Politik fra rødderne
Kommunesekretær P.H. Nyhold Hansen gav gode råd til de nyvalgte i 1962.

Fra arkivet: "Hvordan skal jeg nu te mig til tante Augustas aftenselskab?"

Man mødtes på kroen, én blev presset til at stille op, og pludselig sad et nyt sognerådsmedlem og skulle finde ud af, hvor meget han måtte fortælle "mutter" derhjemme. Gode råd til de nyvalgte fra 1962.

 tilbageblik

Af redaktionen | [email protected]

Lige nu er der fri adgang til kommunen.dks artikler, blogs og kronikker i forbindelse med valgperioden.
God fornøjelse, vi håber, du sætter pris på det :)

Nyvalgte kommunalpolitikere fik gode råd i denne artikel, som blev bragt i Kommunen efter kommunalvalget i marts 1962.

Mens vi venter på ”Lærebog i etik for kommunalfolk”

Gode råd om småt og stort i den kommunale hverdag – om værdien af loyalitet og nødvendigheden af tavshedspligt også overfor den højtelskede ægtefælle.

Af kommunesekretær P.H. NYHOLD HANSEN, Asserballe pr. Augustenborg

Opstillingsmøderne i de mindre landkommuner er noget af det mest hyggelige, man kan tænkte sig.

Der indbydes af ”en kreds af interesserede”, og man møder op til en hyggelig kop kaffe og en snak på kroen. Dette er med det samme sagt ikke nogen kritik, men tværtimod en cadeau til de heldigvis endnu herskende hyggelige forhold i et fortravlet land.

Kritikken kommer først, når man skal diskutere sagens videre forløb, når kromanden har fået kaffen betalt og ”den mest interesserede” indleder mødet med at fastslå, at man jo som sidste gang skal til at finde en kandidat til den liste, man agter at stille op til det kommunale valg. Det viser sig da hurtigt, at der ingen er, der vil!

Heller ikke ham, der under hele den tidligere periode har fundet sognerådsmedlemmernes intelligenskvotient under 80 – for han har ikke lyst – eller han har ikke tid til det for forretningens skyld – næh, lad bare de, der gerne vil! Ja, men hvem vil gerne? Hvis ham, der kritiserer idelig, ikke gerne vil, hvem så?

Den gamle kandidat er 70 og vil gerne være fri, og man foreslår nu på ren demokratisk vis de enkelte muligheder – hvad enten de har givet udtryk for at ville eller ej – og man stemmer herom, og listen tælles op.

  Hvordan skal jeg nu te mig til tante Augustas aftenselskab, hvor alle jo vil spørge ud om de forskellige ting, vi nu sidder og bestemmer derhenne?

 

I de 80 pct. af tilfældene bliver den valgte kandidat et virkelig interesseret medlem af rådet, i de 10 pct. en kapacitet, og i de resterende tilfælde kan læserne selv strø rundt med kandidaterne efter eget kendskab.

Men værst er ham, der er valgt og stillet op, fordi ”han kan i hvert fald ikke gøre nogen noget ondt”! Ja, gudskelov han kan han ikke det – men er det ikke oftest ensbetydende med, at han heller ikke gør så meget godt, for han gør nemlig slet ikke noget.

Med lyst og herlig uvidenhed
Nå, men valgt bliver medlemmerne, og de 99 pct. går til arbejdet med lyst og en herlig uvidenhed, der netop fremmer lysten – men her er det så, at jeg mangler den lærebog, der findes for juristerne om ”Indledning til advokatgerningen”, altså en pendant, ”Indledning til sognerådsarbejdet”, for i al den tale og skriven, der har været om, hvad et sognerådsmedlem skal vide om de rent kommunale ting, glemmer man vist også den rent etiske side af sagen, nemlig hvordan skal jeg nu te mig til tante Augustas aftenselskab, hvor alle jo vil spørge ud om de forskellige ting, vi nu sidder og bestemmer derhenne.

Det må straks slås fast, at det at være valgt ind i et offentligt råd, nævn eller kommission ikke er det samme som at være i bestyrelsen for den lokale fodboldklub, for nok kan Larsen blive fornærmet, fordi man sætter ham af førsteholdet en søndag, men det indebærer jo ikke særlig store konsekvenser for denne mand, anden end forbigående irritation, og man må håbe, manden er så normal, at han kommer over det.

Så hellere lade lidt af stoltheden fare.

Omvendt er arbejdet i de kommunale nævn m.v. så omfangsrigt, at det ikke er ensbetydende med, at manden ”kommer nok over det”. De beslutninger, der træffes her, griber tit så dybt ind i menneskers normale liv og hverdag, at det kan betyde alt for dem.

