Styringen af det specialiserede område er ved at drive kommunerne til vanvid. Udgifterne stiger, og nogle gange er det svært at overskue, om borgerne får den hjælp og støtte, de skal have. Begge dele er problematisk, og der er ikke noget enkelt svar på, hvornår en kommune gør det godt - eller bare godt nok. God styring af det specialiserede område er nemlig ikke enkelt, og god styring er i sig selv ingen garanti for, at udgifterne falder. 

Men god styring, der kommer hele vejen rundt om kompleksiteten på området, er nødvendig, hvis kommunerne også i fremtiden skal levere den nødvendige støtte til borgerne, uden at udgifterne bare stiger og stiger. Det fordrer en styringsmodel, som kobler faglig, finansiel og politisk styring. 

Nogle vil med rette argumentere for, at stigende udgifter skyldes et stigende behov for støtte, og at Ankestyrelsens praksis, lovgivningen og de landspolitiske forventninger til kommunernes støtteniveau i sig selv er udgiftsdrivende. Det betyder dog ikke, at kommunerne ikke kan gøre noget. Der er stadig et lokalt råderum, som giver kommunerne mulighed for en mere bæredygtig indsats og økonomi på området. 

Forskelle vidner om lokalt råderum

Det spotter man fx i en analyse af kommunernes praksis i relation til borgere i botilbud, som koster over to mio. kr. om året – de særligt dyre enkeltsager. Komponent har lavet analysen sammen med KL, og 59 kommuner har medvirket i den. 

Analysen viser stor varians i, hvor mange borgere som koster over  to mio. kr. om året. I kommunen med færrest dyre enkeltsager er det 0,2 borgere pr. 1.000 borgere, der koster mere end 2 mio. kr., mens det i kommunen med flest dyre enkeltsager er hver tusinde borger, der koster over to mio. kr. 

Dykker vi ned på målgruppeniveau, eksempelvis borgere med udviklingshæmning, ser vi ligeledes en stor variation. I én kommune er der ingen borgere med udviklingshæmning, der koster over to mio. kr., mens det i en anden kommune er borgere med udviklingshæmning, som står for 67 pct.  af de særligt dyre enkeltsager.  

Sammenholder vi tal fra to mellemstore kommuner, som ligger i samme region, ser vi, at det i kommune ét især er borgere med autismespektrumforstyrrelser, der koster meget, mens det i kommune to er borgere med udviklingshæmning. Og dette til trods for, at kommunerne har både geografiske og demografiske fællestræk.

Store forskelle i faglig praksis

Ovenstående viser, at der er forskel på den faglige praksis og dermed også en forskel på, hvordan faglig praksis påvirker udgiftsniveauet. Det var en kæmpe overraskelse for både os og de medvirkende kommuner. Men den tydeliggør samtidig, at der er virkelig meget viden om faglig praksis og styring, som kommunerne med fordel kan lære af hinanden. 

På det specialiserede område er det i praksis de socialfaglige aktiviteter, der udløser støtten til borgerne og dermed udgifterne. Den faglige styring sker i en lang række delelementer, hvoraf den vigtigste er selve visitationen eller myndighedssagsbehandlingen. 

Det er vores erfaring, at der også internt i kommunen er store forskelle på faglig praksis. Når vi samarbejder med kommuner om faglig styring af det specialiserede område, ser vi oftest store spredninger i de vurderinger, der foretages af de enkelte sagsbehandlere. 

Forskellene både i og på tværs af kommuner skyldes bl.a., at sagsbehandlere og ledere er påvirket af historik, kultur og krydspres fra både pårørende og andre faglige aktører. 

Samtidig ser vi en tendens til overbekymring, enten som følge af, at ingen andre indsatser har haft effekt, at borgeren tidligere har været tilknyttet indsatser, som er gået mindre godt, eller at lignende indsatser for andre borgere er gået skævt. 

Dertil kommer, at beslutninger under pres ofte bliver mere intuitive og automatiske og mindre grundige og systematiske. 

Og sidst, men ikke mindst påvirkes den faglige praksis af de mulige offentlige og private tilbud i egen og omkringliggende kommuner. 

Det kalder på en tydelig faglig ledelse, hvor det med udgangspunkt i de politisk udstukne rammer og gode styringsværktøjer bliver tydeligt for sagsbehandlerne, hvordan sagsbehandlingen af borgerne skal ske. 

Et brugbart cockpit

God styring af det specialiserede område kræver, at man har overblik over, hvor mange borgere vi hjælper, hvilken hjælp de får, og hvad det koster. Og selvom der er fuldstændig styr på dokumentationen og støtten til den enkelte borger, er det overraskende få kommuner, der har valide data, som er koblet sammen med økonomien på området. De mangler simpelthen et databaseret overblik, som kan hjælpe til at forstå udviklingen på området og lægge politiske, faglige og økonomiske udviklingsstrategier. 

Det er rigtig svært at skabe sammenhæng mellem de mange it-systemer, indsatser og økonomiske metodikker på området i en kommune. Men det manglende overblik svækker styringen og muligheden for at lægge gode planer og følge op på, om de lykkes. 

Et grundlæggende setup bør som minimum bestå af sagsflow og intervalopdelt sagsvarighed på de enkelte indsatser – og gerne med ugentlig opdatering, så det er muligt at rette til og rette ind, hvis det viser sig, at en indsats har kørt for længe uden den ønskede effekt. 

Den finansielle styrings bidrag til opgaven handler om at skabe de bedste forudsætninger for, at budgettet bliver overholdt, og at det bliver tydeligt, hvad pengene skal bruges til eller er brugt til. 

Det kræver en stærk kobling til den faglige styring. Det skal fx gøres tydeligt, hvor mange borgere der forventes at skulle have støtte efter de forskellige indsatser, og hvor meget disse indsatser i gennemsnit forventes at koste. De socialfaglige eksperter i kommunen skal give deres bud på antallet af borgere, og økonomerne skal regne på, hvordan udgifterne skal fordeles. 

På den måde bliver det i realiteten de faglige planer, der styrer fordelingen af budgettet. Men de overordnede økonomiske rammer er fastsat politisk, så fagområdet skal tilrettelægge den faglige indsats inden for den givne økonomiske ramme og de politiske visioner og vedtagne strategier på området. :