Eksperterne: KV25 sætter byrådssamarbejdet på prøve, udfordringerne forbliver de samme
Eksperterne: KV25 sætter byrådssamarbejdet på prøve, udfordringerne forbliver de samme

Ovenpå KV25 er der talt meget om tabere og vindere på de store linjer: De store profiler, som enten sejrede eller gled i svinget, og de partier, der nu står over for at skulle gentænke deres lokalpolitiske strategi.
Men et af de lidt oversete elementer i valgresultatet er en ny tendens i den organiske sammensætning af byrådene:
Fragmenteringen - hvor jævnt mandaterne er fordelt mellem partierne, eller hvorvidt mandaterne er koncentreret på få eller mange partier - voksede med 25 pct. i forhold til KV21, og det betyder, at magten i den kommende valgperiode er fordelt på flere partier, hvor mange kun har to eller et enkelt mandat.
Faktisk voksede fragmenteringen i hele 88 kommuner, skriver postdoc Frederik Klaaborg Kjøller fra Københavns Universitet på LinkedIn, mens næsten halvdelen af samtlige mandater gik til førstegangsvalgte.
Sværere at styre
De potentielle konsekvenser af den udvikling hæfter Karina Kosiara-Pedersen, lektor på Københavns Universitet og en af Kommunen.dk’s valgeksperter, sig ved i sin valganalyse. Det kan både få positive og negative konsekvenser, en bedre mulighed for at skabe en ny politisk kultur, men også besvær, når mange først skal sætte sig ind i, hvordan systemet fungerer.
- At flere partier sidder med et enkelt mandat eller to, kan godt blive en udfordring for arbejdet i byrådet. Sidder man alene, skal man have styr på det lidt bredere for partiet, end hvis man sidder et par stykker med en arbejdsdeling, siger hun og fortsætter:
- Nogle af partierne mangler organisatorisk forankring i kommunerne, og nogle kommunalbestyrelsesmedlemmer mangler et bagland. Det kan gøre det parlamentariske arbejde sværere. Hvis S, V eller K gør noget, der strider imod partilinjen, er der et bagland, der kan hive fat og sige: Det der er ikke okay. LA, DD og DF til en vis grad har ikke samme forankring. Det vil sige, at man ender med kommunal-bestyrelsesmedlemmer, der godt kan være lidt ensomme i arbejdet uden adgang til ressourcer og kompetencer, der er nemme at få hjælp fra.
Her ser Karina Kosiara-Pedersen mængden af “vilde” politikere give ravage.
- Hvis ingen holder dem i ørerne, kan man forestille sig, at nogen kom til at lægge sig lidt længere fra partilinjen og dermed i højere grad repræsenterer sig selv end partiet. Og det giver en dynamik, som er svær at forudse, siger hun.
Skal byrådene finde nye veje til enighed, skal de til gengæld forholde sig til de samme udfordringer som det nuværende, fastslår Roger Buch, kommunalekspert og lektor på DMJX.
- Kommunernes situation er fuldstændig uforandret før og efter valget. Antallet af ældre, skolebørn, rensningsanlæg og huller i vejene er det samme som for en uge siden. Så udfordringerne er de samme: en låst økonomi uden udsigt til flere penge, samtidig med at nogle opgaver vokser.
- Byrådene kæmper bare videre med de samme problemer. Og vi har også den samme regering og det samme flertal, så også politisk er virkeligheden uforandret, siger han.
Vindere og tabere
Roger Buch ser mange interessante - og overraskende - aspekter i KV25, som han er sikker på vil blive husket bedre end valgene de foregående 12 år.
- Der er to vilde ting ved det her valg: Hvordan de konservative har overpræsteret i anden potens, både ved at minimere tilbagegangen og totalt optimere borgmesterposterne, og så Socialdemokratiets nedtur.
- Ret skal være ret: Det, vi kan huske om 10 eller 20 år, er, at Socialdemokratiet mistede København i 2025. Det kommer til at stå tilbage. Og så vil vi også kunne huske den helt fænomenale konservative konstitueringssucces. Bare det, at vi kommer til at huske noget om valget, viser, at det var et historisk valg, bemærker han og tilføjer:
- Den tredje store ting ved valget er Danmarksdemokraternes virkelig flotte præstation. Nye partier og små partier plejer at have det svært, men Danmarksdemokraterne klarede det langt bedre, end jeg havde forventet. Og det uden at have en stærk partiorganisation som De Konservative.
