Det er ikke penge vi mangler. Det var budskabet, da statsministeren åbnede den politiske sæson.

Den sandhed mærker man dog ikke meget til i landets kommuner og blandt de frontmedarbejdere, der hver dag tager hånd om børn i mistrivsel, mennesker i hjemløshed, eller arbejdsløse som skal guides igennem systemjunglen og ind på arbejdsmarkedet.

Kort før sommerferien indgik regeringen en stram økonomiaftale med kommunerne. Selvom der på papiret er afsat flere penge til velfærd, så bliver de stort set ædt op af inflation og stigende udgifter til det specialiserede socialområde. Og dertil er kommunerne blevet pålagt at spare stort på den administration, som i mange tilfælde udgøres af borgernær velfærd. 50 kommuner har besluttet at genåbne årets budgetter for at spare.

Økonomiaftalen sætter altså kommunerne under pres - uden grund. For selvom regeringen blev født på fortællingen om et land i krise, så går det ret godt. Endda så godt, at det økonomiske råderum har vist sig at være markant større, end regeringen gik og troede, mens Mette Frederiksen selv afviser, at pengene er det store problem.

Grobund for stress

Når kommunerne alligevel går efteråret i møde med udsigt til nye besparelser, så bliver jeg bekymret. Både for de borgere, der mange steder venter alt for længe på en hjælp, som viser sig at være utilstrækkelig. Men også for de allerede pressede socialrådgivere, der ofte bærer rundt på en følelse af at være bagud, når de må prioritere mellem borgerne, og en lige så alvorlig følelse af at være utilstrækkelige, når de ikke har rammerne til at omsætte deres faglighed til gavn for borgerne. Den slags slår skår i arbejdsglæden og skaber grobund for stress.

På landets jobcentre skal socialrådgiverne prioritere benhårdt og træffe valg, der slider på psyken og borgersamarbejdet. Skal de bruge deres sparsomme tid på at læse sig ned i den ledige fleksjobbers sag inden deres møde, eller skal de prioritere at få skrevet journalnotatet fra den netop overståede samtale færdig? Begge dele er vigtige for borgernes videre forløb, men i virkelighedens verden kan det være svært at finde tiden.

I de kommunale børne- og familieafdelinger er valgene lige så svære. Skal krudtet bruges på at færdiggøre en børnefaglig undersøgelse inden for den lovmæssige tidsfrist, eller skal man prioritere at ringe tilbage til den unge knægt, som er i risiko for at falde tilbage i sit misbrug?

Jobskifte i afmagt

Den hverdag slider. Og det ses også i statistikkerne, der viser at socialrådgiverne er landets næstmest stressede faggruppe. Næsten halvdelen af socialrådgiverne overvejer aktuelt at søge væk fra børne- og familieområdet. Langt de fleste på grund af det høje arbejdspres.

Når socialrådgiverne siger op og skifter job i afmagt, så rammer det også borgerne, som føler, at de løber panden mod muren, fordi sagsbehandlingen trækker ud, mens de oplever at få bevilliget utilstrækkelige indsatser. I jobcentrene kan det betyde, at borgerne mister håbet og troen på, at de kan komme tilbage på arbejdsmarkedet. I børne- og familieafdelingerne kan det få den konsekvens, at mistrivslen hos børn og unger vokser sig større.

Det virker næsten åbenlyst, men jeg siger det alligevel: Når borgernes udfordringer får lov til at vokse, så bliver det blot dyrere at gribe ind.

Arbejdsmiljø blandt os socialrådgivere er allerede elendigt, og yderligere besparelser vil kun gøre ondt værre. Det er en alvorlig trussel mod vores velfærdssamfund. Og i en tid, hvor vi som samfund ikke mangler penge, har vi brug for politikere, der tager ansvar og investerer massivt i bedre arbejdsvilkår for velfærdssamfundets frontmedarbejdere. Vi har ikke råd til andet.