Familier fra byen søger bæredygtige fællesskaber

En gåtur i Københavns Sydhavn viser om noget hovedstadens udvikling fra en udpræget arbejderby til rammen om livet for stadig flere middelklasses børnefamilier. Den gamle industrihavn er forsvundet og erstattet af omfattende lejlighedskomplekser med tre, fire og fem rum i hver af boligerne bag de store glasfacader.

Her skal en væsentlig del af byens næste generation vokse op, hvis det står til rådhusets politikere. Men i enkelte af lejlighederne har drømmen om at skifte hjemmet af glas, stål og sten ud med et liv tættere på naturen rodfæstet sig og vokset, så lignende tanker nu spirer frem i andre lejligheder over hele byen.

Under overskriften ’Frikøbing’ er det uden anden form for markedsføring end mund til mund-metoden lykkedes at samle en større gruppe engagerede mennesker, som arbejder målrettet på at etablere en bæredygtig bosætning et sted i Københavns opland.

Et par af nøglepersonerne bor næsten dør om dør i det nye Sydhavnen. En af dem er Patrick Martinussen, der ud over sin rolle som formand for den forening, der udgør projektets organisatoriske ramme, bruger store dele af sin tid på at skrive ph.d. ved Statens Byggeforskningsinstitut.

- Grundlæggende er folk kommet til, fordi der er en række værdier i projektet, som tiltrækker dem. Men også fordi mange ser en mulighed for at forme rammerne om deres fremtidige liv og samtidig udfolde nogle af deres personlige interesser, siger Patrick Martinussen.

Isolerede i storbyen

Udgangspunktet er at skabe en større bosætning baseret på bæredygtigt byggeri, socialt fællesskab og selvforsyning. Der findes allerede en række lignende bofællesskaber og økologiske landsbysamfund rundt omkring i landet. 

Men den store interesse om projekt Frikøbing har overbevist Patrick Martinussen om, at der både er plads til og behov for nye fællesskaber, særligt i pendlerafstand til København.

- Mange føler sig isoleret i storbyen, hvor de måske ikke engang kender navnet på naboen. Alligevel har de svært ved at give slip på byen, fordi det er her, deres karrieremuligheder ligger, siger Patrick Martinussen.

Indtil nu er et par og tyve husstande skrevet op til at købe en grund, når et egnet sted er fundet og overtaget. Det er hovedsageligt unge børnefamilier i alderen 25 – 35 år, de fleste akademikere.

Men den sociale diversitet må meget gerne blive større. Derfor er Patrick Matinussen glad over, at flere ældre er kommet med, og han håber, at det kan lade sig gøre at få et almennyttigt boligselskab tilknyttet, så der også kan blive oprettet lejeboliger.

Kollektive kernefamilier

Der er ikke noget nyt i drømmen om at forlade byen til fordel for et liv tættere på naturen. I 1960’erne rykkede hippier i stor stil på landet for at oprette kollektiver. I 1920’ernes industrialiserede Europa blev længsel efter bondesamfundets tabte fællesskaber i en forvansket form indrullet i den nazistiske ideologi. Og midt i 1800-tallets Amerika sad forfatteren Henry David Thoreau i en selvbygget hytte i en skov og skrev om byernes besværligheder og selvforsyningens kunst.

Dynamikken er formentlig kendt lige siden de første by-civilisationers fremkomst. Men den moderne udgave har sit eget særkende, som afspejler den tid, vi lever i. Der er ikke blot tale om nostalgi og et forsøg på at vende tilbage til en verden, som ikke længere findes.

- Det er en alt for overfladisk udlægning. Det handler selvfølgelig om værdier og om livsstil. Men samtidig er det også et rent praktisk forsøg på at indrette sig på nye og mere hensigtsmæssige måder i forhold til de krav, nogle familier står over for i dag, siger sociolog og ekstern lektor ved Københavns Universitet Bella Marckmann, der har skrevet ph.d. om danske økosamfund.

Mens familien også var i centrum i kollektivernes storhedstid i 60’erne og 70’erne, så var det på en helt anden måde end i dag. Dengang blev familien af mange set som en undertrykkende institution baseret på en forældet patriarkalsk magtstruktur. Kollektivets fællesskab fungerede så som et frigørende alternativ til det traditionelle familiemønster.

I de moderne økosamfund og storbofællesskaber bliver familien i højere grad opfattet som en skrøbelig størrelse, som presses af samfundets krav og forældrenes egne ambitioner for deres arbejdsliv. I den sammenhæng fungerer fællesskaberne snarer som en støttende ramme for familien end som en erstatning, forklarer Bella Marckmann.

Større potentiale

Forskningschef ved Statens Byggeforskningsinstitut Hans Thor Andersen er enig i, at den store interesse for de mindre økosamfund for mange handler mindst lige så meget om praktiske hensyn som ideologi.

- Der har altid været nogle, som er mere kollektivt indstillet end gennemsnittet. Og når man er en familie med to udearbejdende voksne, så kan det jo være en fordel at deles mere om opgaverne med fællesspisning eller at passe hinandens børn, siger Hans Thor Andersen.

