Efter en veloverstået valgkamp kan politikere på tværs af det politiske spektrum snart indtage deres pladser i de nye regionsråd. 

Opgaven ligger klar: Implementér sundhedsreformen. 

Så hvad er der overhovedet at slås om for partierne i de nye regionsråd?

Ikke meget, hvis man spørger professor emeritus på Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen.

- Regionerne er ikke overflødige, men de er ingen slagmark for partipolitiske forskelle, siger han.

Svært at omsætte partipolitiske ønsker

Selvom magten i toppen af regionerne er tippet fra rød til blå, får det næppe nogen betydning for implementeringen af sundhedsreformen, mener Kjeld Møller Pedersen. 

- Der er relativt mange diktater og klare retningslinjer for, hvad der skal ske, siger han.

I det hele taget tror han ikke, at partifarve har den store indvirkning på driften og udviklingen af sundhedsvæsenet på regionalt niveau. 

- Ideologiske og partipolitiske forskelle fylder mindre. Derfor kan partipolitiske ønsker være svære at omsætte, siger han. 

Regionerne er ifølge ham i høj grad blevet driftsorganisationer, mens en lang række ting fastsættes af staten og Sundhedsstyrelsen, og det levner ikke plads til de store ideologiske markeringer. 

- Man kan finde små sager med symbolsk betydning, men ikke noget der for alvor slår igennem.

Marginale effekter

Det er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Peter Bjerre Mortensen enig i. Det vil være et spørgsmål om marginale effekter, hvis nogen overhovedet.

Men der er et par akser, som partierne trods alt kan positionere sig forskelligt på, bl.a. når det kommer til de praktiserende læger. 

Historisk har der f.eks. været tætte bånd mellem dem og De Konservative, forklarer han.

- Der kan jf. historiske relationer og sympatier være forskellige markeringer, afhængigt af om man er fra det ene eller andet parti, siger han. 

- Det kan få betydning for, hvordan man ruller forandringer ud på det område.

Mere eller mindre privatisering

Derudover kan man markere sig på spørgsmål om privatisering af opgaver, hvilket Region Midtjyllands nye formand, Anders G. Christensen (V), for nylig demonstrerede, da han i Altingets podcast Politisk Stuegang blev spurgt, om regionen med den nye konstituering kommer til at bruge privathospitaler mere.

- Ja, det vil jeg helt klart forvente, sagde han og erklærede, at han ikke er bange for at bruge privathospitaler som samarbejdspartnere for at sikre, at patienter kommer til så hurtigt som muligt. 

- Så selvfølgelig kan der på den måde komme markeringer, men de grundlæggende prioriteringer tror jeg, der er rimelig enighed om, siger Peter Bjerre Mortensen og påpeger, at der trods alt er tale om ‘mainstream-partier’.

Mere geografi end ideologi

Hvis der bliver konflikter, kommer de ifølge ham snarere til at handle om geografi end om ideologi. For sundhedspolitik går meget ud på, hvor sundhedsaktiviteter skal placeres, og hvor langt patienter skal have til dem. 

- Nogle af de partier, der er kommet ind, vil måske prioritere nærhed og udkant meget stærkt, siger Peter Bjerre Mortensen. 

Mens han tror, at uenigheder mere vil handle om, hvor opgaven skal løses end hvordan, mener Kjeld Møller Pedersen, at det sidste vil spille en større rolle.

- Det er ikke så meget mål som midler, der kan være forskellige, siger han.

Der er f.eks. ikke partipolitisk uenighed om, at flere læger skal ud i udkantsområder, fortæller han, men om bevægelsen skal tilskyndes med pisk eller gulerod, er en anden sag.

- Der kan være forskelle i, hvilke økonomiske tilskyndelser der gives.

Ifølge Peter Bjerre Mortensen får både regions- og sundhedsråd i det hele taget en stor rolle i at udmønte sundhedsreformen og fordele ressourcerne.

- Der er meget, der ikke er taget stilling til i detaljen, så de politikere, vi vælger, kan sagtens få betydning, siger han – også selvom han ikke ser nogen blå-rød konflikt. 

Mindre uenighed, mindre ‘ramasjang’

Når der ikke var så meget ‘ramasjang’ i regionsrådsvalget, skyldes det, at der langt hen ad vejen ikke er så meget uenighed, mener Kjeld Møller Pedersen.

I både Syddanmark, Nordjylland og Midtjylland er det da også lykkedes at få alle partier med i konstitueringerne, mens fire (SF, LA, DF og DD) af ti partier står uden for aftalen i Region Østdanmark. 

Ifølge Danske Regioners nye formand, Mads Duedahl (V), er der forskel på lands- og regionspolitik. Så selvom han betragter sig selv som en mand med meget stærke politiske principper, går han pragmatisk til opgaven.

- Der er stor forskel på, hvilket niveau du udøver politik på. Var jeg nationalpolitiker, ville jeg helt sikkert have nogle andre tilgange til mange ting. I regionspolitik handler det ikke om at tale om, hvor stor kagen skal være. Det handler om at fordele og skære den bedst muligt ud, siger han. 

- Jeg tror, at der er mange flere ting, der samler, end der splitter, hvis man gør sig umage. Sådan vil det også være som formand for Danske Regioner.

Lidt lettere at tale med partifæller

Så selvom bestyrelsen i Danske Regioner for første gang består af et borgerligt flertal på 10 ud af 17 medlemmer, bliver sundhedsvæsenet ikke pludselig farvet blåt.

Men forhandlinger om forlig og underaftaler kan måske glide lidt lettere, når formanden for regionerne deler partifarve med sundhedsministeren, vurderer Kjeld Møller Pedersen.

Til gengæld er hans fornemmelse også, at Danske Regioners formand og stats- og finansministeren alt andet lige har lidt lettere ved at tale sammen, hvis de deler partifarve. Og det er selvfølgelig ikke uvæsentligt, når man taler om økonomi, bemærker han.

“Det er stadig politik”

Mads Duedahl er delvist enig med professorerne i, at der ikke er meget spillerum i regionerne til at markere sig partipolitisk eller ideologisk, men der skal stadig udøves politik.

- Det kan godt være, at det er beskrevet, at vi skal fordele ressourcerne, men at få det til at gå op i en højere enhed og planlægge, hvordan det skal gøres og i hvilket omfang, er politik, siger han.

- Det er måske ikke så ideologisk, som man ser på Christiansborg, men det er stadig politik. 

Han oplever en tendens til, at man fra centralt hold – både som politiker og som ekspert – følger politik med stor interesse, indtil det bliver til lov. Når det sker, tænker man, ‘nu er den hjemme!’

Men som kommunal- og regionspolitiker har han lært, at det ikke er der, politik er fuldendt. 

- Det er først der, det i virkeligheden begynder. Det er der, vi skal til at implementere, siger han.