Billede
Ken B. Rasmussens bog ‘Livet, det forbandede’ blotlagde en praksis hos Se og Hør, der har fået voldsomme konsekvenser for daværende chefredaktør Henrik Qvortrup. Ken B. Rasmussen betegner selv bogen som fiktion. Foto: Polfoto

Faktion er carte blanche til forfatteren

En bog om Se og Hør samt en hemmelig forfatters udlevering af Socialdemokraternes indre liv udfordrer grænserne mellem fiktion og journalistik. Vi mangler retssager, der indrammer romankunstens udtryk, mener mediejurist.

jura

Af Peter Christian Nielsen | [email protected]

En række bøger, der bevæger sig smidigt, måske kynisk kalkuleret mellem fakta og fiktion, har dannet rammen om to af de mest spektakulære mediesager i Danmark det seneste halve år. Vi taler naturligvis om Se og Hør-bogen ‘Livet, det forbandede’ og ‘Den hemmelige socialdemokrat’.

Den unavngivne forfatter til bogen om det gamle arbejderparti tillader sig at referere private hændelser gennem andenhåndskilder med navngivne personer og gengive fortrolige samtaler. Det faktiske krydres let med et romanstempel, og så er der tale om kunst, hvor injurier og bevisbyrde ikke længere er noget større problem.

Den tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen har i ‘Livet, det forbandede’ udstyret forskellige virkelige personer med dårlige dæknavne, og ellers skriver han ganske frit og realistisk om ‘Set&Hørt’s’ brug af en hemmelige kilde hos Nets, der forsyner sladderbladet med kreditkortoplysninger om landets kendisser og politikere. Rasmussen kaldte værket for en roman, men han har siden indrømmet, at stort set samtlige bogens beskyldninger mod hans gamle arbejdsplads holder stik.

Slipper for juraen

En af Danmarks mest fremtrædende dokumentariske forfattere, Peter Øvig Knudsen, frygter, at de to værker har åbnet en ladeport for bøger, hvor skribenter kan kaste omkring sig med beskyldninger mod navngivne personer uden at have den berømte rygende pistol - alt under dække af fiktion.

- Jeg er nervøs for, om det er en tendens. Jeg har i hvert fald ikke tidligere oplevet så mange bøger, som bevidst bevæger sig på grænsen mellem fiktion og virkelighed, siger han og tilføjer:

- Jeg synes at det er fint, at man indenfor skønlitteraturen arbejder med noget, som er genreoverskridende. Men når man retter kritik mod navngivne personer eller blander sig i samfundsdebatten, så må man tone rent flag og skrive kritikken i eget navn. Jeg oplever det som et bevidst skjul, når man fiktionaliserer på den måde, som det er tilfældet med Se og Hør-bogen. Det er lidt kyllingagtigt. Og samtidig kan den kritiserede part ikke rette kritik til Pressenævnet og heller ikke føre retssager. Formålet med at lave en fiktiv ramme bliver at slippe for det juridiske ansvar.

”Jeg synes at det er fint, at man indenfor skønlitteraturen arbejder med noget, som er genreoverskridende. Men når man retter kritik mod navngivne personer eller blander sig i samfundsdebatten, så må man tone rent flag og skrive kritikken i eget navn.”

Oluf Jørgensen, forskningschef og mediejurist ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, oplever også, at skribenter bevidst søger at blande fiktion og fakta for at undgå de juridiske komplikationer, som kan opstå, når man retter konkrete beskyldninger mod navngivne personer.

- Det er på vej til at udvikle sig til en tendens, at forfattere udgiver i fiktiv form, selvom vi skal regne med, at det er den skinbarlige virkelighed, der bliver beskrevet. Man kan hænge folk ud. Man kan krænke privatlivets fred. Indenfor fiktionen er det lovligt at lade sig inspirere af virkeligheden, så længe man ikke hænger bestemte personer ud, siger han.

