Den 19. oktober præsenterer Dagpengekommissionen sin længe ventede redegørelse. Dermed kan et af de mere langstrakte, snørklede og ejendommelige forløb i dansk politik finde sin afslutning.

Som bekendt var det Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti, der i 2010 sammen med VK-regeringen besluttede at halvere dagpengeperioden. Socialdemokratiet og SF stemte imod, og Helle Thorning-Schmidt var endog ude i de helt store retoriske møllesving, da hun betegnede det som et ”dolkestød” i ryggen på den arbejdende befolkning.

Efter valget i 2011 afviste De Radikale at ændre aftalen, og dermed blev dagpengespørgsmålet en af hjørnestenene i fortællingen om regeringens løftebrud, og de mange tryllepenge i Fair Løsning.  Efter en række akutpakker og midlertidige ordninger endte Helle Thorning-Schmidt med at losse spørgsmålet godt og grundigt ud af banen forud for folketingsvalget ved at nedsætte Dagpengekommissionen. Også her nåede Radikale Venstre dog at få sat en fod på, så det blev skrevet ind i kommissoriet, at en nyordning ikke måtte koste flere penge end hidtil.

Winston Churchill påpegede engang, at ”en kamel er en hest designet af en kommission”, og de seneste ugers læk fra dagpengekommissionen har da også illustreret, at der fortsat er et par pukler, som skal masseres på plads.

Første pukkel er forkortelse af genoptjeningsperioden og forlængelse af dagpengeperiodens længde. Anden pukkel er spørgsmålet om, hvorvidt der skal tilføres yderligere finansiering.

Tre partier skal mødes

Det er forventningen, at regeringen indbyder til forhandlinger få timer efter, at dagpengekommissionen har præsenteret sin redegørelse. Regeringen skal altså ikke først tygge redegørelsen igennem, og botanisere i den, for derefter at fremsætte sit eget forslag, som det eksem­pelvis skete, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen rundbarberede Velfærdskommissionens omfattende arbejde i 2006, og umiddelbart efter fremlæggelsen pro­klamerede, at skattelettelser, brugerbetaling og… nåhja, en halvering af dagpengeperioden, ikke ville indgå i de politiske forhandlinger.

En hurtig igangsætning af forhandlingerne hænger sammen med, at regeringen ikke ønsker et langstrakt forhandlingsforløb, som flytter ud i det offentlige rum med nye og ”konstruktive indspark” fra diverse faglige organisationer. Af samme grund er det også et kvalificeret gæt, at der allerede har været forudgående drøftelser mellem regeringen og de partier, som er afgørende for indgåelse af en aftale, således at forhandlingsrammen er etableret.

Lars Løkke Rasmussen lovede under valgkampen, at han ikke vil lave en dagpengeaftale uden om Socialdemokratiet, og Mette Frederiksen har klart afvist Dansk Folkepartis forslag om at finde en aftale uden om regeringen. Det er således en forudsætning for en aftale, at disse tre partier finder hinanden. Folketingets øvrige partier skal ikke regne med at spille nogen væsentlig rolle i forhandlingerne, men kan vælge om de vil tilslutte sig aftalen.

Strid om nye penge

Det store stridspunkt bliver i hvilket omfang, der skal tilføres yderligere midler. DF har længe advokeret for det, og Mette Frederiksen afsluttede fire års socialdemokratiske frustrationer ved at benytte Folketingets åbningsdebat til at tilkendegive det samme.

En væsentlig årsag var det lækkede notat fra Dagpengekommissionen, som viste, at der er intern uenighed om, hvorvidt der kan laves en smartere model, som reducerer risikoen for at ryge ud over ”dagpengekanten”, uden at der tilføres yderligere midler.

Et flertal i kommissionen lægger angiveligt op til en reduktion af dimittendsatsen fra 82 til 78 procent, samt indførsel af 8 årlige karensdage, som kan annulleres ved at påtage sig forefaldende arbejde. Et mindretal bestående af fagbevægelsens repræsentanter er ikke indstillet på at acceptere mere end 3 karensdage, og peger i øvrigt på, at der skal tilføres 650 millioner kroner.

Efter Claus Hjort Frederiksens kasseeftersyn hænger nye penge imidlertid ikke på træerne. Der er 1,7 milliarder kroner til fordeling i de igangværende finanslovsforhandlinger. Ud af disse skal der afsættes cirka 600 millioner kroner til det kommende politiforlig, hvis politiet skal holde sit eksisterende niveau.

Samtidig må det forventes, at de resterende 1,1 milliarder kroner hurtigt får ben at gå på, hvis man skal tilfredsstille DF og Konservative, som begge er stemplet ind i finanslovsforhandlingerne med en lang smørrebrødsseddel af ønsker, som peger i hver sin retning.

Dertil kommer, at reduktion af dimittendsatsen for at overføre pengene til de øvrige dagpengemodtagere samt tilførsel af nye penge ikke vil understøtte Løkkes pejlemærke fra valgkampen om, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde.

Samtlige de tre store partier har en interesse i at finde en fælles aftale. De kommende uger vil vise, om det lykkes at lave en hest ud af kamelen.