvem deltager ikke, og hvordan matcher tilbud og faciliteter den demografiske udvikling?

3. Kultur er sundhed – også når vi ikke kalder det det

I en valgperiode, hvor implementeringen af sundhedsreformerne vil fylde meget, er det væsentligt at fremhæve kulturens rolle i den mentale sundhed. Vi bliver stadig bedre til at forstå, hvordan fællesskaber og kreative aktiviteter påvirker trivsel. Musik, dans, billedkunst og workshops giver mennesker adgang til relationer, nye kompetencer og et frirum i hverdagen. Kultur på recept, samskabelsesprojekter mellem sundhed og kultur og aktiviteter på biblioteker og kulturhuse har dokumenteret effekt (Public Health vol. 225). 

Man behøver ingen diagnose for at have glæde af kultur. Det kræver blot steder, hvor man kan deltage uden særlige forudsætninger. Kultur skaber trygge rammer – både for dem, der står stærkt, og for dem, der står alene.

Og børn lærer ikke kun ved at sidde stille. De lærer ved at skabe, eksperimentere og opleve. Museer, biblioteker, kulturskoler og kunstprojekter er uvurderlige samarbejdspartnere for undervisningssystemet. Kultur giver eleverne dannelse, kreativitet og kritisk sans – kompetencer, som arbejdsmarkedet efterspørger, men som skolen ikke altid kan udvikle alene. 

Derfor bør samspillet mellem kulturinstitutioner, skoler, kulturskoler og brugere ses efter i sømmene: Falder de unge fra? Skal tilbuddene tilpasses? Er der behov for mere fleksible rammer eller nye initiativer? Passer udviklingen med landstendenserne?

Kultur er ikke et supplement til den kommunale velfærd, vækst og udvikling. Kulturpolitikken skal være en integreret del af det hele. De næste fire år er en mulighed for at gøre det klart i både politik og praksis.