Danmarks redningsberedskab er i dag organiseret i 87 kommunale og 5 statslige beredskabsenheder. Med den kommende reform vil der dels ske en konsolidering i færre enheder på det kommunale område, dels en overflytning af opgaver fra det statslige til det kommunale område.

Formålet med den nye beredskabsstruktur er at opnå betydelige besparelser ved at skabe større og mere bæredygtige beredskabsenheder. Regeringen og KL forventer, at den nye beredskabsstruktur kan medføre en effektiviseringsgevinst på 175 millioner kroner, hvoraf det kommunale bloktilskud nedreguleres med 75 millioner kroner.

Også det statslige beredskab skal omstruktureres og effektiviseres. Der er således lagt en besparelse ind også på det statslige område. Som led heri skal nogle at de mere specialiserede beredskabsopgaver, der i dag varetages af det statslige beredskab, fremover varetages af de nye kommunale beredskabsenheder.

Hvad nu?

Horten var den 11. september 2014 sammen med konsulentvirksomheden A-2 vært for en temadag om Fremtidens Beredskab. Temadagen gav deltagerne god mulighed for at dele viden om arbejdet med reformen.

De væsentligste udfordringer i processen synes på baggrund af tilbagemeldingerne på temadagen at være:

Proces: Organisering og den tidsmæssige ramme. Disse forhold uddybes nærmere nedenfor.

• Lovgivningsmæssige rammer: Hvilke ændringer kommer der, og hvornår ser vi lovforslaget?
• Økonomi: Kan de forudsatte besparelser hentes, og hvordan bliver økonomien i de nye enheder?
• Grænseflader: Hvor skal snittet lægges mellem kommunerne og de nye beredskabsenheder og mellem de nye enheder og det statslige beredskab?

Proces: Det første trin

Processen med at gennemføre reformen må løses i to trin, der i et vist omfang kan være indbyrdes forbundne. Det første spørgsmål, en kommune må finde svar på, er: Hvem skal vi gå sammen med? Og hvad tæller her?

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

I en undersøgelse, som Horten og A-2 lavede blandt kommunaldirektørerne (kommunaldirektørkredsen svarede 48 procent på spørgeskemaet. En samlet præsentation af undersøgelsen kan findes på horten.dk under "Nyheder") op til temadagen om Fremtidens Beredskab, svarede 91 procent af kommunaldirektørerne, at geografisk nærhed er et vigtigt kriterium i forbindelse med valg af samarbejdspartner. Det er jo helt naturligt.

47 procent svarede, at gode politiske og administrative erfaringer med at samarbejde på andre områder end beredskabsområdet er et vigtigt kriterium, og 26 procent fandt, at også den nuværende opgaveorganisering (for eksempel brug af privat aktør) og organisationskultur er vigtige pejlemærker.

Kun 13 procent anførte, at det er et vigtigt kriterium, om de kommuner, der går sammen, er del af samme politikreds.

Proces: Andet trin i arbejdet

Når flere kommuner har fundet sammen, melder det egentlige arbejde sig.

Der arbejdes i flere kommuner med en projektorganisering, hvor borgmestre og kommunaldirektører sidder i en styregruppe, mens beredskabschefer sidder i den projektgruppe, der leverer input til styregruppen.

Der skal i processen afdækkes en lang række faktuelle forhold omkring de eksisterende enheder, for eksempel forhold vedrørende kontrakter, økonomi, indtægtsdækket virksomhed og andre tilknyttede opgaver samt overenskomster og – særlig – lokalaftaler. Dette kan være et tids- og ressourcekrævende arbejde.

Endelig må der laves en tidsplan for, hvordan kommunerne når i mål til 1. januar 2016.

I mange tilfælde vil det formentlig være hensigtsmæssigt med en politisk principbeslutning ("give håndslag") om, hvem man vil indgå i fællesskab med. Denne beslutning bør træffes hurtigst muligt.

Når de faktiske forhold er afdækket, der foreligger budget og fordelingsnøgle, og der ligger et udkast til vedtægter, kan kommunerne så træffe en endelig politisk beslutning – og derefter gennemføre strukturændringen.

Lovgivning, økonomi og grænseflader

På temadagen tilkendegav Forsvarsministeriets repræsentant, at der er stor metodefrihed for kommunerne i forbindelse med reformen. Ministeriet har ikke lagt sig fast på, i hvilket omfang og hvornår lovgivningen vil blive ændret. De forhold, man kunne forestille sig reguleret i lovgivningen, er blandt andet:

• Organiseringsformen: Skal der være andre muligheder end § 60-fællesskab? Skal kravet om godkendelse ved Statsforvaltningen opretholdes?
• Styringen: Skal politiet, som jo ikke bliver medejer, fortsat have plads i beredskabskommissionerne? Og skal der i det hele taget fortsat være beredskabskommissioner eller i stedet en bestyrelse?
• Dimensioneringen: Skal den være fælles for enheden, eller kan hver kommune fastsætte egen dimensionering?

For så vidt angår økonomien, skal de eksisterende forhold afdækkes, og der må fastlægges et budget for den nye beredskabsenhed.

Men hvordan skal den fælles enhed finansieres? Skal det ske efter befolkningstal? Eller i forhold til, hvor effektivt det "gamle" beredskab blev drevet? Skal der være tillæg for risikovirksomheder, der medfører særlige omkostninger til dimensionering?

Endelig udestår en ganske stor praktisk opgave med at sikre et hensigtsmæssigt sagsflow mellem kommunernes byggesagsafdelinger og de nye beredskabsenheder. Det har stor betydning for erhvervsliv og borgere, at byggesager med videre behandles smidigt og effektivt.

Og når vi ved, hvilke dele af det statslige beredskab, der overgår til de nye fælleskommunale enheder, skal der dels ske en inkorporering af disse opgaver, og dels afklares grænsefladerne i forhold til de restende statslige opgaver.

Det bedste råd til kommunerne er nok i virkeligheden at få lagt de lokale processer i robuste rammer. Der er ikke længe til, at reformen skal være gennemført, så borgerne – med Strukturudvalgets ord – kan opleve 'et fremtidssikret samt endnu bedre og mere effektivt redningsberedskab efter 2014.