Jeg kender én, der arbejder i borgerservice. 
En veluddannet kvinde, som normalt er glad for sit job i den provinskommune, hun arbejder i, men så kan jeg heller ikke afsløre mere. 
For hende, jeg kender, vi kan kalde hende "Tanja", har efterhånden haft en tilsyneladende uendelig række af hårde arbejdsdage. 
"Der er nogle, der græder hver eneste dag," fortæller hun, "og det er voksne, velfungerende mennesker, både mænd og kvinder, ældre og unge. De sidder simpelthen og græder ved mit skrivebord."

Nemt for nogle og tillykke med det

"Tanja" fortæller også, at det har stået på i månedsvis. 
Og at det, som borgerne græder over, er MitID. Eller rettere, de græder over ting, som installation og brug af mitID tvinger dem til at gøre. Du, kære læser, har muligvis ingen problemer haft, hvis dit pas er opdateret med biometriske ansigtsdata og med en lille rfid-chip, så du kan godkende dit MitID via din helt nye og arbejdsgiverbetalte telefon. Tillykke til alle, der er med på noderne og har helpdesk på jobbet.

Tilbage står de 25 pct. af os, der må betegnes som digitalt udstødte, enten fordi vi ikke kan finde ud af det eller ikke har udstyret, der skal til. Plus det massive mørketal af folk, der fusker sig igennem med hjælp fra venner, kolleger eller familie. 
Det er dem, "Tanja" får besøg af nu.

Først kom de borgere, der ikke kunne installere MitID, fordi det viste sig at kræve et nyt pas og en opdateret telefon, hvis man skulle gøre, som Digitaliseringsstyrelsen anbefaler: Installere en app på den smartphone, alle borgere åbenbart forventes at have.
Havde man ikke nyt pas og moderne telefon, måtte man ned på borgerservice og få det fikset. 
En barsk omgang, fortæller Tanja, og hun er ikke alene med den oplevelse: HK melder ikke bare om borgere, der græder, de bliver også vrede, og det går ud over de ansatte på borgerservice, selvom det i den grad ikke er deres skyld. Frontpersonalet står bare på mål for Digitaliseringsstyrelsens løsninger.  
Og den igangværende anden runde har vist sig endnu værre: Nu kommer de borgere, der har glemt deres passwords. For det er der folk, der gør, og de kan være lige gode mennesker for det, og nu bliver de nødt til at bestille tid i borgerservice igen. Der er lange ventetider. Og når det langt om længe bliver éns tur, må man gennem hele forløbet en gang til, hører jeg.

Identitet kræver klæbehjerne

Det, der får særligt mange granvoksne kvinder og mænd til at græde, er åbenbart en form for identitets-eksamen, hvor man skal bevise, at man er den, man er. Det skal man, uanset om man har sygesikringsbevis og kørekort med, og nej, jeg forstår heller ikke, hvorfor disse normalt hug- og stikfaste identitetspapirer nu ikke længere er nok.

De eksamensspørgsmål, borgerne skal svare på for at bevise, hvem de er, og om de i elektroniske forstand har tilladelse til at findes og betjene sig selv i en computerstyret stat, er taget fra CPR-registret. Et spørgsmål kan f.eks. være, hvilket år ens mor eller far er født, eller hvad mors pigenavn var.
En del borgere kan ikke lige huske det, og de dumper altså, hvorpå de skal bestille en ny tid og prøve igen.

At de græder, kan jeg egentlig godt forstå. For det er forfærdeligt, hvis det samfund, man bor og er vokset op i, officielt ikke vil kendes ved én. Statsstyret identitetstyveri simpelthen. Begået af systemet, ikke af "Tanja", som jeg kender, for hun er også ked af det. Men den store computer tager borgernes identitet fra dem, og de kan først få den tilbage, når de svarer korrekt på en quiz om familiens fødselsdage. 

Jeg er dansker. Jeg er født og opvokset her, og min mor og far og farfar og mormor og oldeforældre er også danskere, og det at være dansker er så meget mere end en kode på en computer, det er både en skæbne med ikke så få forpligtelser, en status som  dronningens undersåt og en række rettigheder, omend disse langsomt er blevet mere og mere mystisk gennemsigtige i takt med, at vi harmoniseres længere ind i unionen. 

"Frivilligt" med løg på

Min danske dåbsattest er underskrevet af den lokale sognepræst med fyldepen. Sådan gør man ikke mere, for også dåbsattester er blevet digitale, og mit statsborgerskab har reelt siden fødslen været dokumenteret i det personnummer, der giver staten og nu også banken adgang til alverdens information om mig. 
Men den aftale, vi indgår med kongeriget Danmark, når vi fødes her, skal åbenbart konstant genforhandles. Vi skal bekræftes og logge ind i os selv, igen og igen, med alt hvad det gør ved tilliden mellem borger og stat. 
Samtidig påstår Digitaliseringsstyrelsen med en anden Tanja, nemlig direktør Tanja Franck, og hendes vicedirektør Adam Lebech  i spidsen, at det er"frivilligt", om man vil have MitID.

Som om! Jeg gad godt se den borger, der reelt kan fungere uden MitID i et samfund, hvor alle ved lov skal have en bank-konto, der kun kan tilgås med netop MitID. 
Og hvad værre er: MitID er kun begyndelsen. Mon ikke, der venter endnu en nervepirrende quiz, når mitID skal opdateres til et nyt EU-borgerID?

Mon "Tanja" magter at trøste os én gang til?

Vi trænger faktisk allerede.