EU er roden til dansk kønskvotehad

Kønskvoter er blevet virkelighed i store EU-organer, men efter årtiers diskussion er det stadig et fy-ord i dansk politik. EU-had er en del af forklaringen, siger flere forskere.

ligestilling

Af Peter Christian Nielsen | [email protected]

Så sker det igen. Nogen nævner det forbudte ord: Kønskvoter. Eller endnu værre: Kvindekvoter. ECB, Den Europæiske Centralbank, vil fremme kvindernes tilstedeværelse i ledelseslagene med kvoter, der dikterer, at 28 procent af topledelsen skal være kvinder i 2020, mens 35 procent af mellemlederne skal være kvinder i 2020.

I øjeblikket er kun 14 procent af toplederne i ECB kvinder, mens tallet er 17 procent for mellemlederne. Herhjemme er kvotedebatten stilnet af, da regeringen bestemte sig for en mildere løsning i form af måltal og påkrævet politik for kvinder i ledelsen hos både statsligt ejede virksomheder og den private sektor. Men hvorfor er det, at der farer en skræk gennem mange danske politikere og meningsdannere, når talen falder på at bruge kvoter til at fremme kvinders tilstedeværelse både i den offentlige sektor og private virksomheder?

EU er synderen

Det handler om vores medlemskab af EU, vurderer Anette Borchorst, professor i statskundskab ved Aalborg Universitet.

- De danske feminister bliver splittet på grund af EF-spørgsmålet, da Danmark står over for at blive medlem i 1973. Mange frygter, at EF kan fratage kvinderne nogle af de goder, som den nordiske velfærdsmodel har bragt med sig. På det her tidspunkt er Central- og Sydeuropa et godt stykke bag os hvad angår ligestilling, siger professoren.

Splittelsen mellem EU-positive og EU-kritiske feminister betyder, at kvindebevægelsen og dermed også den stemme, som over tid kan fremføre krav om ligestillingsfremmende lovgivning, svinder ind, forklarer Christina Fiig, kønsforsker og lektor ved Aarhus Universitet.

- Kvindebevægelsen var stærk i 70’erne, men den døde ud i starten af 80’erne. Siden dengang har det ligestillingspolitiske engagement i Danmark været meget blandet. Både i Folketinget og i organisationerne, siger hun.

Lone Dybkjær, tidligere miljøminister og forhenværende ligestillingsordfører for Radikale Venstre, har gennem sine år i politik oplevet, at ganske få havde lyst til at arbejde for lovgivning, som tager strukturelt fat om ligestillingen.

- Tidligere var der ligestillingsforkæmpere i alle politiske lejre, men da vi kommer ind i EU, så sker der en splittelse mellem EU-tilhængere og mange med ngo-baggrund, som typisk var EU-kritiske. Jeg tror, at det betyder en del, at vi kommer ind i EU tidligere end de andre nordiske lande. Der er ikke en samlet dansk fløj, som arbejder målrettet med eksempelvis kvoter, siger Lone Dybkjær.

LO og DA blokerer

Danmark får henholdsvis 1976 og 1978 lov om ligeløn og lov om ligebehandling, som begge udsprang af EF-direktiver. Samtidig nedsatte statsminister Anker Jørgensen i 1975 Ligestillingsrådet. Her var både LO, DA og FTF repræsenteret, og det havde afgørende betydning for hvad der kunne arbejdes for, fortæller Anette Borchorst:

- Med ligebehandlingsloven i 1978 kommer der et nåleøje som åbner for, at man kan indføre positiv særbehandling af kvinder (herunder kønskvoter, red.), men arbejdsmarkedets parter nedstemte det konsekvent, da de skulle godkende alle dispensationer i forhold til den slags forsøg.

Spoles tiden frem til 2013, er kvoter blevet til virkelighed i en række danske virksomheder ad frivillighedens vej, heriblandt Carlsberg som i 2015 har forpligtet sig til at have 40 procent kvinder i bestyrelsen. I det offentlige er der dog stadig ganske få eksempler på kvoter. Energinet.dk, som er ejet af Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, har blandt andet som mål, at 30 procent af alle ledere i 2015 skal være kvinder.

I universitetsverdenen findes der eksempler på, at institutter belønnes økonomisk, hvis de ansætter kvindelige professorer, men her er ikke tale om en tvungen praksis, nærmere incitamentsstyring. Og det opsummerer meget godt, hvor kønskvoterne står som politisk virkemiddel anno 2013, mener Lone Dybkjær:

- Denne her regering burde føre an i ligestillingspolitikken. Men et flertal i befolkningen vil sige, at kvinderne kan selv, så ud fra en politisk, populistisk holdning er det ikke en vindersag.

EU

Tilmeld dig nyhedsbrevet