I 1996 stod Birte Weiss i sin egenskab af dansk indenrigsminister i en lille bosnisk landsby med hånden for munden og så halvt opløste lig blive hevet op af en massegrav (billede fra BWs bog om sagen).
Foto: Polfoto
I 1996 stod Birte Weiss i sin egenskab af dansk indenrigsminister i en lille bosnisk landsby med hånden for munden og så halvt opløste lig blive hevet op af en massegrav (billede fra BW's bog om sagen). Foto: Polfoto

Et memento fra Balkan

For 20 år siden var det bosniere, der flygtede fra en borgerkrig. I dag udkommer antologien Og Balkan kom til Danmark, der vil afdække, hvordan vi håndterede de 20.000 flygtninge, og en af hovedforfatterne er Danmarks indenrigsminister i de år, Birte Weiss.

interview

Af Søren Engelbrecht | [email protected]

Har vi glemt, at det er sket før? At mange tusind flygtninge tidligere er strømmet ind over Danmarks grænser i håb om hjælp og beskyttelse. At det kun er 20 år siden.

De havde ikke lige så langt, men omstændighederne var de samme. Kuglerne fløj om ørerne på dem, fordi en stat var i opbrud. Et styre uden kvaler og kompromisløse militante oprørsgrupper komplicerede krigen, og Vesteuropa måtte indse, at folkedrab skete lige på den anden side af ligusterhækken.

I 90’erne var Balkan i opbrud, og specielt de bosniske muslimer var hårdt ramt. Mere end to millioner flygtede, hvilket er næsten halvdelen af Bosniens daværende befolkning, mens 100.000 ikke overlevede brutaliteten. Lyder det bekendt?

20 år efter Balkankrigens begyndelse startede oprøret i Syrien. Igen spiller religion og etnicitet en væsentlig rolle, igen drives der millionstore masser fra hus og hjem. Her 20 år efter fredsaftalen mellem Serbien, Kroatien og Bosnien, den såkaldte Dayton-aftale, vil en dansk antologi forsøge at afdække, hvad der skete, og hvad vi gjorde.

”Det kan bruges som et slags memento til politikere om, at man hverken skal over­drive eller underdrive de problemer, som en højspændt flygtninge­situation fører med sig.”

Bag bogen, der udkommer i dag og bærer titlen Og Balkan kom til Danmark, står blandt andre journalist og tidligere indenrigsminister for Socialdemokraterne Birte Weiss, som spillede en af de vigtigste danske roller.

Det var, før både lov og minister hed noget med integration, så det var Indenrigsministeriet, der varetog den flygtningeudfordring, vi ikke havde stået overfor siden efterdønningerne af Anden Verdenskrig.

Politisk splid

Og Balkan kom til Danmark er ikke en lærebog, men vi - og især politikerne - må stadig godt tage ved lære af de 19 kapitlers indhold, som er forfattet af blandt andre NGO’ere, journalister, forskere og tidligere kommunalt ansatte.

- Meget af det er viden, der ikke kan findes i officielle arkiver, fordi kapitlerne er skrevet af mennesker, der selv agerede og var til stede i forskellige situationer. Det kan bruges som et slags memento til politikere om, at man hverken skal overdrive eller underdrive de problemer, som en højspændt flygtningesituation fører med sig, siger Birte Weiss.

Som socialdemokratisk indenrigsminister 1993-1997 var det Birte Weiss, der i høj grad skulle stykke flygtningepuslespillet sammen. Og det var ikke uden udfordringer, for selvom et bredt folketingsflertal i starten af krigen fandt sammen om et kompromis i form af jugoslaverloven, fordi alle var enige om, at krigen ikke ville vare flere år, så blev de to fløje polariseret op gennem Nyrups regeringsperiode.

Den midlertidige to-års-opholdstilladelse, som jugoslaverloven tildelte bosniere, ville Venstre og Konservative forlænge til først tre og senere syv år, da Europa indså, at krigen ville vare mere end to år.

Og mens venstrefløjen fokuserede på, hvordan bosnierne skulle fordeles og integreres, fastholdt højrefløjen, at de skulle hjem igen. Venstre hævdede, at familiesammenføringer ville betyde en enorm stigning - måske op til 50.000 - i antallet af bosniske flygtninge, men det viste sig langtfra at være tilfældet, da der i gennemsnit er givet 65 tilladelser om året. Og ifølge Birte Weiss var det et skræmmescenarie, der ikke var baseret på fakta.

