Kommuner reagerer for sent og forkert på risikosignaler om, at børn og unge sendes ulovligt ud af landet på genopdragelsesrejser. 

Og når de kommer hjem, risikerer de at blive overladt til sig selv. For det er alt for tilfældigt, om de får den nødvendige hjælp til at genetablere et liv i Danmark.

Det viser en ny rapport fra Vive, som professor mso Anika Liversage står bag.

Kommunernes mulighed for at hjælpe er ikke ligetil. 

Nogle gange kan deres indgriben være udløsende årsag til, at et barn eller en ung bliver sendt ud af landet, f.eks. for at undgå anbringelse. 

Men også en forfejlet indsats fra kommunens side kan få forældre til at tage sagen i egen hånd. 

Fra slemt til værre

Ifølge analysen er omstændighederne og motiverne bag de ufrivillige rejser meget forskellige, og det kan være én af grundene til, at kommuner ikke altid lykkes med at forebygge dem.

Anika Liversage fortæller om et tilfælde, hvor kommune og forældre var enige om at anbringe en grænsesøgende datter.

Flere tilbud havde dog svært ved at rumme hende, men ét sted lod hun til at falde til. Problemet var bare, at det var af de helt forkerte grunde.

- Det skyldtes, at stedet var så ringe, at hun fik lov til at gøre, som hun ville. Hun blev dybt kriminel på det botilbud, siger Anika Liversage.

Det resulterede i, at forældrene sendte hende ud af landet. 

- De troede, at kommunen kunne hjælpe, men det gik fra slemt til værre.    

Hverken for meget eller for lidt

Der går tit år med alvorlige problemer og dysfunktionelle familieliv præget af vold, kontrol, isolation og overvågning forud for en genopdragelsesrejse eller et ufrivilligt udlandsophold.

- I det omfang man lykkes med at gå under radaren med det, kan man spørge om nogle skulle have opdaget det, siger Anika Liversage.

Svært at forudse

Ofte har kommunen da også været involveret i familiens problemer længe inden, det når så vidt - nogle gange i årevis, fortæller hun. 

Alligevel er det ikke nødvendigvis nemt at forudse, om eksempelvis anbringelse kan virke forebyggende eller det modsatte. 

Og som hun siger, er en fejlagtig anbringelse også skadelig. Alene frygten for at det vil ske, hvis man søger hjælp til familiens problemer i kommunen, kan få nogle til at klappe i. 

Der skal hverken gøres for meget eller for lidt. Som med Guldlok skal det være lige tilpas, bemærker Anika Liversage. 

Derfor nytter det heller ikke noget, hvis alle begynder at se spøgelser. Så kommer man nemt til at stigmatisere familier, og det kan gøre de unge mindre tilbøjelige til at søge hjælp, hvis de har brug for det. 

- Man skal passe på med ikke på forhånd at se forældre som modstandere, som er på vej til at tage deres børn til udlandet og gøre slemme ting ved dem, siger professoren. 

- Det er svært at vide, hvornår du møder folk med en uberettiget mistro. 

Hun understreger, at man skal huske at have proportionerne med, for det er ikke en trussel, der venter rundt om hvert et gadehjørne.

Artiklen fortsætter under boksen...

Normalsystemet slår ikke til

Ifølge Styrelsen for International Rekruttering og Integration har der i årene 2021 til 2024 årligt været mellem 41 og 64 henvendelser til sikkerhedskonsulenterne om sager, hvor borgeren har befundet sig i udlandet. 

I første halvår 2025 modtog sikkerhedskonsulenterne 28 sådanne henvendelser. 

Derudover var der 102 henvendelser om borgere, som befandt sig i Danmark, men hvor der var bekymring for eller trussel om en genopdragelsesrejse eller et ufrivilligt udlandsophold.  

Fordi sagerne ikke er hverdagskost, er der heller ikke noget system til at hjælpe de unge på fode igen, når de vender hjem. 

Der er ingen systematik eller automatik, så det kan være meget tilfældigt om eller hvordan, der bliver taget hånd om en. 

Ofte er hjemkomsten forbundet med mange praktiske problemer, ligesom det kræver psykisk bearbejdning af svigtet fra forældrene, som  snød en til udlandet og forhindrede en i at rejse hjem igen. 

Nogle er under opholdet blevet udsat for vold, voldtægt og indespærring, blevet tvangsgift og har fået børn. Nogle kan dårligt tale dansk længere, og skolegang har der ikke været noget af.

- De står et rigtig svært sted i livet, og har måske mistet kontakten til familie og andet netværk og skal prøve at etablere et liv fra bunden, siger Anika Liversage.

- Normalsystemet slår ikke til i sådan nogle sager.

Den engagerede medarbejder

I flere af de sager, der ligger til grund for rapporten, er det en enkelt engageret medarbejder, der har gjort forskellen på, om der blev givet hjælp eller ej. 

I ét tilfælde var det en krisecentermedarbejder, som talte en ung mors sag over for kommunen. I et andet kunne en kommunal medarbejder bevilge en mentor i et halvt år til at hjælpe en hjemvendt ung mand med MitID, opholdstilladelse, uddannelsesmuligheder osv., fordi der var lidt ekstra midler til rådighed. 

Anika Liversage kan ikke sige, hvad der skal til, for at sikre, at de hjemvendte unge får den rette hjælp til at komme godt videre. 

Hun mener også, at man skal passe på med at sætte, hvad hun kalder, et stort formalistisk arbejde i søen, ligesom man ikke skal screene for risici, hver gang en familie tager på ferie. 

Men hun er overbevist om, at fleksibilitet er en del af løsningen.

- Individuelt tilrettelagte ydelser har gjort en forskel, siger hun. 

Man ved også, at dem, der ender med at søge hjælp på et Red Safehouse generelt har højere forekomst af psykisk sygdom, kriminalitet og fattigdom med i bagagen end den øvrige befolkning - endda også inden for deres egne etniske minoritetsmiljøer.

Når man i øvrigt kan se, at en del af sagerne er i meget udsatte familier med mange komplekse problemer, kan en del af løsningen også ligge i at sætte ind overfor dem.

- Hvordan kan vi være bedre til at forebygge, at nogle familier lever den slags liv i årevis, siger hun.

Lykkes med rette indsats

At det med de rette indsatser og tålmodighed kan lykkes at få de unge godt i vej, har hun også set eksempler på. 

Hun fortæller om en ung kvinde, som kom hjem ved myndighedernes hjælp, og som gennem flere år boede på et specialiseret børne- og ungetilbud.

I begyndelsen lavede hun ballade, drak sig fuld, røg hash og stak af. Nu er hun flyttet for sig selv og er i gang med en uddannelse.

Hun blev mødt med rummelighed og den nødvendige pædagogiske indsats.

- Der kom en god psykolog på og gode voksne, som blev ved med at ville hende. I dag er hun et vidunderligt, ressourcestærkt menneske.