Politik fra rødderne
Folkekirken har gang i mange sociale indsatser som her, hvor præst Peder Thyssen fra Odense deltager i landevejsriddernes årlige stodderkåring i Kværndrup. Biskoppen i Aarhus opfordrer kommunerne til øget samarbejde om sociale opgaver med kirken.
Foto: Roland Petersen, Ritzau Scanpix

'Find døren til hinanden - hængslerne er blevet smurt' 

Aarhus Stift har det seneste år budt kommuner op til dans og sat kræfter bag viljen til øget samarbejde. Og i kommunerne giver det mening at takke ja til dansen.

 socialt samarbejde

Af Irene Nørgaard | [email protected]

Det handler om det fælles. Hjælpen til værdigt trængende. Og om hvor længe kirker og kommuner vil arbejde parallelt i stedet for at bruge hinanden og arbejde sammen i et naturligt parløb om hjælpen til, i mange tilfælde, de samme målgrupper.

 Det var afsættet i 2018 for en skelsættende netværkskonference 'Fællesom' begået af Aarhus Stift. 

For gennem mange år har kommuner og kirker arbejdet sammen, men oftest i det små. Formålet var derfor at bringe de to parter endnu tættere sammen og få dem til at tænke i flere fælles løsninger i hver deres lokalområde. En konference, der er gentaget i 2019 og allerede, både i mellemtiden og sidenhen, har udmøntet sig i mange forskellige typer samarbejder i Østjylland. 

Nogle er klassiske som cafeer og herberger, andre nytænkte. Som sognepræsten, der underviser plejepersonale i 'den svære samtale' i forbindelse med sygdom og død, konfirmandundervisning, der samtidig er omdrejningspunkt for sorggrupper for helt unge teenagere, og suppeaftener, hvor både kirken og lokalcentret en gang i måneden samler beboere, dem der ellers ville sidde alene derhjemme, naboer, børnefamilier til en portion mad og et par fællessange på lokalcentret. Der, hvor hende der lige er blevet enke og er ensom, møder hende, der blev det for tre år siden.

   Kommunen er blevet opmærksom på kirkens ressourcer, men også begrænsninger. For præster er præster, ikke kommunalarbejdere. Vi står ikke parat til at fikse tingene med en klar handlingsplan.

 Aarhus Kommune arbejder i forvejen med at tænke velfærd og 'Kommune Forfra'. Her har følgende ordlyd været omdrejningspunktet for en ny diskurs: ' ... vi har bildt os selv ind, at vi fra kommunen alene vide, hvad aarhusianerne har brug for. Det er vi i gang med at holde op med. Nu skal vi som kommune træde et skridt tilbage og lade borgerne komme til.' 

Derfor var 'Fællesom' en kærkommen anledning til igen at afsøge andre veje til velfærd end den slagne, denne gang med kirken under armen. Det fortæller stadsdirektør i kommunen, Niels Højberg.

- Som myndighed ser vi i højere grad på, hvilke tiltag der skaber værdi for borgeren, i stedet for udelukkende at se på virkning og effekt. Folk skal kunne vælge at leve livet på deres måde. Det skal vi give rum til, også selvom vi synes, borgeren gør det svært for sig selv. Den tilgang evner civilsamfundsorganisationer og kirkerne meget bedre end os, og der har vi noget at lære, siger han.

En fri spiller på banen
Spørgsmålet om, hvorfor kirker og kommuner arbejder parallelt i stedet for at arbejde sammen, rejste sig hos biskop i Aarhus Stift, Henrik Wigh-Poulsen, kort efter hans indsættelse som ny biskop i efteråret 2015.

- Et af mine første møder var med de fire provster omkring Aarhus, og de fortalte om deres tradition med at samarbejde med kommunen om sociale indsatser. Samtidig besøgte jeg andre kirkelige, social-diakonale organisationer i stiftet, for eksempel Jysk Børneforsorg, Kirkens Korshær og Stefanshjemmet. Vi har en masse dygtige menighedsråd, præster og frivillige i arbejdet med socialt udsatte. Og jeg tænkte ved mig selv, om man ikke kunne gøre det større, siger Henrik Wigh-Poulsen.

 I januar 2018 indbød biskoppen så alle kommuner i stiftet, socialchefer, borgmestre, præster, provster, socialudvalgsformænd og kirkelige organisationer til den første netværkskonference 'Fællesom' på Aarhus Rådhus. Og de kom stort set alle sammen.

De knap 200 mennesker blev placeret i kommune/provsti sammen ved hver sit bord, og herfra tog snakken ellers fart med bud på, hvor nøden var størst, og hvor samarbejdet gav bedst mening. Om det var blandt indvandrerbørn, ensomme ældre mænd, misbrugere, unge med ondt i sjælen eller fattige familier. 

