”Jeg blev fyret i går.” 

Torben Bach rettede sig og holdt med begge hænder om stoleryggen.

 ”Jeg har hverken taget af kassen eller opført mig tåbeligt til julefrokosten.”

 Et svagt smil løsnede lidt på stivheden.

 ”I 12 år har jeg været økonomidirektør. Aldrig har der været en klage ... Jeg bor selv i kommunen. Kender den ud og ind som min egen...og alligevel har de sidste tre år været et helvede. En ny borgmester og en kommunaldirektør, der ikke rigtig vil snakke med mig.”

Scenen med direktøren, som ved et seminar for økonomichefer fortæller om sin fyring, er hentet fra Uffe Stormgaards nye bog ’De Skamløse’.

Bogen foregår i Vesterhøj, en kommune med 30.000 indbyggere et sted på Københavns Vestegn. Plottet i historien er beretningen om den loyale, redelige økonomidirektør, som lader sig friste  til at fremme en bestemt byggesag og samtidig sikre sig selv en ekstraordinær indtægt på 10 millioner kroner. Den del af historien er fiktion, men rammerne i kommunen, embedsmændenes positionering i forhold til hinanden, de politiske intriger, idealismens armlægning med kynismen og i det hele taget magtkampene i det lille samfund er langtfra fri fantasi. Som forfatteren Uffe Stormgaard siger: 

 ”Hvis du spørger, hvor meget der er fantasi, og hvor meget der er dokumentaristisk, så vil jeg sige, at alt det tekniske er dokumentarisk til den mindste detalje. Personerne er ikke. Det er sammensatte personer, jeg har karikeret efter virkeligheden.”

 Og Uffe Stormgaard kender den kommunale virkelighed – ikke mindst efter 13 år som kommunaldirektør i Ballerup. Episoden fra indledningen er da også hentet fra den tid.  

”Jeg har jo selv oplevet den situation for 20 år siden. Og det var en stærk oplevelse,” siger Uffe Stormgaard: ”På det tidspunkt blev hver fjerde kommunaldirektør fyret ... eller skiftet ud. Det er jo en meget høj procent. Der er noget svingdør over det at være offentlig ansat,” siger han. 

 Er det ikke meget naturligt? For det handler vel meget om kemien mellem borgmesteren og kommunaldirektøren?

 ”Det handler udelukkende om kemien efter min mening. Jeg kan sige det meget brutalt: Hvis ikke kommunaldirektøren og borgmesteren går i spænd, så må en af dem skiftes ud. Og det er ikke borgmesteren.”

Aber flyttes bag facaden

Hvad var det, der gav dig lyst til at skildre det magtspil, der foregår i kommunerne?

 ”Jeg synes, det er utrolig relevant for vores demokrati. Der foregår jo en kamp. For det første er der det, vi kalder abeflytning. Det er meget udbredt – ikke kun blandt politikerne, men også blandt embedsmænd. Sådan en administration er jo et minisamfund, hvor folk har gode og dårlige egenskaber. Man kæmper om sine fagområder og om politikernes gunst. Man kæmper om indflydelse, men på overfladen er det jo så disciplineret, dannet og velopdragent,” siger Uffe Stormgaard.

Vil der altid være magtkampe bag den pæne facade?

 ”Ja, sådan er det jo i alle mulige organisationer, hvor der er en pyramide-struktur. Man vil altid have en kamp for at komme til tops. Men samtidig har man en sidelæns kamp om områder. Når jeg i min bog skildrer den lidt barske kamp, så er det ikke, fordi jeg synes, det vildeste dyr i skoven skal vinde, men for at sige, at det er vigtigt, at få lagt tingene på bordet. For så kan du undgå mange konflikter.

 ”Jeg har ikke selv fået skrammer, synes jeg, men jeg har observeret, hvordan spillet spilles. Og jeg har lært 

at det er meget vigtigt for vores demokrati, at man lægger tingene åbent frem.”

 Hvad tror du, at den slags magtkampe i kommunerne gør for og ved demokratiet? 

”Måske kan man ved at lægge det frem gøre opmærksom på lukkethed og sammenspisthed. Fejlen er, at det foregår i det dunkle. I ’De Skamløse’ bliver der afholdt møder, hvor kommunaldirektøren ikke er med. Og ham, der bliver fyret, kommer også ud for nogle understrømme,  der gør, at der sker andre ting end det, der tilsyneladende præsenteres for borgerne og de ansatte. Det er jeg meget imod.” 

De ting, der sker, er altså ikke det, der bliver sagt, der sker?

”Du kan jo tage hele sagen med fyringen af kommunaldirektøren på Frederiksberg. Hvad var det egentlig, der skete? Hvad var det for et notat, der lå? Og hvem gjorde hvad? Er det borgmesteren? Der var jo også rygter om en anden, der ville have hendes job. Alle de faktorer, som vi ikke rigtig får noget at vide om. Det er jo det, ’De skamløse’ skildrer – måske i en lidt mere dramatisk form. Men virkeligheden overgår jo ofte fantasien.”

I ’De Skamløse’ nævner du en direktør, som bliver fyret, da der kommer en ny borgmester. Nu er kommunerne økonomisk pressede, og så snakkes der om, at kommunerne ikke har råd til at komme af med direktørerne efter bogen og derfor må finde alternative måder at gøre det på. Kan du genkende det?

”Jeg kan forestille mig det i hvert fald. For det er jo noget helt naturligt, at når kassen er ved at være tom, så vil man slippe så billigt som muligt ud af at komme af med folk. Efterhånden er det lykkedes de her topembedsmænd at få nogle gode afviklingsordninger, og de er ret dyre. Hvis man er åremålsansat med tre-fire år tilbage, så skal man jo have tre-fire gange 1,5 millioner. Og 6 millioner svarer jo til renoveringen af en lille børnehave.”

