Det var med en velkoordineret pressestrategi, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for alvor fik skudt gang i efterårets finanslovsforhandlinger. På en og samme dag i starten af august brød hun sommerferiens tavshed med et stort set enslydende budskaber på forsiden af landets tre største dagblade. Enhedslisten kunne godt pakke kritikken væk og opgive ultimative krav på dagpengeområdet.

Tre måneder senere må regeringens støtteparti erkende, at hun fik ret. Vi fik en finanslov, som på de afgørende punkter er identisk med regeringens oprindelige udspil. Nulvækst i den offentlige sektor, fastholdelse af sporet med strukturelle reformer med henblik på at øge arbejdsudbuddet og en hård opbremsning i det offentlige investeringsniveau i forhold til indeværende års kickstart.

Finanspolitisk lykkedes det hverken Enhedslisten at gøre fra eller til. Men på de mere konkrete politikområder blev der med forliget truffet beslutninger, som får stor betydning for de målgrupper, der sigtes mod.

De små sejre
Det gælder for de ’udfaldstruede’ ledige på vej ud af dagpengesystemet. For de socialt udsattes tænder og fagforeningernes kamp mod social dumping. Mange kommunalpolitikere vil nok kunne genkende Enhedslistens splittelse over ikke at kunne komme igennem med sine store mærkesager, men alligevel vælge at gå med i en aftale for trods alt at få den indflydelse, som det giver.

Samtidig kunne mange lokale politikere og embedsmænd nok have undt Enhedslisten større succes med at løsne regeringens jerngreb om den kommunale økonomi. Alligevel er der nok en del – herunder KL – der nu ånder lettet op over, at støttepartiet på en række konkrete punkter ikke fik mere indflydelse.

Godt nok vækker beslutningerne om at centralisere tilsynet med sociale institutioner og at finansiere en ny uddannelsespulje til arbejdsløse ved at sænke loftet for udgifterne til aktivering ikke stor begejstring i KL.

Det var også en skuffelse for KL, at seniorjobordningen i stedet for at blive begrænset eller afskaffet, endte med at blive udvidet en smule. Der kunne dog let være føjet flere punkter til listen over upopulære initiativer set med landsforeningens optik.

Kommunal dumping
Blandt andet i forhold til indsatsen mod social dumping havde både Enhedslisten og SF som udgangspunkt gerne set flere forpligtigelser lagt på kommunernes skuldre. SF har tidligere fremsat et beslutningsforslag om at gøre det til et lovkrav med arbejdsklausuler i kommuner og regioner, som sikrer at der leves op til danske overenskomster på de offentlige byggepladser.

Finanslovsaftalen endte i stedet med at gøre brugen af arbejdsklausuler til et emne i økonomiaftalerne mellem stat, kommuner og regioner. Samtidig vil sociale klausuler med krav om praktikpladser ved offentlige anlægsprojekter kun blive forhandlet inden for en ramme, hvor kommuner ikke pålægges yderligere udgifter.

Håndteringen af den politiske aftale om at oprette flere tusinde akutjob i kommunerne, suppleres med finanslovsforliget med målsætningerne om at sikre uddannelse til de ’udfaldstruede’ dagpengemodtager og ambitionen om at skabe 13.500 flere fleksjobstillinger.

Det sidste kommer blandt andet til at indebære forsøg med at oprette kommunale fleksjobstillinger. Samtidig nedsættes der en arbejdsgruppe, som frem mod sommerens økonomiforhandlinger skal se nærmere på mulighederne for at skabe flere fleksjobstillinger i det offentlige.

Glem minimumsnormeringer
Det bliver således et travlt og hektisk forår i jobcentrene, som sandsynligvis også skal til at forholde sig til helt nye regler omkring førtidspension og de nye ressourceforløb. Til gengæld blev spørgsmålet om normeringerne i daginstitutionerne sparket godt og grundigt til hjørne.

Som allersidste punkt i aftaleteksten fremhæves det, at 'aftaleparterne konstaterer (…) at regeringen har igangsat et udredningsarbejde, der skal resultere i en ny opgørelsesmetode for normeringen i dagtilbud.'

Et udredningsarbejde der ifølge finanslovsaftalen forventes afsluttet ved udgangen af 2013. Først herefter kan man gå i gang med at opstilles en ny model for opgørelse af normeringen, som den videre diskussion kan baseres på.

Som en understregning af styrkeforholdet mellem regeringen og støttepartiet runder aftaleteksten således af med at banke en stor pæl gennem Enhedslistens ambition om at indføre minimumsnormeringer inden for en overskuelig tidshorisont.