Hjørring jubler – lignende indsats kikser i Vordingborg
Hjørring jubler – lignende indsats kikser i Vordingborg
Færre sager, mere tid, flere penge og mere selvbestemmelse til borgerne. Der er næppe en eneste jobkonsulent eller sagsbehandler over det ganske land, der ikke har en ønskeseddel, der ser cirka sådan ud.
Og hvorfor så ikke prøve det med de aktivitetsparate ledige, tænkte de på rådhuset i Vordingborg. De kaldte projektet ‘Ansvar for eget liv’, søgte en pose penge hos Den A. P. Møllerske Støttefond og spædede også selv godt i projektet, og så var det vel egentlig bare at se til, mens pengene nærmest af sig selv rullede direkte tilbage i kommunekassen, fordi de ledige kom i arbejde.
Eller hvad? Helt sådan ser det ikke ud i Vordingborg i dag.
Sagen er den, at projektet ikke umiddelbart ser ud til at slå til i forhold til beskæftigelsen, andet end at flere af de aktivitetsparate ledige er kommet i fleksjob, siger professor i organisation og ledelse på Syddansk Universitet John Storm Pedersen, der har fulgt projektet for kommunen.
Han skulle se på, om indsatsen havde nogen effekt på beskæftigelsen:
- De ledige blev empowered og følte sig både set og inddraget. Det kan vi se og vise, og det har også en kvalitet. Men de to år, hvor projektet kørte, gav det ikke ret meget beskæftigelse, så udgifterne til at gennemføre var større end gevinsterne, siger John Storm Pedersen og fortsætter:
- Det her projekt fik flere af de aktivitetsparate i fleksjob, kan vi se, når vi sammenligner med kontrolgruppen, men man skal jo huske, at der for kommunen ikke er penge i fleksjob, siger han.
Dobbelt gevinst
I Hjørring tænkte de også, ‘hvorfor ikke prøve det med færre sager, flere penge og en mere målrettet indsats?’ Så kunne man jo tro, at det også bare var en dyr fornøjelse i Hjørring. Men det var det bestemt ikke, fortæller seniorkonsulent i arbejdsmarkedsforvaltningen Torben Birkeholm:
- Vi har konstateret, at vi efter fem år har investeret 158 mio. kr., men vi har sparet 326 mio. kr. i overførselsindkomster, så rundt regnet er pengene tjent hjem to gange. Og måler vi alene på det, så er det en stor succes.
Projektet har også været en succes for de aktivitetsparate ledige, der deltog i projektet i Hjørring. Det fortæller Rasmus Lind Ravn, post.doc. ved Aalborg Universitet. Han har som en del af sit ph.d.-studie undersøgt betydningen af borgernes relation og samarbejde med sagsbehandlerne – med udgangspunkt i projektet i Hjørring:
- De borgere, der har et godt og konstruktivt samarbejde og en god relation med deres sagsbehandler, har højere sandsynlighed for at komme i job eller uddannelse end borgere med et dårligt samarbejde og en negativ relation med sagsbehandleren.
Derudover har han også foretaget en effektevaluering af Hjørring-modellen. Og den viser, at effekten af modellen er på 50 timer pr. aktivitetsparat kontanthjælpsmodtager i gennemsnit.
- Det vil sige, at hver aktivitetsparat kontanthjælpsmodtager arbejder 50 timer mere om året, end de ville have gjort, hvis Hjørring-modellen aldrig var blevet gennemført. Altså øges beskæftigelsen for gruppen med 50 timer om året.
Tid og økonomi
Men hvorfor virker det i Hjørring, når det ikke virker i Vordingborg?
Der er ikke umiddelbart lavet undersøgelser, men hvis man spørger John Storm Pedersen, er en af de faktorer, som projektet i Vordingborg kunne have haft godt af, tid. Simpelthen bare mere tid. For mens de i Vordingborg kørte projekt Ansvar for eget liv i to år, kørte forsøget med Hjørring-modellen i fire år.
- På mange måder er forsøget i Vordingborg det, som sagsbehandlere har råbt på i årevis: mere tid, empowerment og flere ressourcer. Men når det viser sig ikke at virke på to år, er man i hvert fald nødt til at se nærmere på, hvad man så kan gøre. Projektet indikerede, at havde man brugt mere tid, var der måske kommet bedre effekter, siger John Storm Pedersen.
Men han peger også i retning af, at vejlederne skal være bedre til at få folk i job.
- Man kan konkludere, at de her tre ting i sig selv ikke er nok. Man skal omsætte sådan et projekt til, at folk også kommer i job – og det er altså stadig en ubekendt, hvordan man får det, siger han og foreslår, at man ser nærmere på, hvad det er for en gruppe, man tilbyder hjælpen, da der er tale om en meget udfordret gruppe.
Men én ting er tiden. Noget andet er, at der skal mange penge til for, at sådan et projekt kommer godt fra start. Og her er der tydelige forskelle på de to projekter.
I Vordingborg fortsatte de med samme udgiftsramme i aktivitetsindsatserne, hvilket svarer til 45.000 kroner årligt pr. borger, toppet op med 10,5 mio. kr. fra den A.P. Møllerske Støttefond. I Hjørring Kommune skød de 158 mio. kr. i projektet over en fireårig periode. Derudover er indsatser, metoder og nogle beregninger forskellige i de to projekter.
Men der er ikke et endeligt svar. Alligevel er pengene i Vordingborg ikke spildt, for der er kommet ny viden til:
- For mig har det været interessant, at man har spurgt, hvilket koncept vil de fagprofessionelle gerne have. Og det har vist, at folk føler sig inddraget, men det har været svært at omsætte til beskæftigelse. Sammenligner man med Hjørring, er der i hvert fald tiden til forskel, slutter John Storm Pedersen.
De to modeller
Hjørring-modellen
I perioden 2015-2018 undersøgte Hjørring Kommune, om den kunne få flere i job med Hjørring-modellen. For at få flere i beskæftigelse fra gruppen af aktivitetsparate borgere sænkede Hjørring antallet af sager, hver sagsbehandler i jobindsatsen sidder med.
Der blev afsat ekstra ressourcer til beskæftigelsesrettede indsatser – primært aktivering.
Modellen satser på en tværfaglig analyse, hvor borgerne har skullet til samtale med tre sundhedsprofessionelle – en psykolog, en sygeplejerske og en ergoterapeut – for at sikre en målrettet indsats til den enkelte borger.
Ansvar for eget liv
Vordingborg Kommune har i projektet ‘Ansvar for eget liv’, der kørte 2017-2018, satset på en indsats, der står på tre ben.
For det første er antallet af sager pr. sagsbehandler sat gevaldigt ned.
For det andet har den aktivitetsparate indflydelse på, hvilke jobindsatser der skal igangsættes, og hvornår i jobforløbet de skal igangsættes.
For det tredje har kommunen arbejdet med fem vejledere med forskellige fagligheder, som har fulgt de ledige, som deltog i projektet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.