Jeg kender den ellers rolige, satte og økonomisk velfungerende landmand, der måtte 6 måneder på rekreation, fordi man eksproprierede en del af den have, han havde puslet om i 30 år. Nødvendigt? Ja – men det er en ting, der må tages med i betragtning. Er det nødvendigt, må man prøve at få manden gjort klar over nødvendigheden, og her kan medlemmerne hjælpe meget til med deres personlige kendskab til den enkelte i kommunen.

”Du må jo vide det, du er i Sognerådet”. Jeg kan tælle de fingre, der rækkes op nu, når man spørger sognerådsmedlemmerne landet over, hvem der ikke har fået stillet dette spørgsmål. Hvad så?

Ja, her kommer vi så ind på hele det spørgsmål, der omhandler de ting i sognerådsarbejdet, der sorterer under ”lukket møde” – eller rettere de ting, der ikke sorterer under lukket møde. Det skulle jo ikke være nødvendigt at meddele, hvilke ting det drejer sig om. Nej, værre bliver det med de ting, der er i åbent møde, for dem må man da gerne referere – og så får man lejlighed til at svare på det spørgsmål om at være i Sognerådet, og hvad skal vi så svare?

Ja, her gælder det jo, at en sag kan siges på mange måder. Ved skjulte øjenkast, ved vege hentydninger og – men det sker aldrig – ved direkte fordrejning. Det må derfor være medlemmerne vigtigste opgave at referere en sag – når den kan refereres – fuldstændig objektivt – ih, hvor er det vanskeligt – men så må man hellere lade lidt af stoltheden fare og sige, at det er vanskeligt at udtale sig om spørgsmålet, når de pågældende ikke har hørt hele sagens sammenhæng – det kunne jo betyde 6 mdr. på rekreation for Larsen, hvis sagen fordrejedes. For genfortællingens kunst er – uanset man øver den grundigt i skolen – meget svær.

Det burde som nævnt være overflødigt at nævne, at sagerne i lukket møde end ikke kan omtales med nævnte øjenkast, trækken på skuldrene eller skær af bedrevidenhed – der er man mand(kvind)folk og siger rent ud, at det ønsker man overhovedet ikke at diskutere – ikke med sin bedste ven.

End ikke under de mest glimrende omstændigheder
Hov, á propos bedste ven! ”Nå, vi er jo kun du og jeg, så kan jeg godt, du ved under venskabsmaske, inden for fire vægge og under fire øjne, med din sædvanlige diskretion fortælle dig, at…”.

Nej, end ikke under disse ganske glimrende omstændigheder, end ikke selv om jeg så synes, at han faktisk er den mest lukkede og fortrolige mand, jeg kender – end ikke her kan der refereres noget fra ”lukket møde”.

Der står jo i loven ikke noget om tidsrummet, nej, men selv om manden er død, så er der andre, der kunne tage skade af, at visse ting rejses, der har været behandlet i Sognerådets lukkede møde – konferér da hellere med Sognerådets medlemmer og formand, om man kan ”lukke sagen op”.

  Man snupper måske et stykke natmad, og mutter vågner – først irriteret, så interesseret – så kan man da få referatet inden morgenkaffen. Og hun skal vel ha’ referatet. Der må enhver kende så meget til sin egen kone, at han ved, om hun skal have noget referat – eller om han hellere direkte skal sige det til naboens kone straks næste morgen.

 

Det er altid svært at falde i søvn efter et sognerådsmøde eller andet møde, hvor man har haft virkelige problemer til debat, og man snupper måske et stykke natmad, og mutter vågner – først irriteret, så interesseret – så kan man da få referatet inden morgenkaffen. Og hun skal vel ha’ referatet.

Der må enhver kende så meget til sin egen kone, at han ved, om hun skal have noget referat – eller om han hellere direkte skal sige det til naboens kone straks næste morgen. Ih, hvor de gi’r sig rundt omkring, for der er med ganske afgjort sikkerhed ikke ét eneste medlem her i landet, hvis kone ikke kan holde tæt – helt sikkert.

Der er det så mærkeligt, at naboens kone alligevel kender mange sager bedre end Sognerådets egne medlemmer.

Lad gå med de åbne – dem kunne hun selv have hørt på – men de lukkede!

Man kan næppe fortænke det medlem, der lever sammen med en normal kvinde – og det gør vi heldigvis alle – at han også, hvis en sag trykker meget, drøfter denne med sin kone, men hvis han har den mindste mistanke – og det kan man udmærket have til sin kone, uden at dette betyder noget rent ægteskabeligt – til at sagen bringes videre – så er det nok bedst at drøfte sagen med et andet medlem af rådet! For resten behøver konen jo ikke at åbne for dagsordenen!

