I 2018 skrev den amerikanske økonomiprofessor og tidligere minister i Clinton-regeringen Robert Reich en bog med titlen ”The Common Good”. 

Bogen, som blev en bestseller i USA, skrev han som modspil til den grådighedskultur, han med stigende frustration havde set udvikle sig op gennem de seneste årtier. Den begyndte i 1980’erne og 1990’erne og er efter Reichs og mange andres opfattelse blevet så meget mainstream, at det næsten er blevet en del af det normale. 

Det er en mærkværdig udvikling, ikke mindst da man i historien har følt det nødvendigt igen og igen at minde om, at grådigheden er skadelig og efter manges mening udtryk for en sygelighed. 

Det er der utallige eksempler på. Tænk på myten om kong Midas, som ønskede sig, at alt, han rørte ved, blev til guld. ”Kærlighed til penge er roden til alt ondt,” minder Paulus sin gode ven Timoteus om, og i 1600-tallet skrev filosoffen Spinoza, at han anså begæret efter penge og ejendele som en sindslidelse, selv om den, som han realistisk bemærkede, sjældent anses for sygelig.

Reichs bog ligger på linje med flere andre nyere bøger om emnet. Den amerikanske Harvard-filosof Michael Sandel efterlyste det fælles gode i sin bog fra 2020 ”Meritokratiets tyranni. Hvad blev der af det fælles bedste?”, og samme år gjorde den tidligere engelske overrabbiner Jonathan Sacks det samme i bogen ”Morality”.

Hvordan har vi det hos os i Danmark med grådigheden? Anses den som et nødvendigt arbejdsredskab for at kunne optimere en virksomhed? Eller måske sig selv? Er grådigheden et redskab, som fremmer væksten, og som dermed er samfundsgavnlig? 

Det er nok de færreste, der vil hylde en så direkte hyldest til grådigheden, men er den trods alt ikke blevet en del af det moderne samfunds normalitets-begreb? Og videre kunne man spørge: Hvilket samfund får vi, hvis en mentalitet, som op gennem hele vores civilisation har været beskrevet som skadelig og sygelig, bliver en del af det normale, dvs. en del af den norm, vi handler ud fra? 

Det fælles gode har altid været der

Ordet normal kommer af det latinske norma. Det kan betyde både vinkel og rettesnor, med andre ord: Noget, der danner udgangspunkt for det, vi foretager os, en norm for vores handlen. Hvis grådigheden er en del af det normale i den betydning, er vi ilde stedt.

Men sådan behøver det jo ikke være. Reich og de andre, jeg nævner, vil jo netop minde om det fælles gode som et nødvendigt alternativ til den absurde grådighedskultur, de beskriver i deres værker.

Udtrykket ”det fælles gode” er på ingen måde nyt. Det er lige så gammelt som menneskets tænkning. Det fælles gode er målet for videnskaben om staten, skrev Aristoteles for 2.500 år siden. Mennesket er fra naturens hånd rettet mod et fællesskab, og hvis man ikke føler trang til det fælles, er det enten, fordi mennesket er primitivt, eller tiltror sig guddommelighed: 

”Den, som ikke kan leve i fællesskab med andre eller slet ikke føler trang til det, fordi han kan klare sig alene, er ikke et led i et statssamfund, men så må han være et vildt dyr eller en Gud”, skriver han i sin berømte Statslære.

Vores egen Grundtvig havde også noget klogt at sige om det fælles gode. Da han skrev om, hvordan den nye grundlov skulle skrues sammen, nævnte han særligt det fælles gode - eller fælles bedste, som han kaldte det. 

Det fælles gode har den fordel, at det ikke behøver at blive skrevet ned, det er nemlig ”indprentet i alle folks hjerter.” Og om den kommende grundlov skrev han, at den frem for alt skulle indskærpe ”ærlighed, folkelighed, gavnlighed, lempelighed, ligelighed og tydelighed” som de egenskaber, alle danske love og anordninger herefter skal have.

Det fælles gode har altid været værd at besinde sig på. Når tiden bliver fattig på idéer og værdier, som vores efter manges opfattelse er blevet det, skal man grave de ideer frem, som tidligere har hjulpet menneskeheden. Det fælles gode er en af dem.