Det er sjældent sjovt, når den lokale skole, købmand eller arbejdsplads lukker. 

Mens de mennesker, der før bragte liv og funktion ind i huse og haller, finder nye steder at udfolde sig, står bygningerne ofte tomme tilbage. 

Nogle forfalder, andre rives ned for at gøre plads til nyt. Står det til regeringen, skal der imidlertid rives mindre ned og renoveres mere. 

Ifølge den nye nationale arkitekturpolitik skal godt håndværk bevares og gamle bygninger have nye funktioner. Ikke mindst skal omhu og skønhed prioriteres. 

Men hvad kan de nye byråd egentlig bruge arkitekturpolitikken til?

- Det er meget forskelligt alt efter, hvilken kommune man er, fortæller forperson for Dansk Byplanlaboratorium Lisbet Wolters, der er stadsarkitekt og klimachef i Vejle Kommune.

- En politik gør ingenting i sig selv. Nogen skal omsætte den til noget, der bliver til virkelig arkitektur, der kan bruges af mennesker, siger hun.

Et spørgsmål om ambitionsniveau

“Jeg håber virkelig, at borgmestre og kommunalbestyrelser vil tænke kreativt og visionært og undgå, at der i næste valgperiode følger en lind strøm af nye øjebæer,” skrev kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) i november til landets borgmestre, dagen før den nye nationale arkitekturpolitik blev præsenteret.

I brevet opfordrer han kommunerne til at bruge den nationale arkitekturpolitik og gøre arkitektur til en mærkesag.

Ønsker man det, kræver det aktive politikere, der forstår fagligheden, og som selv ønsker arkitektonisk kvalitet i deres kommune, understreger hun. 

Og ifølge hende kan de nye byråd sådan set bare sætte i gang.

Værktøjerne er der, så det er mest et spørgsmål om ambitionsniveau. 

- Der kunne sagtens sættes kraftigere ind for at få flere redskaber i værktøjskassen, men i bund og grund kan man godt lave arkitektonisk kvalitet, som tingene er i dag, siger hun. 

Forskel på by og land

Kommunernes vilkår er dog forskellige, og hvilken forskel, den nationale arkitekturpolitik kommer til at gøre, afhænger ifølge formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard (V) af, hvordan den bliver understøttet. 

Han er enig i, at kommunerne langt hen ad vejen har redskaberne til at indfri intentionerne, men mange landdistrikts- og yderkommuner er presset på økonomi. Så selvom de godt kan se, at arkitektoniske hensyn er vigtige, står de ikke øverst på opgavelisten.

- Når det handler om velfærd og om at fastholde en skole, kan det være svært at finde ressourcer til at prioritere det, siger han.

Alle kommuner burde have en strategisk plan for deres byer og landsbyer, mener formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard (V). Foto: Landdistrikternes Fællesråd

Samtidig gør lave kvadratmeterpriser, i de områder, han repræsenterer, det ofte svært at finansiere og investere i gode projekter. Både når der skal bygges nyt og renoveres.

Derfor mener han, at statslige puljemidler er vigtige, hvis man skal lykkes med at skabe attraktive, autentiske landsbyer, som folk har lyst til at bo i. 

Puljer er der da også flere af, men ifølge Steffen Damsgaard rækker de langtfra.

I 2018 anbefalede den daværende regerings udvalg for levedygtige landsbyer at forøge puljen til landsbyfornyelse til minimum 330 mio. kr. årligt.

Året efter lød rammen på 125,9 mio. kr., i 2025 var den skrumpet til 80,8 mio. kr. En størrelse, der ifølge ekspertgruppen for en national arkitekturpolitik bevirker, at den hovedsageligt benyttes til nedrivninger.  

Der anbefaler gruppen i sin hvidbog, at den øges og udvikles. 

Brug for lokal prioritering

Til gengæld skal kommunerne prioritere lokal medfinansiering, mener Steffen Damsgaard, og arbejde for at bevare lokale værdier, miljøer og bygningskulturer, som skaber identitet og kendetegner den enkelte egn eller landsby.

Ifølge ham burde enhver kommune have en strategisk plan for deres byer, landsbyer og lokalsamfund. Men han så også gerne, at staten gjorde mere for landdistrikterne. 

- Da hovedstaden var i forfald, prioriterede man milliarder til at nedrive tredje baggård, åbne op og skabe grønne miljøer. Det var med til at løfte København og genrejse byen, siger han.

Alene i årene 1980 til 2010 brugte staten ifølge Boligøkonomisk Videnscenter over 80 mia. kr. på byfornyelse i København. 

- Vi mangler simpelthen en politisk prioritering af at ville det, siger han.

Det er ikke kun et spørgsmål om flere penge til kommunerne, men også til de mennesker, som overvejer at investere i bygningerne. 

F.eks. kunne man i højere grad målrette midler til de områder, hvor der er størst behov, og hvor folk har sværest ved at få finansiering, foreslår han – eller gøre håndværkerfradraget afhængigt af ejendomsværdi eller geografi.

Under alle omstændigheder er det ikke kun en kommunal opgave at sikre arkitektonisk kvalitet og sammenhæng i landdistrikterne, pointerer Steffen Damsgaard.

- Kommunerne kan være med til at anspore, men der skal være nogle ildsjæle, som vil gøre noget, og som selv har nogle penge, siger han. 