”Jeg bor i Overrød, så den sag interesserer mig ikke så meget, for den vedrører en kloakledning i Nederrød”. Kender man ikke dette argument i et møde? Men har ikke Larsen, Petersen, Hansen og Rasmussen i Nederrød stemt på dig! Er du ikke valgt som medlem af et Sogneråd for hele kommunen?

En levende interesse for alt, hvad der rører sig over hele kommunen må være det primære for et medlem, men man kan på den anden side ikke fortænke medlemmet i, at han mest interesserer sig for den vej, der går forbi i Overrød. På den anden side må man dog så forvente, at han alligevel asfalterer vejen i Nederrød, hvis det er mere påtrængende, og så tager – ja, og så tager den kritik, det giver med folkene i den anden del af sognet.

Fortæl klart og nøgternt, hvorfor man er kommet til det andet resultat – der er kun to, der ville kunne forstå det – men det kunne jo være, de kunne få andre to til også at forstå det, og det kunne jo være, at ...”.

Pas på de gyldne løfter
Og her kommer vi til det sidste af de mange emner, der kunne behandles, men stoffet skal jo begrænses, nemlig spørgsmålet om det, der sker i forretningsverdenen – the business world – for vi skal jo tale engelsk alle vegne, så vær glad for kancellistilen, den lader sig næppe omforme til ordentlig engelsk.

Her er det, vi må håbe, sognerådsmedlemmerne har øvet en ”public relation” – flot, ikke sandt, et ord, der slet og ret kan oversættes med, at det må være Sognerådets opgave i befolkningen – meget mere end måske i møderne at give en fornuftig og strengt objektiv forklaring af, hvad der er sket i de enkelte sager, hvor disse oplysninger kan ske.

Lad al personlig forfængelighed fare, for selv om ideen kom fra en politisk modstander, så kan den jo være udmærket, så vær ikke for stolt til at nævne ophavsmanden, omvendt behøver man ikke en flaske ”Brasso” til at pudse sin glorie – hvis man må reklamere i dette blad – for at nævne, at man selv er ophavsmand til ideen. Fortæl beboerne klart, så de ved, at det ikke er en fodboldklub, eller at man ikke kaster terning – afgørelser eller skatteansættelser.

Fortæl folk, at der love, der skal holdes – mærkværdigvis også i vort sogn. Lad være med at modarbejde en sag – og da aldrig i befolkningen – selv om den går helt på tværs af ens egne meninger. God demokratisk skik er, at man ikke modarbejder en sag, der er vedtaget med majoritet – se blot til Folketinget!

”Det skal jeg nok klare til næste møde” Lad være med at love dette – det kunne jo være, de andre ikke ”vil klare” det, og så er det så trist at skulle give grunden – for den kan jo kun gives på de andres bekostning. Hjælp de andre medlemmer ved at give befolkningen de klareste oplysninger, og tag så de ”klø”, det giver, når ”de andre i sognet” synes alt muligt om, ”det rådne Sogneråd” og ”de høje skatter”, hvis man selv mener at have gjort, hvad man skal, så er det i orden. Husk, du har selv tænkt ligesådan!

Lad være med at komme med særbetragtninger ude i befolkningen, som man ikke kommer med i rådet – det er nemlig i rådet og dettes protokol, særmeningerne skal frem. Vi kender alle ham, der ikke protesterer i mødet, men så sandelig nok kan protestere, når sagerne diskuteres i befolkningen, det er en boomerang, der vender tilbage en dag, når det kommer til de andres kundskab.

Det lovbundne arbejde
Mens vi venter på en ”Lærebog i etik for sognerådsmedlemmer”, kan man kun håbe, at de nye medlemmer hurtigt finder arbejdsrytmen i et arbejde, der breder sig mere og mere og stiller større og større krav til viden og menneskelighed, således at de hurtigt kan ”falde til” og skabe viljen til det samarbejde, der ganske afgjort er nødvendigt, hvis en kommune skal ”køres i rette tøjler”.

Der kræves ingen eksamen for at være medlem af et offentligt råd eller kommission, men det er en god ting at have en sund sans for realiteter og at gå fordomsfrit til det nye arbejde.

Lad alle personlige interesser være bandlyst og ha´ en sund kritisk indstilling med en god portion samarbejdsvilje, så har medlemmerne den sundest tænkelige ballast i det nye arbejde, således at man efterhånden får øjnene op for, hvorfor mange af de sager, man tidligere ikke har kunnet forstå behandlingen af, har fået det udfald, de fik, idet Sognerådets arbejde jo er meget lovbundet og ikke lader sig ændre i vort sogn, for husk: Der er ikke nogen lov, der kun gælder i vort sogn – og der er ikke nogen lov, der ikke gælder i vort sogn.

P.H. Nyhold Hansen
kommunesekretær

Kommunikation

Kultur

Politikerliv


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57