Genrejsningen af Moderaterne

Selvransagelsen var uundgåelig efter katastrofevalget tilbage i 2002, men de færreste havde nok alligevel forudset kraften og omfanget af den fornyelse, som det svenske liberalkonservative parti Moderaterne gennemgik de efterfølgende år.

Fasttømrede holdninger blev kastet overbord med en ny omfavnelse af velfærdsstaten, og i dag kan partiet se tilbage på en rejse, der foreløbig har sikret det to regeringsperioder og givet inspiration til prominente konservative fæller som den britiske premierminister David Cameron.

Trumfkortet var at hente Fredrik Reinfeldt frem fra sin nylige politiske skyggetilværelse. Ti år tidligere var han kommet i skammekrogen, fordi han langede kraftigt ud efter daværende statsminister Carl Bildt i en bog. Også flere navngivne partikolleger fik det i Fredrik Reinfeldts øjne lidet flatterende prædikat at være en Carl Bildt-kopi.

Et valgresultat på kun lidt over 15 procent af stemmerne i 2002 forrykkede imidlertid den interne magtbalance. Fredrik Reinfeldt blev partileder med mandat til gennemgribende at forny partiet.

- Vi havde efter valget en ganske stor diskussion i partiet, og vi analyserede valgresultatet, og hvorfor vælgerne valgte at forlade os. Vi kom frem til, at vi havde en politik, der ikke hang sammen, og hvis vi skulle vinde vælgernes tillid, så måtte vi ændre vores politik, fortæller Kent Persson, der er partisekretær for Moderaterne med stort ansvar for partiets valgkampe og samtidig sidder i partistyrelsen.

Freder børn og syge

På et partikonvent i 2005 kunne Fredrik Reinfeldt fremføre sin fornyelse. Moderaterne skulle være langt mere progressive, og særlig den økonomiske politik og arbejdsmarkedspolitikken skulle gøres mere spiselig for den brede vælgerskare. Moderaterne gik over til at kræve skattelettelser for lav- og middelindkomstgrupper for at få flere fra forsørgelse til arbejde. Partiet opgav modstanden mod at lade arbejdsmarkedets parter aftale rammerne for arbejdsmarkedet, retorikken om højere straffe og mere politi blev dæmpet, og det liberalkonservative parti talte nu om mere kvalitet for de samme penge i velfærdsstaten fremfor klare krav om nedskæringer.

Ved partikonventet kunne man derfor også høre Fredrik Reinfeldt forklare, hvorfor partiet ikke længere ville kræve store indhug i de kommunale budgetter, da det blev brugt som et negativt eksempel på partiets holdning til velfærd. 

- Det kunne med rette hævdes, at det her var en politik, som kunne få effekt for mulighederne for skole og sygehusvæsen, forklarede Fredrik Reinfeldt.

Ifølge Kent Persson frygtede den nye generation af politikere ikke at skubbe sine trofaste kernevælgere væk med de nye politiske vinde.

- Vores udgangspunkt er, at man ikke ejer vælgerne. Deres tillid skal hele tiden vindes igennem kontinuerlige samtaler, og så betyder det ikke så meget, om det er kernevælgere, nye vælgere, gamle vælgere eller tilkommende vælgere. Vi er et parti for alle og skal derfor også forholde os til alle vælgere, siger han.

Arbejdsløs et fyord

Samtidig blev der også arbejdet ihærdigt med en ny fremtoning og kommunikation. Partiet omdøbte sig til ’Nya Moderaterna’, logoet blev fornyet, slips og perlekæder blev forvist til hjemmet, og sproget skulle tilnærme sig Socialdemokraternes. En lille sprogguide gjorde det klart, at moderater i stedet for ’privatisering’ skulle sige 'mangfoldighed', og ’arbejdsløse’ fra nu af var ’mennesker uden job’. Kommunikationen skulle dernæst løftes op fra tekniske termer, tal og budgetter til at tale om værdier og daglige problemer i vælgernes hverdag.

Belønningen for fornyelsen kom allerede ved valget i 2006. Moderaterne øgede deres opbakning med over ti procentpoint til at få lidt mere end hver fjerde stemme, og Fredrik Reinfeldt kunne med sine alliancepartnere indtage magten i Riksdagen.

