DGI og Realdania støtter fem klyngeprojekter, hvor blandt andet tilbud som idrætsaktiviter skal sørge for at styrke landsbylivet.

Foto: Gregers Tycho/Polfoto
DGI og Realdania støtter fem klyngeprojekter, hvor blandt andet tilbud som idrætsaktiviter skal sørge for at styrke landsbylivet. Foto: Gregers Tycho/Polfoto

Fremtidens landsbyer overlever i klynger

Et stærkere fællesskab på tværs af bygrænser kan sikre de små landsbyers overlevelse i frem-tiden, lyder det fra flere eksperter. Borgerinddragelse og synlige kommuner er altafgørende for at vende udviklingen.

netværk

Af Jonas Sloth Bach | [email protected]

Langt over hundrede landsbyer har mistet mere end hver tiende indbygger siden 2010, og de, der er ramt hårdest af fraflytningen, er blevet halveret på få år. Samlet set har to ud af tre landsbyer mistet indbyggere de sidste fem år, viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik.

Det haster med at finde nye måder at udvikle landsbyerne på, hvis de skal overleve i fremtiden, og mange steder landet over har man indenfor de sidste par år taget et nyt våben i brug mod affolkningen og afviklingen af de danske landsbyer.

Landsbyklynger hedder strategien, som i al sin enkelhed går ud på, at en gruppe af nabobyer går sammen om planlægning og udvikling af faciliteter, foreningsliv og andre sociale aktiviteter. Og ideen spreder sig.

“De virkelig små landsbyer bliver yderligere presset, men hvis de indgår i netværk og klynger og man i en større befolkningsgruppe giver sig til at prioritere, hvor man gerne vil have udvikling, og hvor det er på tide at sløjfe noget, kan man bedre opretholde nogle bæredygtige samfund.”

16 af de 26 landdistriktskommuner, som Kommunen har været i kontakt med, arbejder allerede med landsbyklynger, og 22 kommuner forudser, at der vil komme flere landsbyklynger i de kommende fem år. Den forudsigelse bakkes op af Lea Holst Laursen, der er lektor ved Aalborg Universitet. For tiden følger hun arbejdet i to landsbyklynger, ligesom hun tidligere har lavet en undersøgelse af landsbyklynger i Danmark for Realdania og DGI.

- Der er langt flere landsby-klynger, end vi troede, da vi begyndte at arbejde med det, siger hun. I forbindelse med udarbejdelsen af en rapport sidste år kunne hun konstatere, at der i mindst 30 kommuner eksisterer egentlige landsbyklynger, og siden er der kommet flere til.

Alt for mange steder forsøger man at holde liv i tilbud i de enkelte landsbyer uden at tænke på, hvordan man kunne forbedre overlevelsesmulighederne for fodboldklubber, forsamlingshuse eller fritidsklubber ved at dele opgaverne mellem et netværk af landsbyer, lyder meldingen fra både eksperter og repræsentanter i landsbyråd og kommuner.

- Flere steder har man svært ved at stille et håndbold- eller fodboldhold. Vi forsøger at lave de nødvendige tilpasninger og finde et rationale i forhold til udbud og efterspørgsel, siger Carsten Blomberg Hansen, der er projektleder hos DGI, der i samarbejde med Realdania har skudt fem pilotprojekter med landsby-klynger i gang over hele landet. For hvis ikke landsbyerne lærer at samarbejde og koordinere deres tilbud og aktiviteter, vil det mange steder blive helt umuligt at opretholde fritidstilbud om få år.

- De virkelig små landsbyer bliver yderligere presset, men hvis de indgår i netværk og klynger, og man i en større befolkningsgruppe giver sig til at prioritere, hvor man gerne vil have udvikling og hvor det er på tide at sløjfe noget, kan man bedre opretholde nogle bæredygtige samfund, siger Stine Lea Jacobi, der er programchef i Realdania.

De to projektansvarlige får opbakning til klyngestrategien fra Ellen Højgaard Jensen, der er direktør i Dansk Byplanlaboratorium.

- I stedet for, at man kæmper indbyrdes mellem landsbyerne, kunne man så ikke lave en fælles strategi og sige, at én landsby har idrætshallen, en anden har købmanden, og så på den måde få et netværk op at stå, så man kan få et liv til at fungere, siger hun.

Stærkere engagement

De færreste landsbyklynger har eksisteret længe nok til at levere håndfaste beviser på, at befolkningstallet og bosætningen rent faktisk bliver forbedret af det styrkede samarbejde mellem landsbyer i det samme lokalområde. Men allerede nu kan man se, at den nye samarbejdsform har succes med at engagere nye beboere. I Syddjurs Kommune er det i Tved, Vrinners og Knebel på Mols lykkedes for DGI og Realdanias pilotprojekt at finde 200 frivillige, hvoraf de færreste plejer at engagere sig i arbejdet med at skabe udvikling i landsbyerne, der risikerer at blive sovebyer for pendlere fra Aarhus, hvis der ikke sker noget. Det gør der nu, og en af nøglerne har været en mere professionel tilgang til den frivillige indsats.

