Illustration: Flemming Dupont
Illustration: Flemming Dupont

For otte milliarder kroner magt, tak

Den danske fondsverden flytter rundt på flere milliarder, end der reelt er i spil ved en finanslovsforhandling. Og kommunerne er i stigende grad blevet afhængige af pengene. 

velgørenhed

Af Susanne Sayers | [email protected]

Når spillet om årets finanslov går i gang, er det massivt dækket af medierne. Men selvom statens budget er stort, er langt de fleste penge øremærket på forhånd. Det er ganske få milliarder kroner, som de tilsyneladende så intense diskussioner handler om.

Anderledes stilfærdigt går det for sig, når den danske filantropiske verden uddeler penge. Men med de cirka otte milliarder kroner, som fondene hvert år uddeler, som det passer dem, flytter de i virkeligheden flere penge, end politikerne ved finanslovsforhandlingerne. De gør det stort set ubemærket – ingen pressebevågenhed, intet krav om offentlighed.

Fondsstøtte har mange fordele, påpeger professor Anker Brink Lund, CBS, som de seneste par år har forsket i, hvordan selvejende institutioner i Danmark fungerer. Han er overordnet positiv overfor fondene, som han mener udfylder en vigtig rolle og kan få ting til at ske.

”Når man er meget stærk, skal man også være meget rar. Og vi er helt bevidste om, hvor stærke vi er, og at vi derfor skal passe på ikke at dominere.”

- Når man spørger, om fondene har magt, så er svaret ja, og det er ikke kun på grund af pengene. De magter at løse opgaverne. De arbejder uafhængigt af det politiske system og har ikke vælgere, de skal stå til ansvar overfor. De kan tillade sig at tænke langsigtet, og der er ingen tvivl om, at de danske kommuner og det danske samfund i det hele taget skylder dem meget, siger Anker Brink Lund.

Men kan kommunerne også komme til at skylde dem for meget? Eller sagt med andre ord: Kan kommunerne blive så afhængige af penge fra fonde, at de fraviger demokratiske principper? Dominerer fondene for meget? Det har Kommunen søgt nogle svar på. Men først lidt mere om fondene.

Hvert formål sin fond

Der er cirka 20.000 fonde og fondslignende foreninger i Danmark, stiftelser og legater iberegnet. De sidstnævnte er i praksis også fonde, selvom de hedder noget andet. De træder til, når plejehjemmet skal på rejse, når et universitet har brug for penge til forskning, når der skal bygges et operahus, udgives en bog, renoveres et træskib, skabes et nyt kunstmuseum, eller når et ungt menneske gerne vil studere i udlandet. Der er fonde og legater til snart sagt alt. Nogle giver kun store beløb, andre kun beskedne, men fælles for dem er, at de er en væsentlig del af civilsamfundets muskler.

Selvom Anker Brink Lund har arbejdet i flere år på at undersøge fondes virke og virkninger, er det ikke muligt at få et fuldstændigt overblik over, hvad fondene støtter, og hvor meget de støtter med. Men Anker Brink Lund vurderer, at det handler om cirka otte milliarder kroner hvert år.

I forhold til de samlede udgifter til for eksempel kultur eller forskning, er det en lille del af det samlede beløb; cirka 10 procent af kulturstøtten kommer fra fondene. Resten finansieres primært gennem brugerbetaling og af de offentlige kasser. Men den procentdel fortæller ikke hele historien. For langt de fleste af de offentlige penge er bundet op på forhånd. Der er ikke ret mange frie midler at gøre godt med; stort set alt er øremærket, og der er voldsomt pres på de offentlige budgetter.

Og derfor spiller fondene med deres frie penge og store handlekraft en større rolle, end deres relativt beskedne andel af den samlede finansiering umiddelbart tyder på. Og samtidig ønsker fondene ofte at præge de projekter, de giver penge til.

De store og stærke

En af landets største glade givere er Realdania. Den filantropiske forening, som fungerer som en fond, blev skabt, da Realkredit Danmark blev solgt til Danske Bank i 2000, og siden har Realdania støttet flere end 3.000 projekter med i alt over 16 milliarder kroner.

Administrerende direktør Jesper Nygård citerer Pippi Langstrømpe, når han skal forklare fondens rolle:

- Når man er meget stærk, skal man også være meget rar. Og vi er helt bevidste om, hvor stærke vi er, og at vi derfor skal passe på ikke at dominere, siger Jesper Nygård.