Mangler præcedens

I Danmark er der stort set kun én retssag, som har forholdt sig til grænserne for fiktive værkers brug af virkelige personer. Forfatteren Claus Beck-Nielsen alias ‘Das Beckwerk’ blev sagsøgt af sin tidligere samarbejdspartner, Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, for at have brugt en række personfølsomme oplysninger om Strøbechs liv i sin bog ‘Suverænen’. Beck-Nielsen tillægger blandt andet sin tidligere samarbejdspartner racistiske holdninger og sympati for medlemmer af en terrorgruppe i bogen. Østre Landsret frikendte ‘Das Beckwerk’ for at have krænket Strøbechs privatliv. Retten anførte, at værket som helhed var fiktion og at ‘hensynet til den kunstneriske ytringsfrihed vejer tungere end hensynet til Thomas Skade-Rasmussen Strøbechs ønske om at beskytte oplysninger af privat karakter’.

Retten vurderede derfor, at samfundets overordnede interesse i et frit kunstnerisk udtryk således er vigtigere end beskyttelsen af enkelte detaljer fra en persons privatliv. Oluf Jørgensen mener dog, at bøger som ‘Den hemmelige socialdemokrat’ understreger behovet for flere retssager, hvor grænserne for brugen af navngivne personer og virkelige hændelser i fiktive værker bliver mere tydelige.

- I ‘Den hemmelige socialdemokrat’ bliver navngivne personer beskrevet som værende til stede under forskellige samtaler og begivenheder. Deres udtalelser udlægges, selvom forfatteren angivelig ikke har været til stede i alle sammenhænge. Hvis de personer, der nævnes, ikke mener at have sagt det, der er gengivet, eller ikke har været til stede i en sammenhæng, så kan bogen være krænkende. Så kan der være tale om injurier eller krænkelser af privatlivet, siger Oluf Jørgensen.

Nødvendig genre

Peter Harms Larsen, adjungeret professor ved Roskilde Universitet og forfatter til bøger om faktion, blandingen af fiktion og journalistik, mener, at grænserne for sammenblan­dingen af virkelighed og fakta i eksempelvis romaner bør være meget vide.

- Det er vel et helt rimeligt synspunkt, at man ikke ønsker at tage konsekvensen af en kritik. I et autoritært styre er det en måde at kunne fremføre en kritik uden at blive forfulgt, siger han.

Professoren mener, at det er forståeligt, at forfatteren bag ‘Den hemmelige socialdemokrat’ har ønsket at forblive ukendt.

- I tilfældet ‘Den hemmelige socialdemokrat’ kan man vist roligt sige, at hvis vedkommende havde skrevet det her og stået frem, så havde det ramt karrieren, siger han.

Peter Harms Larsen kan ikke se, hvordan det er muligt at fastlægge helt klare grænser for faktion. For ham er hver enkelt bog eller værk en unik sag, hvor man må afveje, om virkemidlerne står mål med historien.

- Hvis man laver journalistik, så er det vigtigt at dokumentere. Hvis man løsriver sig fra den genre, så er det nogle andre regler, som gælder, siger han og nævner den norske journalist Åsne Seierstads bog ‘Boghandleren i Kabul'. Boghandleren sagsøgte journalisten, fordi han ikke kunne genkende meget af sit liv i det, som Seierstad gengav i bestselleren.

- Hun fik en dom for at have skrevet noget, som hun ikke havde dækning for. Men det var journalistik. Hun står inde for sandheden i det tilfælde. Bogen kan vurderes på kontrakten mellem journalisten og kilderne. Flere kilder siger, at hun ikke har fået lov til at skrive, som hun gjorde, siger Peter Harms Larsen.

Peter Øvig Knudsen overvejede selv at skrive fiktion om den danske Gestapo-mand og torturbøddel Ib Birkedal Hansen. Det blev han talt fra af forfatteren Kirsten Thorup.

- Hun henviste til Tage Skou-Hansens fiktive bog om modstandsbevægelsens stikkerlikvideringer. Hans bog rejste næsten ingen debat, hvorimod min bog, som var 100 procent dokumentarisk, rejste meget stor debat. Det mener jeg generelt, man gør bedre etisk og fagligt med det dokumentariske format, siger Peter Øvig Knudsen.

Kommunikation

Kultur

Tilmeld dig nyhedsbrevet