'Det er ikke nok ikke at gøre fortræd'

At hjælpe de mest udstødte er ikke en opgave for hattedamernes gode viljer. Pligten til at handle har drevet Preben Brandt gennem hans lange arbejdsliv for at få samfundet til at tage ansvaret på sig.

portræt

Af Kim Rosenkilde Nielsen | [email protected]

En tvivler. En pjalteproletar. En Don Juan. Set på afstand fremstår Preben Brandt som en af samfundets indignerede stemmer, der konsekvent tager de allermest udsattes parti. Men kommer man nærmere, begynder nuancerne at trænge sig på og danne konturerne af et menneske, som vedkender sig at være styret af andre kræfter end blot social harme og idealisme. 

Det handler både om pæne ting og mindre pæne ting, fortæller Preben Brandt, da vi mødes på en bænk i Det Kongelige Biblioteks Have for at tale om hans nye erindringsbog.

”Jeg har meget tidlig haft en indignation, som gjorde, at jeg ikke kunne klare et samfund, der ikke behandler sine borgere ordentligt. Og så har jeg selv oplevet på min egen krop, hvad fattigdom kan medføre,” siger Preben Brandt.

Oven i det har han arvet morens trang til at være ambitiøs. Og med ambitionerne fulgte en stræben for at opnå – om ikke magt – så i hvert fald indflydelse. 

Gennem livet har det påvirket mange valg og fravalg både professionelt og personligt. Også valget om at skrive en bog om sit liv, selv om han egentlig var gået på pension.

”Jeg behøvede slet ikke skrive den, jeg kunne bare have drevet den af. Men det kan jeg alligevel ikke, og det skyldes en eller anden ambition om at ville fortælle noget og være med til at påvirke. Men det er vel også legalt,” siger Preben Brandt.

Iværksætteren

Det er knap et år siden, at Preben Brandt slap grebet om den daglige ledelse af Projekt UDENFOR, som han tog initiativ til i 1997. Drivkraften var delvis frustration over de offentlige myndigheders, særligt Københavns Kommunes, manglende evne og vilje til at tage hånd om de mest udstødte og udsatte borger. 

Delvist at skabe en platform, hvor det opsøgende arbejde på gadeplan kunne kombineres med forskning i og formidling af viden om årsagerne til hjemløshed. Samtidig skulle organisationen give genlyd i den socialpolitiske debat.

”Jeg ville så gerne gøre opmærksom på, at selv om velfærdssamfundet gennem god sociallovgivning og øget rigdom havde rykket størstedelen af det forarmede proletariat op i middelklassen, så foregik der stadig en udstødelse af de svageste og anderledes,” skriver Preben Brandt i sin erindringsbog.

Det lykkedes at trænge igennem med budskabet. Både i medierne og politisk. Det i en sådan grad, at den nytilkomne borgerlige regering valgte at gøre ham til formand for Rådet for Socialt Udsatte. En position som i høj grad fordrede, at han talte regeringen midt imod.

Brokkehovedet 

Og det gør han stadig. Taler regeringen midt imod. Ikke med vrede, men nærmere med dyb forundring og skuffelse over, hvordan der i den politiske retorik tales om nogle af samfundets mest udsatte borgere.

Reformen af førtidspensionen er, som Preben Brandt ser det, et fælt eksempel. En reform, som i store træk har afskaffet en ydelse, han gentagne gange har brugt til at hjælpe og behandle de udstødte borgere, han har arbejdet med. 

Men nu skal ingen ’efterlades tilbage på perronen’ på en permanent overførelsesindkomst. Det politiske mål for alle må være at komme i arbejde. 

”Gu’ vil vi da ej have alle de ledige ind på arbejdsmarkedet. For ikke alle er produktive. Arbejdsgiverne vil ikke have de mest udsatte og utilpassede, for de kan jo ikke en gang tjene deres egen løn ind,” siger Preben Brandt med patos – ikke ophidselse.

Blikket vender han et øjeblik op mod den overskyede sensommerhimmel. Det er stadig lunt, men efteråret er på vej. Også for 67-årige Preben Brandt. I dag går han kun sjældent på gaden for at mødes med de hjemløse, som nu går en hård årstid i møde. 

Men ambitionerne er der stadig, så han har ikke tænkt sig at trække sig tilbage til en rent privat puppe. 

”Jeg har mange ting, jeg gerne vil. Særligt i forhold til at sætte fokus på det stigende problem med grænseoverskridende hjemløshed i Europa. Men ellers vil jeg forbeholde mig den ældre mands ret til bare at sidde og brokke mig,” siger han 

Socialarbejderen

Det var Preben Brandts idé at mødes udenfor i Det Kongelige Biblioteks Have. Her i den lille grønne oase midt i Slotsholmens fortravlethed er vi ikke blot under samme åbne himmel, som de hjemløse skæbner, der har fyldt hans liv. 

Vi er også tæt på de politikere og embedsmænd, som har magten til at ændre vilkårene for samfundets udstødte. For det er det, det handler om. Udstødelse. Mennesker der af en lang række grunde ikke har kunnet klare at få deres liv til at hænge sammen inden for de etablerede rammer og derfor ender ’udenfor’.

