Det offentlige kan lære af LEGO

Da krisen var størst for legetøjs-giganten LEGO, analyserede virksomheden på sit produkt og sit marked. Den dengang økonomisk pressede Billund-virksomhed nåede frem til, at den havde svigtet sine kunder: børnene.

LEGO havde udviklet sig til at være alt andet end geniale byggeklodser, hvis store styrke er at give rum for at lade fantasien spille. LEGO skar alt det overflødige væk og gjorde i en opsigtsvækkende turnaround sig igen gode venner med børnene.

Selskabet afleverer nu det ene flotte regnskab efter det andet.

Kerneydelsen
Forenklet er det en lignende øvelse, som en enig bestyrelse for KL lægger op til med en opsigtsvækkende plan for velfærdssamfundet.

Planen ’Vilje til velfærd’ støttes af alle partier i KL’s bestyrelse. Fra SF til Dansk Folkeparti. I ’Vilje til velfærd’ kommer KL med en række kvalificerede bud på, hvordan der skal prioriteres hårdere,og hvordan de grundlæggende velfærdsydelser skal målrettes borgere med størst behov.

Kort sagt: De kommunale politikere lægger op til reformer. Ligesom LEGO har det danske velfærdssamfund bevæget sig langt væk fra kerneydelsen og lider i dag af en række kostbare knopskydninger.

Et af de mere groteske eksempler er den 65-årige pensionist med en årlig indkomst på 300.000 kr. og en millionformue. Vedkommende kan for eksempel få reduceret sin ejendomsværdiskat, indefrosset sin ejendomsskat og få rabatordning på transport.

En enlig 35-årig mor til tre børn med en tilsvarende indkomst og uden formue har derimod ikke adgang til disse velfærdsydelser. Man kunne også se mere på beskæftigelsesområder, hvor en række aktiveringsprojekter har en yderst begrænset evne til at få aktiverede i arbejde.

Samtidig virker de konkurrence-forvridende, så normale arbejdspladser forsvinder. For projektet giver
det mulighed for, at andre kan blive aktiveret. Og det giver selvfølgelig arbejde til projektlederne.

Kontrast
KL’s udspil står i skærende kontrast til et stort set enigt folketing, hvor enhver tale om reformer, der kan koste stemmer, er et fy-ord. Mest tydelig er den manglende lyst til at reformere arbejdsmarkedet og til at afvikle efterlønnen, hvor vi – finanskrisen til trods - mener, at der er råd til at lade 130.000 arbejdsdygtige og erfarne medborgere holde fri på efterløn. Den årlige udgift til efterlønnerne
er 18 milliarder kroner.

Med de lokale politikeres enighed om, at landets økonomi skal reddes igennem reformer og ikke kun igennem nedskæringer, har vi fået noget, der mest af alt kan minde om et to-partisystem. Partiet Centralmagten, der afviser nødvendige reformer, og Kommunepartiet, der vil have værktøjskassen frem og få justeret den hakkende motor.

Socialdemokraterne og SF præsenterede forleden deres store økonomiske plan. Et af forslagene er, at den arbejdende del af befolkningen skal arbejde en time mere per uge for at få råd til at bevare efterlønnen.

På den måde undgår de to partier at lægge sig ud med den ældre del af vælgerne og tørrer udgiften til efterløn af på blandt andre trængte børnefamilier.

Løsningen på finanskrisen er formentlig, at vi både skal arbejde mere, og at der ikke er råd til efterløn.

Baggrunden for KL’s udspil er, at vi kan se frem til et underskud på de offentlige finanser på et trecifret milliardbeløb. Arbejdsstyrken bliver væsentligt mindre samtidig med, at der bliver flere ældre.

Hver gang otte personer forlader arbejdsmarkedet, vil der kun komme fem nye til. ”Det stiller krav om reformer, hvis samfundet skal fremtidssikres.

Alternativet er, at velfærdssamfundet på sigt bryder sammen både økonomisk og personalemæssigt,” lyder advarslen fra hovedleverandøren af offentlige velfærdsydelser, der frygter for en fremtid, hvor der hverken er personale eller økonomi til at tilbyde borgerne en ordentlig service.

KL mener, at velfærdssamfundet på sigt risikerer at bryde sammen både økonomisk og velfærdsmæssigt.

Styrket KL
Udspillet stiller KL stærkt forud for sommerens forhandlinger om kommunernes økonomi. For KL har vægtige argumenter for, at krisen ikke alene kan løses med nedskæringer. Men også med  grundlæggende reformer.

Måske skulle sommerens økonomi-forhandlinger bruges til at finde de ’gamle’ LEGO-klodser frem og skære den overflødige del af velfærden væk, mindske den nidkære statskontrol med kommunerne, koncentrere indsatsen om de svageste grupper og styrke kerneinstitutioner som blandt andet skoler og sygehuse.

Græske tilstande
Forud for økonomiforhandlingerne står det klart, at et af kommunernes store problemer er, at Løkkes strukturreform ikke giver de lovede gevinster ved rationaliseringer og effektiviseringer. Reformen af udligningen belaster mange kommuner hårdt. Endelig tyder meget på, at mange kommuner ikke er kompenseret tilstrækkeligt for overtagelsen af de amtslige opgaver efter strukturreformen.

Samlet set påvirkes den danske økonomi i dag af, at de nødvendige tilpasninger og effektiviseringer under højkonjunkturen blev forpasset.

Konsekvensen er, at velhaverlandet Danmark er uforholdsmæssigt hårdt ramt af krisen. Vi har ikke græske tilstande. Det kan vi takke Nordsø-olien og ansvarsfulde kommunale ledere og politikere for. Men grækernes manglende evne til at gribe ind over for velerhvervede rettigheder som ekstra  månedslønninger til for eksempel offentligt ansatte har vi jo også herhjemme.

Med KL’s ’Vilje til velfærd’ står det klart, at kommunerne nu forsøger at tage ansvar. Når nu  centralmagten ikke vil.