Forældet lovgivning om enlige forsørgere
De moderne opbrudsfamilier gør det mere end svært at afgøre, hvornår man reelt er enlig forsøger. Loven er baseret på forældede forestillinger om familien, siger juridiske eksperter.
socialpolitik
Fraskilte forældre fylder meget i debatten om socialt snyderi. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at skilsmisser også fører til asocialt snyderi eller kommunal klapjagt mod de fraskilte.
Ifølge flere eksperter med speciale i socialret er hovedårsagen en forældet sociallovgivning.
”Det er ikke kommunens skyld, at det kan være vanskeligt at skaffe dokumentation for de her sager. Det er nærmest umuligt at sandsynliggøre, om to mennesker, der er gået fra hinanden, men fortsat har et fællesskab omkring børnene, er samlevende i lovens forstand,” siger Idamarie Leth Svendsen, lektor ved Professionshøjskolen Metropol.
Problemet er, som hun ser det, at lovens forestilling om ’reelt enlige’ er meningsløs i en tid, hvor familiemønstrene er under opbrud.
Den vurdering deler Kirsten Ketscher, professor i socialret ved Københavns Universitet.
”Problemets kerne er efter min opfattelse, at samfundsudviklingen har gjort, at grundlaget for konstruktionen ’reelt enlig’ virker ude af trit med moderne familieforhold. Spøgsmålet er derfor også, om ikke tiden også er løbet fra de forhøjede sociale ydelser af denne karakter. De forårsager mange problemer. Der bruges meget ukonstruktiv energi på at kontrollere borgerne gennem uværdigt dyneløfteri. Og borgerne får en for stor tilskyndelse til at snyde det offentlige og dermed det almene fællesskab,” siger Kirsten Ketscher.
Også lektor Nina Von Hielmcrone fra Aalborg Universitet peger på lovgivningen som det afgørende problem. Særligt fordi lovgivningen på andre områder opfordrer til et større fælles ansvar mellem fraskilte forældre, som det eksempelvis er kommet til udtryk med forældreansvarsloven.
”Socialpolitikken synes imidlertid på dette punkt at være stivnet i et 20-30 år gammelt billede af den enlige mor,” skrev Nina Von Hielmcrone sidste år i en artikel i Socialrådgiveren.
