Sparekniven væk fra velfærden

Skulle jeg have skrevet dette indlæg i februar, ville det udelukkende handle om udligning, geografiske forskelle og om alle børns ret til at have lige muligheder. På det tidspunkt sad vi midt i forhandlingerne om den nye udligningsreform og argumenterede med statistik; demografi, socioøkonomi og likviditet. Dengang bugnede min indbakke med mails fra borgmestre, kommunalpolitikere og interesseorganisationer, der ønskede at nuancere ig bidrage til forhandlingerne. 

Med et blev det hele vendt på hovedet i marts, da coronasmitten bredte sig i landet. Forhandlingerne blev sat på standby. Vi blev sendt hjem. Verden stoppede i de danske hjem. Vi lærte på kort tid - og indimellem med store frustrationer - at arbejde hjemmefra og digitalt. Børn som voksne blev hjemme under devisen pas på hinanden - på afstand. 

Vi rykkede sammen i fællesskabets ånd. Sang med på højskolesange om fredagen foran tv'et, på terrasser og altaner. Jeg må også indrømme, at jeg et par gange har været så rørt over fællesskabets kraft i selskab med den danske sangskat, at der har trillet et par tårer ned af mine kinder. 

Mange har ydet en ekstra indsats
Vi står lige nu i en historisk periode, hvor vi giver afkald på nogle afgørende og betydningsfulde ting som kys og kram med vores nærmeste og vores næste. Hvor de fleste kulturelle oplevelser og ferier aflyses. Hvor trecifrede milliardbeløb inden for kort tid blevet sendt afsted i hjælpepakker. Denne krise koster på så mange måder…

Men katastrofen indtræffer for alvor, hvis det skal komme til at koste på vores velfærd i fremtiden. Et stærkt sundhedsvæsen trådte hurtigt til og har hjulpet de mange, som blev ekstra hårdt ramt af Covid-19. 

På samme måde har skolerne landet over skabt en helt anden og mere corona-venlig skoledag for de yngste, da regeringen bad om det. Gennem hele perioden har personalet på ældrecentre, plejehjem og bosteder passet godt på ældre og sårbare borgere. Det pædagogiske personale i daginstitutionerne er med beundringsværdigt overskud gået til opgaven med at passe de 0-6 årige og samtidig overholde strenge regler om håndvask, afstand og rengøring. Jeg er fuld af dyb respekt og beundring for de mennesker, der har stået i forreste linje og gjort det, der har været nødvendigt med stor faglighed og menneskelighed.

Fællesskabets sikkerhedsnet
Det er kun lykkedes, fordi vi i Danmark har valgt at investere i velfærd til alle. Derfor skræmmer det livet af mig, når jeg hører nogle politikere proklamere, at nu må vi skære i velfærden. Eller når KL´s formand proklamerer, at vi må droppe minimumsnormeringerne. 

Både medarbejdere og politikere i kommuner og regioner ved, at det i forvejen har været svært at få enderne til at nå sammen for at kunne levere på den velfærd, vi alle har så meget brug for. Tiden er tværtimod til at indse, hvor vigtig velfærden er for vores sammenhængskraft og vores fællesskab. Derfor fortsætter SF med at arbejde for styrkelse af velfærden og mulighed for at realisere dette i kommuner og regioner ved hjælp af lempelser i budgetloven og bedre aftaler.

Opgaven er nu at sikre en genåbning af Danmark, som ikke slår skår af vores velfærd, for der skal altså flere hænder til. Kun på den måde kan vi sikre, at vi har et sikkerhedsnet der bærer os, når det gælder. At vi kommer godt igennem den næste krise. Det har du og jeg brug for. Det har fællesskabet brug for.

Charlotte Broman Mølbæk er udover kommunalordfører også handicapordfører, kulturordfører, idrætsordfører og kirkeordfører for SF.