En gammel vits består i spørgsmålet: Hvad laver en possementmager, og svaret: Han går som arbejdsmand, for der er ikke længere nogen, der bruger possementmagere til noget.

Nu er det ganske vist ikke helt sandt, for der er en enkelt dansk possementmager tilbage, og hans virksomhed fremstiller stadig possement. Men pointen i vitsen er selvfølgelig uanfægtet af denne lille korrektion. Vi har at gøre med et fag, som kun de færreste kender, men som stadig har en niche i form af kvaster, tresser, guldsnore til uniformskasketter og den slags.

Ifølge Den Store Danske Encyklopædi er possementmagere håndværksmæssigt knyttet til blandt andre perlestikkere og knapmagere, og så er vi ved at være ovre i de uddøde fag, hvor også for eksempel karetmagerne hører hjemme. Men selv hvis vi holder os til de stærkt decimerede fag, er der nok at vælge imellem lige fra børstenbindere og sadelmagere over stukkatører og blytækkere til mørkekammerassistenter og typografer.

Hvis man blot er midaldrende eller lidt mere, er de to sidstnævnte dog nogenlunde indenfor det, man har oplevet som nutid, og at de alligevel praktisk taget er fortid, understreger bare, hvor stærkt det går.

Det er ikke ret mange år siden, at en telefonsvarer var en fysisk maskine, som man skulle købe; i dag er det en immateriel funktion, og selvom tilstedeværelse eller fravær af penge stadig kan føles ret håndgribelig for den enkelte, så er efterhånden selv penge i vidt omfang rykket ud af den fysiske verden og blevet til ren og skær informationsudveksling.

Derfor måtte det før eller siden komme dertil, at også informationsudvekslingen selv blev immateriel. Fra at man for ikke særlig mange år siden kunne brokke sig over at blive tvunget til at flytte en brevkasse fra hoveddøren ud til hækken eller ned til gadedøren, er vi nu der, hvor det langtfra er hver dag, der er grund til overhovedet at åbne brevkassen, medmindre det lige er en af de dage, den er stoppet fuld af reklamer.

Når man taler om den slags, bruger man ofte udtrykket, at det ‘er gået den forkerte vej’ med noget, og hvad det angår, er det i efterhånden mange år gået den forkerte vej med både postkassetømning, omdelingstidspunkter, brevkasseplacering, posthusåbningstider, por-tostørrelse og postløse dage. At postbefordring som beskæftigelse og som virksomhed nu også er i nærmest lodret fald, kan man i respekt for de ansatte, hvis levevej forsvinder, også godt kalde, at det ‘går den forkerte vej’, men det gør det jo kun, fordi servicen stort set er blevet overflødig.

Fravalget af postbefordring er brugerdrevet, så at sige. Igen - det er skidt for dem, der mister jobbet, men det er jo ikke sådan, at fravalget af postbefordring betyder, at vi ikke kommunikerer mindst lige så meget som tidligere;vi gør det bare smartere og hurtigere og billigere. Samfærdslen gik jo heller ikke i stå, da automobilet udkonkurrerede oksekærrer og hestevogne, og når førerløs individuel transport om formentlig kortere tid, end vi forestiller os, begynder at hugge ind på markederne for hyrevogne og privatbiler, vil både taxi- og Uber-chauffører skulle se sig om efter anden beskæftigelse.

Det seneste årsregnskab for PostDanmark, nu en afdeling af PostNord, rummer et varsel om en lignende skæbne for postbudene, der snart kan komme til at hænge de nye blå uniformer ind ved siden af de røde, der heller ikke bruges mere. Og da det er os selv, brugerne, der med vores adfærd har trukket tæppet væk under posten, bør tabet for alle andre end dem, der mister jobbet, være til at overse.

Helt så enkelt er det naturligvis ikke. Postens styrke var, at den kom ud til alle overalt og til samme pris uanset afstanden. På det punkt bliver det et problem i tyndtbefolkede områder med store afstande, hvis/når det kongelige danske postvæsen definitivt må bukke under og overlade opgaven til private aktører på markedsvilkår.

Men måske er der en enkel løsning på det. I postens storhedstid havde de røde postbude en social funktion, fordi de kom overalt og kunne give besked de rette steder, hvis nogen havde brug for en hjælpende hånd. I dag er det lige omvendt. Kommunale støttepersoner kommer overalt og kunne måske tage et brev med og aflevere på vejen, hvis der en sjælden gang er brug for det.