I flere kommuner er samarbejdet i dag fast etableret. For eksempel i Randers mødes de involverede parter fire gange om året hos hinanden, på provstekontoret, socialchefens kontor eller i misbrugscentret eller psykiatriens hus. Et af de mange eksempler, der i dag gør biskoppen tilfreds med det foreløbige resultat: 

- Samarbejdet mellem kirke og kommune bygger på personlige relationer. Det er en fundamental forudsætning. Nu kender de hinanden, er på fornavn og kan være fortrolige. Døren mellem dem har i mange år været lukket, men nu den åben, og hængslerne er blevet smurt. Kommunen er blevet opmærksom på kirkens ressourcer, men også begrænsninger. For præster er præster, ikke kommunalarbejdere. Vi står ikke parat til at fikse tingene med en klar handlingsplan. Vi er den frie spiller på banen med en eksistentiel tilgang i et ligeværdigt møde mellem mennesker.

Sammen er bedre end hver for sig
En af dem, der var med første gang var Frank Damgaard, næstformand i socialudvalget i Skanderborg:

   Jeg ser et stort potentiale, for kirke og kommune har et helt indlysende fællesskab. Vi kan vidt forskellige ting, og sammen kan vi mere end hver for sig.

- Da vi fik invitationen i Skanderborg Kommune, var jeg cirka 30 nanosekunder om at sige, at jeg ville have en plads. Jeg er vokset op i det kirkelige miljø, og kirken havde en naturlig rolle i det lille samfund, men de fleste steder har den været væk i årtier. Jeg ser et stort potentiale, for kirke og kommune har et helt indlysende fællesskab. Vi kan vidt forskellige ting, og sammen kan vi mere end hver for sig. Jeg fornemmer også nu en proces blandt især yngre præster. Hvor kirken i mine øjne har stået stille i mange år, flytter præsterne nu på sig og tænker inkluderende i nye typer af arrangementer. Det flytter også kirken.  

Også borgmester i Odder, Uffe Jensen, har draget nytte af at få samarbejdet konkretiseret, at sidde sammen, se hinanden i øjnene og lære hinanden at kende. 

- Jeg synes, man skal rose kirken for initiativet. Der er både nu og i fremtiden grobund for, at vi lokalt kan få nogle gode snakker og udveksle vores erfaring, for eksempel omkring ensomhed. Der er flere, end man tror, der lever alene og ikke har kontakt med nogen. Det svære er at finde dem og inkludere dem. Der skal særlige indsatser til, hvor det står klart, at kirke og kommune kan hjælpe hinanden.

En ikke egnet solist
Kirken kan noget andet end kommunerne. Den skaber rum for ligeværdige møder mellem mennesker. Det mener Jørn Henrik Petersen, professor i socialvidenskab og tidligere leder af Center for Velfærdsforskning ved Syddansk Universitet. 

Populært sagt møder kommunen borgeren, og kirken møder mennesket. Derfor behøver de to parter hinanden. Som han udtrykte det på konferencen: Når man står med problemer som sorg, ensomhed, integration, inklusion, sygdom, samværsforhold og udvikling af social kontakt, så er den klassiske velfærdsstat ikke egnet som solist.

  Kirken kan sætte rammer om det fælles, som kommunen ikke kan sætte. Den definerer et magtfrit rum. Vi er service, men også myndighed. Det begrænser både tilliden og også, hvad vi kan tilbyde.

For stadsdirektør Niels Højberg er stiftets initiativ til øge samarbejdet derfor også velkomment:

- Kirken kan sætte rammer om det fælles, som kommunen ikke kan sætte. Den definerer et magtfrit rum. Vi er service, men også myndighed. Det begrænser både tilliden og også, hvad vi kan tilbyde. Som stadsdirektør har jeg fået bekræftet billedet af en folkekirke, der ønsker at engagere sig, meget mere end vi er vant til, og her er Aarhus Stift gået foran, både på landet, hvor kirkerne traditionelt står stærkere, og også i udviklingen af en moderne storby. Vi tager imod den udstrakte hånd og er glade for at kunne samarbejde med kirken om især at løse de sværeste sociale problemer.

Tidligere slog embedsfolk korsets tegn, når kirken blev nævnt i forhold til velfærdsydelser og -indsatser. Nu befinder præster og frivillige fra kirken sig helt naturligt på både skoler, hospitalsgange, lokalcentre og socialkontorer, fortæller han.

- Før i tiden kunne vi som offentlig myndighed enten have det religiøse i rummet eller slet ikke have det. Det er meget mindre problematisk i dag. Nu er holdningen i stedet, at hvis nogen vil de gode løsninger, så er det velkomment. Og tilsvarende er kirkens folk heller ikke så håndsky længere. De har i højere grad end før bevæget sig ud af sognegården - uafhængig af kirkepolitisk overbevisning, siger Niels Højberg.

Historisk vingesus
Biskoppen oplever ligesom Niels Højberg, at 1960´ernes og 1970´ernes kommunale fordomme og 'missionsangst' er et mere eller mindre overstået kapitel blandt samarbejdspartnerne.

- Frygten for, at kirken er ude på at kapre sjæle, er marginaliseret til ateistiske kredse. Jeg har derimod mødt utrolig stor velvilje i kommunalt regi og stor forståelse for de indbyggede forskelle på kirkernes og kommunernes styrker og kompetencer.