Samtidig understeger vores møde i bibliotekets have Preben Brandts grundlæggende princip om at være udadvendt og opsøgende. De sidste 20 år har han kun undtagelsesvis talt med personer i faglig sammenhæng inde på et kontor.

De hjemløse og udstødte møder han, hvor de er. På gaden, i parken, i skoven ved et værested eller i deres små lejligheder og selvbyggede hjem. En tilgang, der i en vis grad har vundet indpas blandt socialrådgivere, men som Preben Brand gerne så mere udbredt.

”Når man er derude, bliver man opmærksom på en særlig indsigt og forpligtigelse, som er en vigtig del af det sociale arbejde. Ikke kun for dem, der udfører det, men også for dem, der administrerer det og for de politikere, der beslutter rammerne for det” siger Preben Brandt.

Proletaren 

Hans eget liv er på mange måder formet af en personlig og professionel vekselvirkning mellem et ’indenfor’ og et ’udenfor’. Den dominerende mors opvækst i stigmatiserende fattigdom satte sig dybe spor i barndomshjemmet. 

Morens ambition om social opstigning skabte en omflakkende tilværelse i Københavns forstæder, hvor midlertidig succes og velstand endte som social deroute.

Da Preben Brandt var 19, blev moren skilt igen. Ikke fra faren, ham havde hun forladt flere år tidligere. Sønnen var blevet tilbage, og nu formanede moren ham om at blive hos sin syge far.

”Du ved vel godt, at hvis du flytter, vil du svigte far, og det vil han ikke overleve,” lød de tyngende ord.

Den personlige kamp for at bryde den sociale arv blev til en higen efter at gøre en forskel og opnå anerkendelse for det. Efter gymnasiet vaklede han mellem jura, teologi og medicin. 

Humanisten valgte naturvidenskaben. Men i takt med at Preben Brandt fik foden plantet stadig mere solidt indenfor i den medicinske og psykiatriske verden, desto mere trak hans professionelle arbejde ham udenfor blandt samfundets udstødte.

 ”Jeg tror rigtig meget på, at vi alle har noget nedlagt i os gennem slægten og vores egne oplevelser. Vi er alle sammen styret af noget, som vi ikke kan træde ud af. Det kan både være negativt og positivt. I bund og grund opfatter jeg stadig mig selv som en pjalteproletar,” siger Preben Brandt.

Forføreren

Mens mønsterbruddet er en realitet på den professionelle front, så fremstår bruddet med den omflakkende opvækst noget mindre entydigt i erindringsbogens beskrivelse af privatlivet. Her kredser Preben Brandt om sine mange korte og længerevarende forhold til forskellige kvinder, om åbne forhold og ubehaget ved at binde sig. Også da der kommer børn ind i billedet.

De mange private bekendelser om utroskab og mislykkedes forhold er ikke faldet i lige god jord hos alle anmeldere. Jyllands-Postens Henrik Gade Jensen kalder det decideret ’trættende’.

”Alligevel gav han bogen fire ud af seks stjerner, så det synes jeg egentlig, var en meget pæn bedømmelse,” siger Preben Brandt.

”Har du for øvrigt set overskriften på Kristeligt Dagblads anmeldelse? Hvis ikke, vil jeg ikke røbe den,” fortsætter han smågrinende. 

Smilet antyder, at der vist ikke er gået noget skår af ham ved at blive kaldt en ’filantropisk Don Juan’ af den kristent funderede avis. Til gengæld tynger det at kunne se tilbage på, hvordan ambitionerne og arbejdet også har betydet personlige svigt. 

Kan arbejdet for, hvad man kan kalde en større sag, retfærdiggøre svigt på det personlige plan?

”Det er et dilemma, der hele tiden har ligget mig meget på sinde. Jeg ved ikke, om det kan retfærdiggøres. Men jeg synes, at jeg har taget hånd om de ting, så godt jeg kunne, når nu mine præmisser var, som de var,” siger Preben Brandt.

Tvivleren

Han rykker sig på bænken og falder tilbage i sine tanker, mens øjnene retter sig mod en flok børnehavebørn, der løber rundt i parken og leger gemme.

”Men jeg kan jo ikke vide det helt præcist. Jeg er en stor tvivler. At være i tvivl er en væsentlig del af mit liv. Jeg lyver ikke i det, jeg skriver. Men det er jo mine erindringer og fortolkninger, og det kan jo godt være, at jeg tolker forkert”.

Nogle af de legende børnehavebørn forsøger at skjule sig i buskadset bag parkens Søren Kierkegaard-statue. Den Kierkegaard, der sammen med den danske teolog K.E. Løgstrup, inspirerede til de politisk-filosofiske visioner bag Projekt UDENFOR.  Og netop Løgstrup har da også fået lov at indlede erindringsbogen med et citat fra hans hovedværk 'Den etiske fordring'.

'Det politiske ansvar gør det forkasteligt at være uinteresseret og lade de ulykkeligt stillede sejle deres egen sø – uanset hvor uangribelige man i øvrigt lever sit liv og passer sig selv. Det er ikke nok ikke at gøre fortræd.':

Social & sundhed

Tilmeld dig nyhedsbrevet