Den lune midterplads er ikke et kendt fænomen blandt mellemlederne i kommunerne. Tværtimod er stillingen rettere betegnet som ’mellemmand blandt stridende parter’ og typisk en ensom tjans at bestride.

Det viser en undersøgelse fra Lederne, der bliver publiceret i næste måned. Her svarer 36 procent af de offentlige ledere, at de er enige eller meget enige i ’at føle sig alene i lederjobbet’.

Undersøgelsen viser, at halvdelen af de adspurgte ledere ikke snakker jævnligt med deres nærmeste chef, og det kobler ledelsesrådgiver hos Lederne Niels Henriksen sammen med mellemlederne:

”Jeg tror, at forvaltningschefer og kommunale institutionsledere tegner sig for en rigtig stor andel af de ensomme ledere. De har typisk ikke nogen at læne sig op af i hverdagen, fordi der er langt til folk i samme stilling, så de mangler simpelthen sparringspartnere,” siger Niels Henriksen, der er  overrasket over det høje tal.

Lederne er under pres
Lederne står i hverdagen i et krydspres, hvor de skal være ’enige’ med deres overordnende, politikerne, som blandt andet lægger budgetterne, og samtidig skal de repræsentere de ansatte under sig.

Organisationspsykolog Line Thatt siger:
”Typisk ligger de politiske beslutninger langt fra hverdagen. Madordningen er et godt eksempel – det er en politisk beslutning, hvor man har glemt at spørge pædagoger og forældre inden, hvad de synes.
Når ordningen så alligevel nedlægges, efter der er investeret i nyt køkken og ansat en madmor, så står institutionslederen tilbage med at skulle forklare over for sine medarbejdere, hvordan de kommer videre derfra, selv om man måske inderst inde synes, at man er ladt i stikken af den politiske  ledelse.”

Line Thatt er enig med Niels Henriksens analyse af, at netop mellemlederen mangler at kunne drøfte oplevelser med folk, der bærer en tilsvarende kasket.

I 2008 lancerede Lederne en lignende undersøgelse foretaget blandt både offentlige og private ledere, der bekræfter tendensen. Undersøgelsen viste ingen signifikant forskel på offentligt og privat ansatte.