Thomas Færgeman, direktør i tænketanken Concito – EU-Kommissionen foreslår et nyt mål på en 40 procent CO2-reduktion i 2030 målt i forhold til basisåret 1990 – er det et ambitiøst mål?

Nej. EU har en overordnet målsætning om en 80-95 procent reduktion i 2050i forhold til 1990, og hvis vi bare antager de 80 procent, og man så siger, at vi burde have en lineær reduktion fra 1990 til 2050, så burde målsætningen i 2030 være på den anden side af 50 procent – og på den måde er 40 procent for lidt.

Og et eller andet sted ved vi jo godt, at de lavthængende frugter, er dem man tager først – det bliver jo ikke nemmere med tiden – så derfor er de 40 procent ikke en meget ambitiøs målsætning. Men med det politiske klima, der er i Kommissionen og i Europa i øjeblikket, så er det nok det bedste, vi kan nå.

Men det som er ærgerligt er, at der ikke er kommet bindende mål for energieffektiviseringerne, fordi vi ved, der er et stort potentiale i de private huse og i den offentlige sektor. Men det vindue er ikke lukket, selvom den nuværende Kommission ikke kommer til at lave forslag på det her område.

Det nuværende 2020-mål på en 20 procent CO2-reduktion er snart opfyldt – blandt andet hjulpet godt på vej af den økonomiske krise – kan vi som følge af en bedre økonomisk situation vente, at det bliver svære at nå næste mål?

Det her er jo ikke de endegyldige mål, vi nu ser, og det helt afgørende er, at der kommer klare mål for 2030, fordi hele den europæiske energisektor står overfor nogle enorme investeringer de kommende år. Ud over det meste af Europa har man nedslidte kulfyrværker, som skal skiftes ud med noget andet, og rent markedsøkonomisk er det billigste at bygge nye kulfyrværker – det er meget dyrere at drive eksempelvis naturgasværker på trods af, at de udleder halvt så meget CO2. Så hvis man vil være sikker på, at vi får investeret på den rigtige måde, så er signalet om, hvad man vil frem mod 2030 enormt vigtigt.

Det er det, som kan være med til at levere de store CO2-reduktioner, også selvom der måtte komme et økonomisk opsving, fordi energiforbruget er meget tæt forbundet med den økonomiske aktivitet, så hvis man de næste år virkelig får investeret i vedvarende energi og mindre CO2-udledende værker, så vil man godt kunne skrue op for energiforbruget, uden at det nødvendigvis giver en øget C02-emission.

Kommissionen foreslår, at det hidtidige mål på 20 procent vedvarende energi i EU’s energiforsyning i 2020 bliver skærpet til mindst 27 procent i 2030 – hvad mener du om det?

Overordnet økonomisk teoretisk kan man godt argumentere for, at det er fjollet at have to eller tre mål, fordi markedet selv vil finde ud af, om man bedst opnår CO2-reduktion ved at bygge et atomkraftværk, ved at købe flere vindmøller eller ved at få bilerne til at køre længere på literen. Det er jo det, englænderne har argumenteret ud fra. Men kigger vi tilbage mod 1990, så har det ikke på noget som helst tidspunkt været de overordnede C02-målsætninger, der har drevet udviklingen. Det har derimod været de konkrete målsætninger om mere vedvarende energi, direktiver om eksempelvis mere effektive elapparater, specifikke krav til den europæiske bilindustri og så videre. Det er altså de specifikke policy-krav, der reelt flytter noget – historisk set. Så på den led er jeg glad for, at der også er sat et VE-mål.

I modsætning til de nuværende mål for 2020 har Kommissionen ikke fremsat bindende mål for de enkelte lande i forhold til den vedvarende energi – er det et punkt, der stadig kan være til politisk forhandling?

Jeg kan ikke forestille mig, at den diskussion ikke kommer. For de 27 procent vedvarende energi er for landene samlet – og i vores tilfælde skal vi jo ramme 30 procent allerede i 2020, og Sverige er bundet på 50 procent i 2020 – så det vil jo være fjollet at gå den modsatte vej for os. Så det er en diskussion har vi til gode.