Er man ikke selv ude om, at det er dyrt at fyre en kommunaldirektør, når man bruger åremålsansættelser? 

”Jo, åremålsansættelser er jo ikke kun  til for at beskytte embedsmændene – men også for, at begge parter kan siger pænt farvel efter udløb af tiden. Jeg mener ikke, man skal tilbage til tjenestemandslovens uafsættelighed. Jeg blev ansat som juridisk sekretær i Kulturministeriet i 60’erne. Og så gik der lister rundt, hvor der stod, hvornår man blev udnævnt – om otte år fuldmægtig, om 12 år ekspeditionssekretær. Så tænkte jeg: ’Det kan jeg sgu ikke holde ud: Min karriere ligger fuldstændig fast allerede.’ Det system duede simpelthen ikke. Du blev kontorchef, fordi du har siddet der så og så længe og ikke ud fra, om du har kompetencerne til at lede. Vi skal ikke tilbage til det.” 

Vil det så sige, at hvis det nu koster fem millioner at komme af med en kommunaldirektør, så er det bare det, det må koste?

”Det må det jo gøre. Det må være efter klare og gennemskuelige regler. I ’De skamløse’ sker det jo altsammen udenoms. Det er den ene handel mod den anden, og det er hverken retfærdighed eller gennemskuelighed. Det er derfor, jeg siger, at den vilkårlige fyring skal frem i lyset.”

Demokratisk kortslutning 

Hvad betyder det for vores demokrati, hvis de her ting ikke kommer frem? Får vi et dårligere demokrati?

”Ja, det må vi jo sige. Hvis folkestyret skal have nogen mening, så skal det være transparent. Så skal vi vide, hvad der får politikerne og embedsmændene til at handle, som de gør. Det har vi krav på. Det nytter ikke noget, at vigtige afgørelser sker i mørke, uden at vi kan se, hvad det er for faktorer, der har  spillet ind. Hvad er det, der gør, at det er det resultat, man er nået til? Jeg mener, at gennemsigtigheden er utrolig vigtig. Det er også derfor, at udviklingen går mod åbne møder.”

Men er det ikke sådan, at jo mere man åbner, jo mere bliver der brug for at lave noget gedulgt, for de virkelig væsentlige ting tør man ikke at lægge åbent frem?

 ”Jamen, det bør man jo gøre. Netop de væsentlige ting. I Folketinget kan der være  sikkerhedsmæssige hensyn. Og i erhvervslivet kan der være forretningshemmeligheder. Det er der jo ikke i en kommune. Jeg tror ikke, Herlev vil angribe Ballerup. Og der er jo heller ingen, der vil stjæle debatter og holdninger. Tværtimod. Der er ingen begrundelse for lukketheden. Den er gal, når der fifles. Og det gøres jo, når det er mørkt. Fifling foregår ikke ude i solskinnet.” 

Hvad tror du, årsagen er til, at tingene ikke bliver lagt åbent frem?

”Der er nogle særinteresser, der skal plejes. Det kan være magtbegær og personlige eller partipolitiske intereser – fra det store til det små. Der er noget, som, nogen mener, ikke tåler dagens lys. Sat på spidsen er vi ovre i det bedrageriske som i ’De Skamløse’.  Men der er mindre beslutninger, der mudrer. Demokrati er jo dødbesværligt. Og det skal det være.” 

Så når man fifler, så er det i virkeligheden en kortslutning af demokratiet? 

”Det sagde du. Men måske en lille smule ... altså, det er jo nok ikke 220 volt i spændingsfeltet hele tiden. Men en kortslutning på lommelygteplan måske.”

 Nu vil du gerne have tingene frem i det åbne. Og jeg står helt åbenlyst for det samme. Er vi så ikke et par naive væsener? 

”Jo, det er vi da. Eller ... jeg ved ikke, hvor naiv jeg er ... jeg har haft en god borgmester, som selv har været meget med på åbenhed. Der har måske nok været politiske fiflerier, som jeg ikke kender til. Men hvis du spørger, om vi er naive ... Er det naivt at tro på, at tingene skal fungere bedst muligt, og hvis man vil have et demokrati, så må man lægge tingene åbent frem til diskussion?” 

Skal jeg forstå det sådan, at hvis det er naivt, så vil du gerne kaldes naiv? 

”Det har jeg ikke spor imod. Jeg vil nødig kaldes en naiv tosse. Men jeg vil gerne vedstå en vis naivitet, hvis det samtidig er parret med en vis form for fornuft. Det her er jo ikke en ny diskussion, og jeg tror, det er vigtigt, at der holdes gang i diskussionen om åbenhed. Det, jeg bekymrer mig om, er åbenhed, en god moral og sund fornuft. Men sund fornuft kan desværre bøjes en del.”

 Synes du, det kniber med de tre ting?

 ”Nej, men jeg synes, der skal luftes ud engang imellem. Hvis man ikke får den debat løbende, så sander tingene til. Og så opstår der pludselig sådan nogle store sager, som vi helst havde været fri for.”

 Tror du, det er naturgivent, at man skal have en tamilsag eller noget i den stil en gang hvert 20. år? 

”Ikke hvis man får luftet ud hver dag. Ikke hvis man sørger for, at muggen ikke får lov at brede sig. Man skal skrabe mug af hver dag og ikke vente, til skimmelsvampene har sat sig alle vegne, og vi ikke længere kan trække vejret.”