- De politiske partier var orienterede om de rigtige tal, så det var en myte skabt mod bedre vidende. Der var ikke noget at sige til, at folk rundt-omkring i landet undrede sig. De så for sig, at der sad 30.000 i Bosnien, som ventede på at komme til Danmark, men det havde aldrig været indenfor sandsynlighedens grænser, siger Birte Weiss og tilføjer, hvor farlig den diskurs kan være:

- Det er et godt eksempel på, at politikere også skal være præcise med fakta, når det kommer til udlændingepolitik. For folk har ikke mulighed for at tjekke fakta.

Kan ikke sammenlignes

Bogen skal ikke opfattes som et forsøg på at sammenligne de to flygtningestrømme én til én, for det kan man ifølge Birte Weiss ikke. Der var ikke migranter iblandt dengang, hvilket betød, at så godt som alle opnåede asyl. Det var i praksis lettere at flygte som en hel familie, fordi turen ikke var lige så lang, og antallet af familiesammenføringer nåede derfor ikke op på mere end 1.287 i løbet af 20 år - hvor Udlændingestyrelsen forventer at give 12.000 tilladelser til sammenføringer alene i år. Og så kom de fra et samfund, der i højere grad var sekulariseret.

- Derfor skal man nok være meget varsom med at sammenligne de to situationer - det er jeg i hvert fald. Bogen tager heller ikke afsæt i et forsøg på at vise, hvor meget de ligner hinanden, siger Birte Weiss.

Men hun bider stadig mærke i nogle ligheder. Den store strøm på i alt 20.000 bosniere var en udfordring for kommunerne, og især mændene ankom med voldsomme krigstraumer, som vanskeliggjorde deres integration. jugoslaverloven gav bosniere midlertidig opholdstilladelse i to år, mens det samme gælder i ét år for syrere i dag, hvilket vanskeliggør integrationen trods gode hensigter. Og så træder civilsamfundet i karakter, mens politikerne ikke kan enes.

Spredt mere end tidligere

Selvom der i starten af krigen var bred enighed om, at bosnierne skulle hjem igen, så måtte de med tiden sande, at krigen hverken sluttede i morgen eller overmorgen, så omkring 16.000 af de 20.000 flygtninge endte med at blive i Danmark. Det betød, at vi stod med en integrationsudfordring, der ikke var set før. Tidligere var flygtninge blevet fordelt på få, store asylcentre, men omstændighederne betød, at man nu var nødt til at inddrage hele landet - også provinsbyer, der ikke tidligere havde set skyggen af en flygtning.

- Det gjorde, at den uoverkommelige opgave blev overkommelig. 20.000 kan virke uoverskueligt, men 200 i et lokalsamfund er til at håndtere, og fordi flygtningene blev spredt ud, lykkedes det at få skabt et positivt medspil, siger Birte Weiss og tilføjer, at flertallet var klar til at hjælpe, selvom der var nogen modvilje blandt borgere og politikere. Formandskabet i Kommunernes Landsforening krævede et flygtningestop, men de blev undsagt af et flertal af landets borgmestre.

Cirka 100 lokalsamfund blev involveret, og som Birte Weiss beretter, var alle landsdele og kommunetyper repræsenteret. Det er et af de områder, hvor man i dag bruger erfaringerne fra 90’erne. I dag bliver flygtninge i endnu højere grad spredt ud i landet, for selvom 90’ernes projekt med at flytte flygtninge ud i flere provinsbyer gav gode resultater, så lykkedes det ikke fuldt ud.

Tosprogede uddannelser

Birte Weiss er ikke bleg for at erkende de fejl, hun selv og regeringen begik med bosnierne. Et vigtigt område er de bosniske børns skolegang, hvor fejlvurderingen af krigens længde igen var en faktor. Fordi alle – i starten også de fleste bosniere – forventede, at der var et velfungerende land at komme hjem til, blev der oprettet skoler, hvor undervisningen skulle foregå efter bosnisk pensum og manér. Og det var en fejl.

Skulle børnene have været direkte i dansk folkeskole?

- Med den viden, man fik senere hen, så er det indlysende, at svaret er ja. Det havde været nemmere, men det kan du ikke bruge til noget i dag, erkender Birte Weiss.