Valgdeltagelsen vandt
Kasper Møller Hansen, professor på Københavns Universitet, peger på en utraditionel KV25-sejrherre:
- Valgdeltagelsen er den første store vinder. Det er yderst positivt, at Danmark er tilbage på et højt niveau, og at folk kommer ud og sætter deres kryds. Det styrker demokratiet. En af de største overraskelser er, hvor meget valgdeltagelsen faktisk stiger flere steder - både nationalt og i København. Vi har set en gruppe vælgere, der normalt ikke stemmer, der også har været nede og stemme, siger han.
I de store linjer ser Kasper Møller Hansen en styrket blå blok komme ud af KV25, selv om de enkelte partier klarede sig vidt forskelligt. Selv om SF klarede sig flot, kompenserede det ikke for Socialdemokratiets katastrofevalg:
- Venstre går også tilbage, men klarer sig faktisk stærkt i konstitueringerne, hvor også De Konservative står stærkt, og Danmarksdemokraterne får et rigtig flot valg. Så hele blok-balancen ændrer sig - vi vågner op til et blåt Danmark, siger han.
Førstefødselsretten er væk for S
Karina Kosiara-Pedersen er enig i, at S er den store taber, og hun ser store konsekvenser på lang sigt:
- Det lader til, at den førstefødselsret, som Socialdemokratiet som det største parti har haft til borgmesterposten, er blevet udfordret. Dels af SF og dels af de andre. At man sætter sig op mod de store, er ikke en tendens, vi plejer at se på den her måde. Så det har været en strategi for de andre, at vi ikke bare bakker op, siger hun og tilføjer:
- Konstitueringerne har været endnu mere kaotiske, end de plejer at være. Alle, der plejer at bevidne konstitueringen, siger, at det har været endnu mere flydende, endnu mere volatilt i denne omgang. I forhold til Socialdemokratiet betyder det, at alle andre har udnyttet deres mandater. Og at man ikke så meget har tænkt i rød og blå. Eller mange steder ikke har tænkt i de blokke, man plejer at samarbejde med.
Ingen valgprognose for FT26
Roger Buch er forsigtig med at udlede for mange nationale tendenser af valgresultatet. Ifølge ham spillede både nationale og lokale forhold en afgørende rolle, men på vidt forskellige måder rundt om i landet.
- Selvom der er nationale tendenser, kan man godt bryde dem lokalt, både i positiv og negativ retning, hvis man har gode kandidater og en god valgkamp. Men man kan selvfølgelig ikke få de nationale forhold til at forsvinde i alle 98 kommuner, siger han og tilføjer:
- Det er vigtigt at understrege, at kommunalvalget ikke er en prognose for folketingsvalget. Moderaterne klarede sig virkelig elendigt, de kom ind i seks kommuner og fik 1,2 eller 1,5 procent af stemmerne. Men det siger ikke noget om, hvordan de klarer sig ved næste folketingsvalg. Jeg er ret sikker på, at de nok skal komme over spærregrænsen og måske endda ligge bedre end nu.
- De Konservative fremstår som en enorm vinder nu, men det kommer de ikke til ved folketingsvalget. De ligger stadig minus 60 procent i de landsdækkende målinger. De kan overpræstere ved kommunalvalg, men det kan de ikke rigtig ved folketingsvalg. Og Socialdemokratiet kommer til at klare sig væsentligt bedre ved folketingsvalget end ved dette kommunalvalg. Det er jeg meget sikker på, selvom jeg ikke har analyser, der viser det, siger Roger Buch.
En mærkbar effekt kan man imidlertid forvente, når KV25 afløses af FT26.
- SF havde selvtillid allerede før valget og har nu endnu mere. Og de har en håndfuld borgmestre, der kan hjælpe dem i valgkampen. Den helt store sejr for SF er København. Det er gigantisk. 11 procent af landets borgere har nu en SF-borgmester. Det er en uvurderlig fordel frem mod et folketingsvalg, hvis den nye overborgmester klarer sig godt det næste års tid, siger han.
Historien kort
- KV25 medførte større politisk spredning i byrådene og rekordmange nye politikere uden erfaring eller organisatorisk støtte.
- Eksperter advarer om udfordringer ved fragmenterede byråd, hvor "vilde" politikere uden partibagland kan skabe uforudsigelighed.
- Valgets udfald ændrer styrkeforholdet i lokalpolitikken markant, især med S' kollaps i København og SF’s og K's nye styrkepositioner.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