Som eksempel nævner han et par i Harboøre, der har forvandlet en lukket dagligvarebutik til konference-, overnatnings- og koncertsted med kreaværksted og aktiviteter året rundt. 

Meget handler om kreativitet, charme og ny anvendelse, fortæller han, og det kan kommunerne hjælpe på vej ved at lave arkitekturpolitikker og arkitektkonkurrencer med kategorier, der handler om bevaring, ombygning og transformation.

Den svære transformation

Netop transformation og ny udnyttelse af eksisterende bygninger vil regeringen gerne have mere af. 

I praksis er det dog svært at leve op til bygningsreglementets isolerings-, energi- og sikkerhedskrav, der i højere grad har sigte på nybyggeri end på transformation.

I Holstebro Kommune håber planchef Karl Johan Legaard Jensen, at regeringens planer om at udvikle nye regler på området rent faktisk vil gøre det lettere.

Her kan man nemlig godt se ideen i at genanvende bygninger. 

Sammen med en fond og en lokal investor arbejder kommunen på at omdanne det nedlagte Holstebro Sygehus, der ligger i kanten af midtbyen til boliger, liberalt erhverv og måske en uddannelsesinstitution. 

Kommunerne kan bruge den nationale arkitekturpolitik til at skabe større opmærksomhed om arkitektur og vigtigheden af den, mener Karl Johan Legaard Jensen, planchef i Holstebro Kommune, hvor det gamle sygehus skal have nye funktioner og forbindes med den øvrige midtby. Foto: Holstebro Kommune

Ambitionen er at forbinde den gamle sygehusgrund med resten af byen og bruge flest muligt af de gamle bygninger, der gennem 100 års udvidelser er knopskudt og blevet en del af områdets kulturarv.

Karl Johan Legaard Jensen byder intentionerne i den nye arkitekturpolitik velkommen, og er enig i, at der er behov for at prioritere omhu og skønhed.

Men når nogle mener, at kommunerne allerede har redskaberne til at stille krav til bygherrer om netop det, glemmer de ifølge ham, at kommunernes virkeligheder er vidt forskellige. 

Redskaberne er der, medgiver han, men de er ikke lige nemme at bruge alle steder. 

For mens man i København kan tjene en mellemstor formue på at eje en bolig eller ejendom i tre år, har boligpriserne andre steder ikke ændret sig i et årti.

- Der er en helt vild skævvridning, siger han, og det gør økonomien i et byggeri på Frederiksberg væsentligt bedre end i Ulfborg.

Det gør det også nemmere at stille krav til bygherre om god arkitektur på Frederiksberg, hvor udlejningsprisen måske er fire gange højere, mens kvadratmeterprisen på at bygge er den samme overalt. 

Indtjeningsmulighederne gør det tilmed mere attraktivt at bygge, så der er flere om buddet. 

Sådan er det ikke i Holstebro Kommune. 

- Kommer der én og vil investere i boligbyggeri, er vi glade, siger han. 

Så selvom kvaliteten måske ikke er helt, som man kunne ønske sig, kan det være svært at sige nej. Gør man det, kan det betyde, at der bare ikke bliver bygget noget, fortæller Karl Johan Legaard Jensen.

Han oplever, at det i høj grad er økonomi og det frie marked, der styrer, hvad der bliver bygget, også når det kommer til genanvendelse.

- Man er nødt til at give økonomiske incitamenter til at genanvende frem for at bygge nyt, siger han.

I hans optik er det ikke så meget regeringens politik som ekspertgruppens hvidbog og dogmer, kommunerne kan bruge.

For de nye byråd, som måske skal udvikle en kommunal arkitekturpolitik, tror han, at ekspertgruppens arbejde vil have stor værdi.

- De otte dogmer kan vi kun være glade for. De er fantastisk gode at tale ud fra, siger han.

Større nationalt ansvar

Om en national arkitekturpolitik er et stærkt nok greb til at hæve den arkitektoniske kvalitet på tværs af landet, kan ifølge Lisbet Wolters diskuteres. 

Selvom den kan inspirere og støtte de enkelte byråd, kommer den næppe til at hæve niveauet i kommunerne over en kam.

Man kan, mener hun, spørge sig selv, om arkitektonisk kvalitet i det hele taget er for vigtigt at overlade til de enkelte byråd. 

I hvert fald mener hun godt, man kan diskutere, om det skal indgå som en del af de lokale budgetter på lige fod med andre kommunale opgaver, eller om der skal være en højere grad af national styring.

- Det synes jeg faktisk, der burde være, siger hun.

For selvom hun ikke ønsker hele ansvaret fjernet fra kommunerne, er der behov for centrale indsatser. 

- Vi ser ind i problemstillinger, som er i en størrelse, hvor de ikke kan løses inden for den enkelte kommunegrænse. 

F.eks. bevægelsen fra land til by, som lægger pres på landsbyerne. Det bør i hendes optik ikke være op til den enkelte kommune at tackle den form for strukturelle udfordringer. 

Desuden kan der være en national interesse i at bevare bestemte steder, byer og landskaber.

- Der kan være kulturarv og fælles gods, som er vigtigt for os alle sammen at holde fast i, hvor det ikke bør være den enkelte kommunes ansvar.