Realdania arbejder for at skabe livskvalitet for alle gennem det byggede miljø, som foreningen selv udtrykker det, og i foreningens første 15 år har den sat sig eftertrykkelige spor i det danske kulturlandskab: Regnbuen på toppen af kunstmuseet AROS, Faaborg Havnebad, Jarmers Plads i København, J.F. Willumsens Museum i Frederikssund, Maltfabrikken i Ebeltoft … det er få byer i Danmark, som Realdania ikke har hjulpet.

”Jeg tror, at både kommuner og stat har i baghovedet, når de lægger budgetter, at ‘det kan fondene klare’. Men det kan give en skævvridning.”

Ifølge Jesper Nygård er det en balance.

- Vi har et rigtig godt samarbejde med kommunerne. Vi tilfører ekspertise, og vi giver gerne gode råd og trækker på erfaringerne fra andre steder. Vi har det ikke sådan, at ‘den,  der betaler musikken,   bestemmer, hvad orkestret skal spille’; omvendt har vi viden, så vi er ikke bange for at have synspunkter, siger han.

Han mener, at samspillet mellem de forskellige aktører er vigtigt. Realdania skal ikke overtage offentlige opgaver, men supplere og være bindeled mellem det private og det offentlige.

Helene Bjerre-Nielsen, ansvarlig for miljøprogrammerne i Velux Fonden og Villum Fonden, betoner også vigtigheden af at være bindeled og arbejde i et samspil med andre aktører.

- Vi har nogle emner, som vi gerne vil have på dagsordenen, så på den måde søger vi indflydelse. Men vi holder også afstand. Når vi støtter forskningen, er det ikke ud fra et ønske om at få nogle bestemte resultater, men om at tilvejebringe viden. Og ansøgerne kommer til os med deres forslag - ikke omvendt. Så vil vi gerne være sparringspartner, hvis vi kan se, at man med nogle ændringer kan få endnu mere effekt. Men vi prøver ikke at overtage, siger Helene Bjerre-Nielsen.

Demokratisk underskud

Kommunerne giver gennemgående udtryk for stor tilfredshed med samarbejdet med fondene. Men nogle forskere er betænkelige ved den rolle, fondene spiller. RUC-professor Thomas P. Boje, som blandt andet forsker i civilsamfundet, mener, at der er en reel risiko for, at fondene får for stor indflydelse.

- De senere år er deres betydning steget, og samtidig er der pres på de offentlige udgifter. Det gør det fristende at overlade mere til fondene, og jeg tror, at både kommuner og stat har i baghovedet, når de lægger budgetter, at ‘det kan fondene klare’. Men det kan give en skævvridning. Det er for eksempel godt, at der bliver forsket i diabetes, men hvis forskningsmidlerne i stigende grad bliver afhængige af fondene, vil det være de områder, som fondene interesserer sig for, som står stærkest, selvom der måske var mere brug for forskning et andet sted. Det samme gælder på andre felter. Vi får en velfærds- og kulturudvikling, som bliver afhængig af, at penge- og ressourcestærke fonde vil støtte, siger han.

Han mener også, at de gavmilde donationer fra en fond kan binde kommunale penge uhensigtsmæssigt.

- Det er jo fint, at man får et nyt beboerhus forærende, men det skal vedligeholdes, der skal bruges penge på personale, administration og så videre. Var det i virkeligheden kommunens ønske at bruge penge på det? Det kan være svært at stå imod, når en fond gerne vil forære noget, siger Thomas P. Boje.

Anker Brink Lund er mere positiv og mener, at en del af frygten for fondenes magt er baseret på manglende åbenhed og deraf følgende mytedannelse..

- Manglende transparens kan gå hen og blive et problem for fondene, og derfor vil det være godt at få mere gennemsigtighed, så alle kan se, hvor meget der gives af hvem og til hvad, siger Anker Brink Lund. Et ønske, som Thomas P. Boje deler.

- De bør være underlagt samme regler for transparens og åbenhed som det offentlige, mener han.

Har fondene fået større betydning?

  • Ifølge Anker Brink Lund havde fondene betydelig større betydning i tiden før 1970, hvor legater og fonde ofte stod alene med at donere til kunst, forskønne byer eller hjælpe nogle af bysbørnene med for eksempel at studere eller komme gennem en svær tid. Dengang var der massevis af lokale legater og fonde, som støttede lokalt, og velfærdsstaten var ikke for alvor slået igennem.
  • Efter 1970 mistede fondene betydning. Donationerne faldt, og samtidig overtog stat, amter og kommuner mange af de opgaver, som før havde været fondenes.
  • Efter at loven om banker blev lavet om i 1987, opstod der af forskellige årsager nogle mere velhavende fonde, og siden er deres betydning steget igen.

Økonomi

Tilmeld dig nyhedsbrevet