- Der skal være en base af faglighed, så vi finder folk til at stå for kommunikation, fundraising og ledelse, som også arbejder med den slags opgaver til daglig. Den faglige tilgang tiltrækker mange flere frivillige, og de løser opgaver, de ikke normalt ville løse, siger Carsten Blomberg Hansen.

Samme udvikling i det lokale engagement og den geografiske tilknytning har Lea Holst Laursen set hos flere andre landsbyklynger, eksem-pelvis De Syv Sogne på limfjordsøen Mors, som hun fremhæver som det bedste danske eksempel på en landsbyklynge.

- Vi kan se, at samarbejdet giver en fælles klangbund i et større område, og hvis man gerne vil have noget til at ske i sit lokalområde, har man samtidig en større kritisk masse ved at være knyttet sammen, siger hun og understreger, at den samlede effekt af forsøgene på at skabe udvikling, selvom man oplever tilbagegang, først vil vise sig i det lange perspektiv.

Udvikling under afvikling

Netop balancen mellem udvikling og afvikling er Lea Holst Laursen meget optaget af, for det er farligt at tro, at et klyngesamarbejde er en garanti for befolkningstilvækst i lokalsamfundene, mener hun. Uanset hvor godt man organiserer sig og deler opgaverne mellem de små byer, vil den overordnede bevægelse fra land til by fortsætte.

- Jeg vil ikke kalde landsbyklyngerne en afviklingsstrategi, men lige meget hvordan vi vender og drejer det, så er der udfordringer i de danske landdistrikter, som er svære at håndtere, siger hun, men med landsbyklyngerne kan man sørge for, at man stadig kan leve det gode hverdagsliv.

- Det er en måde, hvorpå man kan lave en prioriteret udvikling og tilpasse os de udfordringer, vi har, uden at lukke hele lokalsamfund ned. Vi udvikler, mens vi afvikler. Og nogle steder kan det være med til at vende udviklingen, siger Lea Holst Laursen. Det handler om at vise de gode netværksstrukturer og de sociale tilbud.

- Det er bare ikke den enkelte landsby, men landsbyerne i fællesskab, der har dem, siger hun.

I Favrskov arbejder man med klyngesamarbejdet som et af tre bud på udviklingsstrategier for fremtidens landsbyer i kommunen under projektet ‘Gentænk Landsbyen’, fortæller specialkonsulent Mette Byrgiel Bach. Placeret mellem Randers, Aarhus, Viborg og Silkeborg har kommunen ikke generelle problemer med at sikre bosætningen, men de små sovebyer i kommunen kæmper for at overleve og for at opretholde et attraktivt kultur- og fritidsliv.

- Vi vil gerne vise, hvilke goder og kvaliteter der er dér, og at spørgsmålet om land og by ikke behøver at være et enten-eller. Man kan godt få noget af begge dele og forfølge sine fritidsinteresser og sine ambitioner for familielivet i et landdistrikt og så bo relativt tæt på byer, hvor man har større jobmuligheder, siger Mette Byrgiel Bach. Hun tror, at klyngesamarbejdet både vil give styrke indadtil i lokalsamfundet og udadtil mod omverdenen.

- Det giver en anden måde at kunne profilere et område på, og man står også stærkere i forhold til sin kommune, når man står sammen - i stedet for, at det er en lille borgergruppe, er det et helt samfund, siger hun.

Forankret i kommunerne

Landsbyklyngerne fungerer bedst, når de får lov at opstå nedefra, siger både eksperterne og erfaringerne fra de fem pilotprojekter. Det nytter ikke noget, hvis samarbejdet er kommunens idé.

- Det, der har gjort den allerstørste forskel, er, at vi har en tilknyttet en proceskonsulent, der ikke har tilknytning til området og ikke er ansat i kommunen. Det gør en forskel, fordi der ikke er nogen, der mistænker dem for at have en skjult dagsorden, siger Carsten Blomberg Hansen.

Alligevel er kommunens rolle altafgørende ved at bakke op om de klyngesamarbejder, der er, facilitere dem og skabe rammer og dialog, så klyngerne får de bedste muligheder for at påvirke udviklingen af deres lokalområder.

- Det er afgørende at tale med borgerne og lave en strategi for de enkelte landsbyer. Det er ikke noget, man kan sidde og lave indefra kommunekontoret -  der skal man ud, siger Ellen Højgaard Jensen. På Møn har kommunen eksempelvis opkøbt en bungalow og har en lille filial af kommunen ude i landdistriktet for at være helt tæt på, siger hun.

I DGI og Realdanias fem pilotprojekter sidder kommunale repræsentanter med i alle styregrupper, ligesom kommunerne også forpligter sig til at underskrive den udviklingsstrategi, som landsbyklyngerne udarbejder. Den forankring er nødvendig for at gøre landsbyernes ambitioner til virkelighed.

- Det er helt vildt vigtigt, at kommunerne er med; det kan jeg ikke understrege nok. Det er utrolig svært for kommunerne at prioritere, hvor der skal udvikles og hvor der skal afvikles, siger Stine Lea Jacobi, der håber, at landsbyklyngerne på sigt kan blive et værktøj for kommunerne til at se, hvor der er et lokalt engagement i at arbejde for fremtidens landsbyer.

Land & by

Tilmeld dig nyhedsbrevet