Haarder i clinch med hovedstaden

Bertel Haarder står i et lyskryds i Nykøbing Mors. Allerede på lang afstand kan man høre en motor nærme sig som torden ude over Limfjorden. Drønet fra den udborede knallert bliver så øredøvende, at man må holde sig for ørene, da den endelig suser forbi, og først et lille minut senere får man ørenlyd igen.

- Direktøren i Nakskov Kommune sagde engang til mig, at nogle kommuner har det problem, at de unge flytter derfra, men i Nakskov har man det modsatte problem. For mange unge bliver – og kører rundt på deres udborede knallerter som den idiot, der kørte forbi lige der, råber Bertel Haarder gennem resterne af motorlyden, hvorefter han bryder ud i et gnæggende latterbrøl.

Den evige humor har gjort ham både berømt og berygtet over det ganske land som Venstres rimsmed, en grundtvigianer, der skoser både politiske kampfæller og modstandere. Hidtil har gaven som sangskriver været en fritids-be-skæf-tigelse på linje med kær-lig-heden til teatret, balletten og højskolerne, men nu er det ej blot til lyst, for efter fire årtier med skiftende ministerposter fik Bertel Haarder for første gang i sin lange politiske karriere kulturministerpos-ten i den kabale, der fik regerings-dannelsen til at gå op.

Og allerede nu har han varslet en langsigtet beskeden reduktion af visse statslige bevillinger til hovedstadsområdet. Det er bare en af de ting, ministeren vil arbejde med i de første måneder af sin ministertid. For mens han i Kirkeministeriet, der også hører under ham, ser sig selv som en pedel, der skal sørge for, at alt kører, som det skal, er han en proaktiv kulturminister, som vil styrke Danmark udenfor København som kulturbærer i Danmark.

Kommunal talentpleje

Bertel Haarder kommer selv helt ude derfra, hvor de unge ikke flytter, men bliver siddende på deres udborede knallerter. Han er vokset op langs Flensborg Fjord i Sønderjylland på Rønshoved Højskole. Så han forstår udkantens problematikker, men han ser også den styrke, som yderområderne har, når det kommer til fællesskab. Så han har varslet, at frivillige i det danske kulturliv skal kunne mærke, at de har regeringens opmærksomhed.

Derfor kalder han sig for minister for Forenings-, Højskole- og Frivilligdanmark. Men også for Talentdanmark. Talenterne har regeringens opmærksomhed. Noget er bedre end andet, og nogle er bedre end andre.

- Jeg er åben overfor nye forslag til, hvordan vi kan pleje talenterne bedre. Der er allerede rigtig megen talentpleje i Danmark, musikskoler, balletskoler og teaterskoler - især ude i kommunerne. Og talentplejen skal ikke styres fra Nybrogade i København, hvor Kulturministeriet ligger. Opgaven må ligge hos kommunerne. Det er bedst, at kommunerne vænner sig til, at kulturbudgettet er en vigtig del af deres samlede budget.

Den modsatte vej

Ti minutter inden den dundrende knallertkører forstyrrede den nordvestjyske stilhed, besøgte den nyudnævnte kulturminister en ungdomslejr på dette års Kulturmøde på Mors. Og det er herude, hvor det kongelige teaters balletsko kun kommer i meget sjældne tilfælde - herude, hvor kulturpinger fra København kun kommer, hvis de absolut skal - at det er vigtigt, der også er fokus på kultur.

- Kulturen lever jo allerede nu i udkanten. Jeg har besøgt skulpturfestivalen i Agger og Smukfest i Skanderborg. De er skabt af ildsjæle og talenter. Og der er stort set ingen offentlige penge i det. Yderområderne kan. Det har de bevist, og det skal vi som samfund have større fokus på. Vi er så vant til, at man tager til København for at få kultur, men man kunne jo også tage den modsatte vej. Afstanden er den samme!, siger Bertel Haarder.

Den vej har han selv taget mange gange. Den modsatte. Og han ved det godt. I 2012 udgav han selvbiografien “Op mod strømmen”, hvor han understregede den selvforståelse, som mange journalister og politikerkolleger i årenes løb har fået at mærke: Bertel Haarder går sine egne veje.

Som da han i 1968 søgte stilling som højskolelærer på Askov Højskole - og fik den - selv om han med sine 24 år var yngre end de fleste af eleverne. Eller som da han i august meldte ud, at han som den eneste minister i den nye Venstre-regering ikke ønskede en spindoktor. Dem kaldte han allerede i foråret en sikkerhedsrisiko, fordi spindoktorer ifølge ministeren ikke kender ministeriet godt nok.

- De har ikke en tilstrækkelig juridisk indsigt i, hvad en minister må og ikke må. Det er jo blandt andet en for svag juridisk rådgivning, der har  bragt nogle af Thornings ministre i uføre.

Vest for Valby Bakke

For Bertel Haarder er en af de største udfordringer for kulturen at få den selvsikkerhed og virkekraft, han ser i yderområderne, til at brede sig. Han er stolt af kommunerne og roser dem gerne. Undtagen København, der de seneste måneder har fået ministerens øjne solidt placeret i ryggen.

- Jeg synes, det bør have konsekvenser, at Københavns Kommune bidrager mindre til kulturen per indbygger end landets øvrige kommuner. Derfor kan vi godt begrunde en glidende bevægelse i de statslige støttekroner væk fra København.

Over de næste måneder har han derfor tænkt sig at søsætte en plan, som på længere sigt gradvis skal flytte visse midler fra hovedstaden og ud i landet.  Yderområderne skal tilgodeses, og også DR bør have mere fokus på landet vest for Valby Bakke.

- Og så undersøger vi, om der er styrelser eller dele af styrelser, der kan flyttes ud, hvilket også vil bidrage til balancen, når det gælder arbejdspladser og penge. Efter det skal jeg nok finde på noget.

Men det er ikke de store kulturinstitutioner, der skal flyttes ud af København. Danmark skal jo stadig have en hovedstad, lyder det fra ministeren. Og en hovedstad er ikke bare der, hvor landet drives fra.

- Jeg kan næppe ændre på, at mere end halvdelen af de statslige kulturbevillinger går til hovedstadsområdet. Og jeg vil selvfølgelig ikke flytte hverken Det Kongelige Teater eller Statens Museum for Kunst. De store kulturinstitutioner skal ikke rykkes op med rode, for Danmark skal jo stadig have en hovedstad, og hovedstaden skal også være en kulturhovedstad. Men vi kan godt tillade os en gradvis udflytning af en mindre del af den statslige kulturstøtte fra Københavns Kommune, når kommunen bruger så relativt lidt på kultur.