Hun uddyber igen, at fejlen havde rod i den internationale fejlvurdering af krigens længde, så forældrene var også interesseret i at få deres børn undervist udfra bosniske skolebøger. Det første skridt mod at inddrage bosnierne i undervisning på dansk blev taget gennem gradvis indslusning i de lokale folkeskoler og ved at oprette to særlige kostgymnasier, hvor de kunne tage en kombineret dansk-bosnisk uddannelse.

- Tanken var, at den skulle kunne bruges, uanset om det endte med, at man blev i Danmark eller vendte tilbage til Bosnien. Det var en helt ny måde at tænke på, men det viser blot, hvor uklart perspektivet i deres fremtid var, og den uklarhed forsøgte man så på forskellig vis at skræve over, for-klarer Birte Weiss.

Unge er godt integrerede

Og hvordan går det dem så i dag? I samarbejde med Ankestyrelsens Analyseenhed, Danmarks Statistik og Udlændingestyrelsen har det været muligt for Birte Weiss at undersøge, hvordan det står til med bosniere over 18 år i Danmark. Hun hæfter sig i høj grad ved undersøgelsens positive aspekter, hvor den røde tråd er, at bosniske unge stort set lever ligesom deres danske jævnaldrende. I hvert fald på to essentielle parametre: uddannelse og privatliv.

- Det kom bag på mig, at de unge tilsyneladende har en livsstil, der er fuldstændig som danske unges. To tredjedele bor papirløst sammen med deres partnere, og halvdelen af dem danner par med en dansker. Så en række af de fordomsfulde billeder, der eksisterer om muslimske unge, dur i hvert fald ikke på bosnierne, siger hun om den del af undersøgelsen, der ikke har været publiceret før bogens udgivelse.

Den tidligere socialdemokratiske minister har et indgående kendskab til Bosnien, og hun er ikke i tvivl om, at disse resultater i høj grad skyldes det sekulariserede samfund, bosnierne kom fra. Netop derfor tør Birte Weiss ikke spå de syriske flygtninge samme integrationssucces. Kulturen i Bosnien skal ifølge Birte Weiss også tilskrives en stor betydning, når man ser på unge bosnieres uddannelsesgrad. Tal fra undersøgelsen viser blandt andet, at bosniske kvinder i alderen 18-24 år uddanner sig en smule mere end jævnaldrende danske kvinder, og de unge bosniere peger selv på tre afgørende grunde: For det første lader de sig smitte af den danske uddannelsestanke, dernæst har forældrene høje ambitioner for deres børn, og for det tredje ser bosnierne det som et så stort privilegium at få penge til at uddanne sig, at det næsten er uansvarligt at takke nej.

- I et samfund som det bosniske, hvor der er stor social skævhed i muligheden for at få en uddannelse, ser man det som en chance, når man kommer til et land, der gennem årtier har gjort så meget for at fjerne netop den sociale skævhed ved at give unge mennesker SU, siger Birte Weiss, som selv har boet i Bosnien i et år, efter hun forlod indenrigsministerposten i 1997.

Realisme på Christiansborg

74-årige Birte Weiss har ikke samme indgående kendskab til Syrien og de mellemøstlige flygtninge, men som journalist og civil borger ser hun det samme gennemgående ønske hos dem, som hun så hos bosnierne: De vil hurtigst muligt have en plads i det danske samfund. En hverdag med arbejde og aktiviteter.

Hun ser også et folketing, der er blevet klogere, og ser mere realistisk på den krig, folk flygter fra. Selvom partierne ikke er enige om, hvordan udfordringen skal mestres, og hvordan flygtningene skal behandles, så er der konsensus om, at der ikke bliver fred i Syrien indenfor en overskuelig fremtid.

- I modsætning til dengang er der i dag en god forståelse for, at flygtningene skal i gang hurtigst muligt. Det er godt, at politikere kan blive klogere, siger Birte Weiss og ler.

Bogen udkommer 2. november på Aarhus Universitetsforlag. Den er skrevet af 25 forfattere og redigeret af Birte Weiss og Niels-Jørgen Nehring.

Blå bog

Birte Weiss

  • Født i 1941
  • Journalist på Weekendavisen
  • Uddannet journalist ved den social-demokratiske presse i 1963
  • Socialdemokratisk indenrigsminister 1993-1997
  • Derudover kirke-minister 1994-1996, sundhedsminister 1996-1998 og IT- og forskningsminister 1999-2001
  • Medlem af Folketinget 1971-1973 og 1975-2001
  • Æresborger i den bosniske by Kljuc

Demokrati

Tilmeld dig nyhedsbrevet