Det virker oplagt, at personer med problemer hjælpes af folk, der har kendskab til selv-samme problemer. Mange pædagoger på institutioner for udsatte unge har selv været ude på et sidespor i teenage-dagene, og psykologer er ofte drevet af at have haft psykiske problemer tæt inde på kroppen. Så hvorfor skal flygtninge kun tale med danske sagsbehandlere, der ikke har oplevet at se tøndebomber ramme naboen eller sejlet i gummibåd over Middelhavet?