'Borgernes inddragelse og indflydelse er afgørende for et velfungerende lokaldemokrati, tilliden til det offentlige og vores legitimitet til at agere som myndighed. Men de traditionelle greb til inddragelse og indflydelse er ikke længere nok.' 

Med dette citat fra september 2019, nærmere bestemt Kommunaldirektørforenings oversigt over indsatsområder 2019-2021, vil jeg skrue tiden tilbage til seks måneder før, coronakrisen ramte lande,t og ord som samfundssind og smittekæde blev en del af vores hverdagssprog. Øverst på listen stod arbejdet for at styrke lokaldemokratiet igennem en øget demokratisk dialog. Det arbejde er ikke blevet mindre relevant under coronakrisen. Tværtimod. 

Vi kan som kommune ikke løse samfundets problemer alene, hvad end det drejer sig om vandstigninger, manglende vækst eller et virus. Fremtiden skal skabes i fællesskab, og der er brug for, at vi alle bidrager. Vi har brug for borgernes input, og borgerne har brug for, at vi hører, hvad der fylder hos dem. Vi har brug for, at borgerne deltager aktivt i at finde løsninger og hjælper med at udføre dem, og borgerne har brug for, at vi giver dem muligheden for at deltage. 

Et nyt aktivt borgerskab

Fra folkemøder til borgerråd og borgersamlinger har kommuner landet over de seneste par år eksperimenteret med nye former for demokratisk dialog. Og borgerne møder op. Men vi har brug for flere, og vi har brug for, at de, der møder op, i højere grad repræsenterer hele samfundet; ældre og unge, børnefamilier og enlige, de der har, og de der kæmper.

Under Coronakrisen har vi set borgere tage et aktivt medborgerskab. De har handlet for isolerede naboer, støttet lokale virksomheder og bakket op om myndighedernes udmeldinger ved at blive hjemme og ændre adfærd. Dét aktive medborgerskab skal vi holde fast i.

Antropolog Karen Lisa Salamon beskrev for nylig, hvordan vi under krisen er gået fra et samfund med rettigheder og regler til et samfund, der kræver personlig dømmekraft. Vi kan ikke længere nøjes med at gøre det, der er rigtigt. Vi skal gøre det rigtige. Blot fordi du kan, er det ikke lig med, at du bør. Salamon beskriver det som et skift fra retten til selvforkælelse til en større bevidsthed om fællesskab og samfundssind. Dét samfundssind skal vi holde fast i.

Klima og velfærd kræver samfundssind

Coronakrisen er en akut krise, vi skal løse sammen, men det er reelt ikke den største krise, vi som samfund står overfor. Klimakrisen er så omfattende, at nogle borgere nok står af på forhånd. Hvad betyder det, hvis jeg spiser mindre kød eller tager toget frem for bilen, når hele verden brænder? 

Sandheden er da også, at vi som borgere – eller som kommuner – ikke kan løse klimakrisen alene. Det vil kræve innovation og forskning på et helt nyt niveau. Men det vil også kræve, at vi som borgere byder ind. At vi deltager aktivt i at finde løsninger og sammen udfører dem, at vi ændrer adfærd og accepterer, at vi må undvære og ofre os for et fælles bedste. Det er samfundssind, og det er jo netop det, vi har øvet os på de seneste par måneder.

Vi får formentlig også brug for det samfundssind – om end under lidt andre former -  når vi efter coronakrisen skal videreudvikle vores velfærdssamfund. 

Meningen med nærhedsreformen

Regeringens bebudede nærhedsform vil skabe nye muligheder for lokalt fagligt råderum. Det var meldingen i statsministerens åbningstale før coronakrisen, og det var fortsat meldingen, da hun tog ordet 1. maj. 

De kommunale medarbejdere har da også under coronakrisen vist, at central retning og lokale løsninger er en effektiv kombination. Det gælder eksempelvis daginstitutionslederen, der på kort tid skulle sikre trygge rammer for både børn og personale inden genåbningen, plejecenterlederen, som fandt sikre veje til at lade beboere møde deres pårørende, og de mange andre ansatte, der har taget og tager et kæmpe ansvar i disse dage.

Med nærhedsreformen og et større lokalt råderum følger dog også forskellighed. Hvad der fungerer i én daginstitution, fungerer måske ikke i en anden, og de prioriteringer, man foretager på ét plejehjem, kan meget vel være anderledes på et andet. Når vi sætter fagligheden fri, sætter vi også de lokale ledere fri til at foretage individuelle faglige skøn. Vi sætter dem fri til at tage udgangspunkt i de borgere, der sidder foran dem. Frem for den gennemsnitsdansker, der ligger til grund for et regelsæt.

Den forskellighed i løsningen skal vi som borgere kunne rumme. Og det kræver også samfundssind. 

Fra fælles ydre fjende til fornyet fællesskab

Spørgsmålet er, om vi kan holde fast i vores genfundne samfundssind. Da krisen ramte, rykkede vi sammen – hver for sig. Vi havde en fælles ydre fjende og fandt mod og trøst i fællesskabet. Vi bakkede op om vores ledere og om de beslutninger, de traf. Men i takt med, at vi får bugt med den ydre fjende; i takt med at vi gradvist genåbner samfundet og nogle ’har fået’ mens andre fortsat må undvære, holde lukket eller blive hjemme, dukker utilfredsheden op og villigheden til selv at ofre synes mindre.

Vi må ikke glemme de værdier, vi opdagede under krisen. Vi må ikke glemme værdien af at ofre for fællesskabet. Vi har vist, at vi har evnen og viljen til at hjælpe verden, samfundet og hinanden. Det skal vi holde fast i og minde hinanden om. Vores fælles ydre fjende er muligvis på tilbagetog, men det bør vores fornyede fællesskab ikke være.

I Kommunaldirektørforeningen vil vi fortsat arbejde for at styrke lokaldemokratiet og den demokratiske dialog. Vi vil dyrke samfundssindet og sammen med borgerne vil vi løse fremtidens kriser, hvad end de handler om vand, velfærd eller virus.