Store ministerskandaler prægede dog fra start regeringen. Kun ti dage gammel havde to ministre allerede forladt deres poster på grund af sager om blandt andet sort arbejdskraft og manglende betaling af tv-licens. Meningsmålingerne faldt dramatisk og holdt sig truende lavt. Med positive økonomiske takter formåede alliancen alligevel at genvinde magten i 2010, og Moderaterne fik 30 procent af stemmerne: det bedste valgresultat siden 1914.

Moderaterne fortsætter deres progressive linje og forsøg på indhugst på Socialdemokraternes terræn. Partiet tillader i 2009 ægteskaber mellem homoseksuelle og begynder at kalde sig et ’arbejderparti’.

Moderaterne har dog samtidig lettet skatten for virksomheder, støtten til folk uden for arbejdsmarkedet er reduceret, og partiet arbejder solidt for at fremme de private aktører i den offentlige velfærd. En undersøgelse fra OECD viser ifølge Sveriges Radio International, at Sverige er det medlemsland, hvor forskellen mellem dem, som tjener mindst, og den normale lønmodtager er øget mest siden 1995. Og denne udvikling har taget fart de seneste fem til syv år, påpeger kritikere.

Fra frisk til støvet

Til næste år skal de svenske vælgere igen til stemmeurnerne, og Fredrik Reinfeldt ser ud til at få brug for en ny kraftanstrengelse, hvis han skal genvinde statsministerposten. Flere opinionsmålinger giver venstrefløjen større opbakning end de fire partier, der udgør regeringen i form af Moderaterne, Centerpartiet, Folkpartiet og Kristendemokraterne. Efter en tumultarisk periode med flere formænd synes Socialdemokraterne også at have fundet noget ro med den nuværende partileder Stefan Löfven. I en måling fra Expressen/Demoskop tidligere i år opnåede Stefan Löfven næsten samme tillid som statsministerpotentiale fra de adspurgte som Fredrik Reinfeldt. Kampen er også endnu ganske åben, vurderer Kent Persson.

- Jeg tror, det vigtigste, for at vi kan vinde næste valg, er, at vi må vise vælgerne, at vi kan løse Sveriges store udfordringer, og det er jobbene. Vi har sagt til os selv, at vi må forholde os selvkritiske til den del af vores politik, der ikke har fungeret for fortsat at prøve at udvikle vores politik, siger han.

Problemet for Moderaterne er i høj grad, om de efter otte år på magten igen kan overbevise vælgerne om, at de er bedre end venstrefløjen til at skaffe flere fra passiv forsørgelse og ud på arbe jdsmarkedet. Foruden jobsituationen vurderer Kent Persson, at den økonomiske politik og integration bliver centrale emner.

Reinfeldt-regeringen kan næppe længere slå på at være det friske pust i svensk politik, og heri ligger en væsentlig udfordring.

- Det skal siges, at det var Socialdemokraternes store styrke, at de løbende formåede at fremlægge en ny politik, samtidig med, at de regerede. Og det er en udfordring, som vi også skal prøve at håndtere, siger Kent Persson.

Dørklokker skal bimle

Moderaterne vil i høj grad brande sig på at være et parti, der lytter til vælgerne og finder løsninger på deres problemer. Derfor har partiet også en massiv satsning på at komme i dialog med vælgerne inden valget i september 2014. Mens partiet ved valget i 2010 planlagde at banke på 300.000 døre, så lyder målet for næste valgkampagne mindst 900.000 døre. Samtidig vil partiet tage ud til 2.000 arbejdspladser.

- Før valget i 2002 havde vi en tendens til at tale mere om Socialdemokraterne end os selv. Med fornyelsen ændrede vi kurs til at tale om vores egen politik, og hvad vi vil gøre. Vi tror på, at vi kan vinde ved at fremlægge vores egen politik, og det er en stor forandring, fortæller Kent Persson.

Genvinder Moderaterne og deres alliance regeringsmagten, er det en skelsættende bedrift for højrefløjen i svensk politisk historie gennem de sidste 100 år, men det er ikke drivkraften for partiet, understreger Kent Persson.

- Det er rigtigt, at det vil være historisk, hvis vi vinder her tredje gang. Det vil indebære den længste periode, som en borgerlig regering og en moderat leder sidder. Men det er ikke foranledningen for os til at vinde. Det er, at vi tror på, at vi har den bedste politik for Sverige, der kan udvikle landet i en rigtig retning, siger han.