Men netop i de to årtier blev døren meget markant smækket i hovedet på kirkerne, der blev sendt ud i kulden. Det fortæller professor i teologi ved Aarhus Universitet, Peter Lodberg. 

- Selve udbygningen af velfærdssamfundet i de år med Jens Otto Krag og Socialdemokratiet i front var præget af, at man mente, man kunne bygge uden at tage hensyn til historien. Velfærd blev et politisk projekt, hvor ideologierne blev sat i stedet for religion. Den havde udspillet sin rolle, var opfattelsen. Det blev noget, der udelukkende hørte hjemme i privatlivet.

Måske derfor blev ‘historisk vingesus’ nævnt flere gange i forbindelse med samarbejdets igangsætning i Østjylland. For ifølge Peter Lodberg er de to parter ikke i gang med at finde hinanden, men genfinde hinanden. 

Helt tilbage før reformationen var det alene kirkerne og klostrene, der tog sig af værdigt trængende. Men efter 1537 blev møller, marker og enge overdraget af klostrene til at tilhøre alle, staten. Rakte dette ikke, skulle kongen betale resten, lød aftalen. 

I kirkeordinansen fra den tid blev det beskrevet, at for eksempel hospitalerne skulle have en forstander, der med ladvogn skulle køre rundt i landet og samle penge ind til hospitalet, alt imens præsten skulle slå følge og opfordre til ‘kærlighedsgerninger’ - altså betale til forstanderen, en form for skatteinddrivelse. Præsten og byrådet skulle finde frem til syge og fattige i fællesskab, ligesom præsten var formand for fattigvæsenet. Altsammen spæde konturer af en særlig dansk model, ifølge Peter Lodberg. 

- Så i historien har vi i århundreder haft et sekulariseret omsorgssystem, hvor det offentlige var omdrejningspunktet, men kirken var en vigtig støttepille. De to parter kan ikke undvære hinanden. Fællesnævneren er omsorgen for de svage i samfundet, men de har forskellige opgaver. Et samarbejde er win win, hvor begge parter i respekt for forskellighed kan nyde godt af hinanden. Uden adskillelse og uden sammenblanding, mener han.

Fire eksempler på samarbejder mellem kirke og kommune 

Sårbare familier i Horsens: Folkekirken i Horsens har i forvejen spillet en aktiv rolle, blandt andet i forbindelse med modtagelsen af syriske flygtninge. Siden 'Fællesom' har fokus for samarbejdet været at støtte udsatte unge familier, inden de gik i opløsning. Blandt andet via trivselsgrupper på den lokale skole for familiernes børn med både deltagelse af præster eller uddannede frivillige og kommunale medarbejdere. Til møderne kan emner som både skilsmisse, misbrug, sorg og sygdom komme i spil. Initiativet har fungeret i et år og er blandt andet finansieret via Tryg-midler og en halvtidsstilling fra kirken. 15 skoler er tilknyttede. 

Hjemmeplejepræster i Favrskov:  Kommunen og kirken i Hammel i den vestlige del af kommunen har indgået samarbejde om ansættelse af en præst i hjemmeplejen. Når en medarbejder står i en vanskelig situation med en borger, der er ramt af sygdom eller har mistet sig ægtefælle, kan medarbejderen enten henvise til præsten eller selv få hjælp til at blive rustet til den videre samtale. Præsten underviser også samlet både plejepersonale og læger i sjælesorg og samtaler i for eksempel den sidste vanskelige tid, før et familiemedlem går bort. Stillingen, der er på 30 procent, er finansieret af kirken, mens kommunen stiller faciliteter og kontor til rådighed. Ønsket er at udvide konceptet til resten af kommunen. 

Suppeaftener i Randers: Flere lokalcentre i Randers og de tilstødende kirker holder suppeaftener en gang i måneden, hvor begge parter er vært, og flere frivillige hjælper. Aftenerne er en måde at skabe fællesskab i nærområdet. Beboerne på centret er inviterede, men det er også naboer, nærliggende institutioner, børnefamilier og også de, som ellers ville sidde alene. Invitationen kommer via løbesedler, plakater og pressedækning. Tilstrømningen og interessen for at deltage er høj. Flere steder er der venteliste. Projektet er baseret på frivillige. 

Demensgudstjenester og sansehaver i Aarhus: I april i år lancerede fire-seks sogne i samarbejde med Aarhus Kommune en plan for at holde demensgudstjenester for kommunens demente plejehjemsbeboere. Mange af dem har minder om kirkerummet, præstekjolen, salmebogen og salmerne, og minderne bliver vækket til live med gudstjenesterne. Samtidig er etablering af sansehaver for demente på kirkegårdene også en del af planen. Projektet er tre-årigt og baseret på en stor frivillig indsats til at hjælpe de demente. Budgettet er på 900.000 kr., hvoraf en del kommer fra Satspuljemidlerne. Ansvarlig er Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.

Netværk

Social & sundhed


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57