Han peger også på, at det med de høje boligpriser i hovedstadsområdet giver god økonomisk mening, hvis man hver især kan nøjes med lidt mindre plads, og så i stedet har fælles festsal, vaskeri og haver. 

Både Hans Thor Andersen og Bella Marckmann ser de økologiske bosætninger, som en oplagt mulighed for kommuner, der ønsker at appellere til et bestemt segment af storbyens familier. Særligt for kommuner med lidt længere pendlerafstand til byen på grænsen mellem by og udkant.

- Fænomenet kunne godt være større, end det er i dag. Det kan man blandt andet se ved, at når nye fællesskaber bliver etableret, så bliver folk ofte boende længe, og hvis noget står ledigt, så kommer der hurtigt nye til, siger Bella Marckmann.

Fremtidens tilflyttere

Den erkendelse er allerede nået flere af kommunerne i hovedstadens opland. Initiativtagerne bag Frikøbing har været i kontakt med blandt andet Lejre og Roskilde Kommuner, som begge har været meget lydhøre.

- Det ville være fint af få dem herud. Ikke kun fordi vi meget gerne vil have flere børnefamilier i kommunen, men også fordi det ligger i god tråd med vores tanker om økologi og bæredygtighed, siger Martin Stokholm (S), formand for Lejres teknik- og miljøudvalg.

I kommunens overordnede uviklingsstrategi, Lejre-strategien, er netop muligheden for at indrette sig med nye og mere alternative boformer fremhævet som et centralt element i at sikre fremtidens udvikling.

Også Hillerød Kommune gør det med sin såkaldte tilflytningsstrategi til en politisk prioritet at skabe rum til nye eksperimenterende bolig- og fællesskabsformer.

- Jeg har selv boet i kollektiv det meste af mit liv, så jeg er meget indstillet på de her ting, og det mener jeg, at også resten af byrådet er, siger Tue Tortzen, Fælleslisten og formand for Hillerøds miljø- og teknikudvalg.

Drømme som lokalplan

Initiativtagerne bag Frikøbing er glade for den interesse og velvilje, som både forvaltning og politikere har vist deres projekt. Men man ved også godt, at der er rigtig mange hensyn, der skal tages, når puslespillet for de samlede lokalplaner skal gå op.

- Plansystemet er meget komplekst. Bare det at finde ud af, hvor man skal henvende sig, og hvordan man kommer igennem med sine idéer på den rigtige måde, er en stor opgave for sådan nogle som os, der ikke er vant til at tænke inden for de her rammer, siger Patrick Martinussen, der har skrevet speciale om netop samspillet mellem økosamfund og de kommunale planlæggere.

Men når et egnet sted er fundet, og projektfolk og kommune er blevet enige om en lokalplan for området, så er de afgørende brikker på plads. Det er i hvert fald erfaringen i Halsnæs Kommune, der huser landets ældste økosamfund, Dyssekilde.

- Man lavede en lokalplan stort set på baggrund af deres ønsker. Og siden har der aldrig været et behov for at give dispensation til noget. Alt hvad der er foregået, er holdt inden for den lokalplan. Og det synes jeg faktisk er meget flot, siger Helge Friis (S), borgmester i Halsnæs Kommune.

I dag er Dyssekilde en integreret del af lokalsamfundet og virker på mange måder som en dynamo for både erhverv og kultur i området, fortæller Helge Friis. For nylig var han selv ud og åbne en nedlagt station, som Dyssekildes beboere havde renoveret og indrettet med kontorer til små erhvervsdrivende.

Og udover at blive hjemsted for den årlige Himmelstorm musikfestival har Dyssekilde også fået sat nabolandsbyen Torup på landkort som ’Bogby’ med et tilbagevendende træf for nordiske forfattere.

Sovebyen København

Netop den sociale og lokale forankring er også helt central i visionen for Frikøbing. Der skal herske et liv, engagement og gåpåmod, som kan sprede sig som ringe i vandet i nærområdet.

- Der er mange med i gruppen, som har deres ambitioner om, hvad der kan sættes i gang, inden for fællesskabets rammer i samspil med lokalområdet. Det bliver ikke en soveby, siger Patrick Martinussen.

Spørgsmålet er, hvad han efterlader bag sig, når hovedstadens Sydhavn byttes ud med Frikøbings fællesskab. Om det bliver et ekko af vindens blæsen mellem de høje bygninger af glas, stål og sten eller lyden af børn, der leger.

De københavnske politikeres planer om at indrette byen, så børnefamilierne bliver hængende, har fungeret i de gamle bydele på Nørrebro og Vesterbro.

Men om de seneste års byggeboom af rummelige lejligheder på Amager og her i Sydhavnen modsvarer den moderne families drøm om det gode liv på finanskrisens bagkant, kan virke mere tvivlsomt, når man går i de tomme gader en hverdags aften.

Så mens Franks Jensen (S) krydser fingre, kan omegnens kommuner godt hvæsse knivene og begynde deres familiehugst hovedstaden.