Billede
De hvide danskere oplever det ikke, men racismen findes også i det danske samfund, skriver Mira Skadegaard i dette indlæg. Billedet stammer fra demonstrationen 'Hold fast i menneskerettighederne, Danmark' forrige jul på Rådhuspladsen i København.
Jonas Olufson, Ritzau Scanpix

Der findes kun én menneskerace

Diskriminationsforsker gør op med udbredte misforståelser. Racisme er sjældent udtryk for onde hensigter og kan ikke bekæmpes med gode intentioner, skriver hun i dette debatindlæg.

debatindlæg

Af Mira C. Skadegård, diskriminationsforsker og adjunkt ved Institut for Kultur og Læring, Aalborg Universitet  | [email protected]

I disse dage fylder racisme og diskrimination i samtaler, diskussioner og følelser for mange. Et spørgsmål, der ser ud til at gå igen, er, om diskrimination og racisme er reelle udfordringer i Danmark.

Det korte svar er ja. Selvfølgelig findes diskrimination og racisme herhjemme. Diskrimination og racisme findes eksplicit i form af racistisk vold, racistiske holdninger, politiske partier, der bevidst eller ubevidst giver udtryk for diskriminerende holdninger, sprogbrug, fattigdomsmønstre, arbejdsløshed og meget mere.

Disse eksplicitte forhold er udtryk for en historisk og dybt rodfæstet kulturel problematik, der er blevet til en del af samfundets fællesnormer. Sat på spidsen kan det siges, at mennesker oplever adgang og rettigheder, alt efter hvor de ligger på en skala, der bygger på hudfarve, ‘race’, køn, religion, social baggrund, alder, seksualitet, og andre kategorier. 

Skalaen har betydning for helbred, økonomi, trivsel, hvordan mennesker bliver mødt i deres dagligdag, og om de føler sig som en del af fællesskabet. Majoriserede har mindre risiko for at blive uvilkårligt stoppet af politiet og vil i højere grad end minoriserede opleve at blive taget alvorligt, hvis de anmelder en krænkelse. Det handler ikke om ondskab eller et eksplicit ønske om at skabe et uretfærdigt system. Men over tid er der udviklet nogle mekanismer, strukturer og systemer med rødder i en fælles europæisk historie, vaner, traditioner med videre, og de majoriserede mærker som regel ikke rigtig problemet. 

Mange danskere er opdraget og kodet til at synes, racisme er forbundet med had. Noget, der findes i USA eller Sydafrika, ikke i Danmark. Det forhindrer os i at erkende, identificere og bearbejde den racisme og diskrimination, der reelt findes i det danske samfund. 

Sniger sig ind i sproget

Der mangler viden til at tale konstruktivt og med respekt om diskrimination og racisme. I stedet ser det ud til, at måden, det adresseres på, er forankret i holdninger og følelser. 

Men retten til ikke at blive diskrimineret er et demokratisk grundprincip. Diskriminationsbeskyttelse indebærer, at alle mennesker uanset 'race', etnisk oprindelse, køn, alder, handicap, seksualitet, social baggrund, overbevisning, religion med mere skal have lige adgang til- og mulighed for beskyttelse og deltagelse i alle samfundets anliggender. Al gøren forskel, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling, der svækker eller ophæver ligebehandling og lige muligheder hvorsomhelst i samfundslivet, er diskrimination.

Racediskrimination er diskrimination på basis af ’race’, hudfarve, afstamning, national eller etnisk oprindelse og religion. Her er det nok vigtigt at understrege, at menneskelige ‘racer’ er et konstrueret begreb. Biologiske menneske-‘racer’ findes ikke. Mennesker har forskellige farver og træk, men der findes kun én race: den menneskelige race.

  Mange danskere er opdraget og kodet til at synes, racisme er forbundet med had. Noget, der findes i USA eller Sydafrika, ikke i Danmark. Det forhindrer os i at erkende, identificere og bearbejde den racisme og diskrimination, der reelt findes i det danske samfund. 

Ikke desto mindre har racisme stadig negative følger for racegjorte mennesker, fordi ulighedsdynamikker og -tilstande normaliseres og legitimeres. Racisme forbindes med et hierarki og et system, hvori der findes fordelagtig behandling og privilegier for hvide majorisererede på bekostning af den/de racialiserede minoritet(er).

En udfordring ved den danske fortolkning er, at begreber som racisme og ‘race' forbindes med et forældet biologisk race-koncept, udviklet af hvide europæere og i sin tid brugt til at legitimere koloni- og slaveritidens handlinger. Raceopdeling hviler på ideen om, at hvide europæere repræsenterer den mest udviklede, civiliserede og intelligente 'race', som på den baggrund har defineret alle andre 'racers' placering i hierarkiet. 

Selvom dette er uden videnskabeligt grundlag, beskrives racialiserede mennesker stadig som tilbagestående eller mindre civiliserede på grund af deres 'kultur' eller religion. Det kaldes neoracisme, når ordet 'race' erstattes med ord som 'kultur', baggrund, religion med videre.

Ord som 'andengenerationsindvandrer', 'nydansker' og lignende, der primært bruges til at beskrive mennesker med en anden hudfarve eller religion, er eksempler på det samme. Disse ord legitimerer implicit eller skjult racetænkning og kommer til at understøtte forestillingen om, at minoritetsracialiserede ikke ses som danske, selvom de kan være født og opvokset i Danmark.

Ikke altid godt at være 'god'

Mange forbinder diskrimination med onde hensigter eller dårlig moral. Til dels er det begrundet i en forældet forståelse, som trækker på ideologisk racisme. Derfor kan det være svært at forstå, at diskrimination og racisme sagtens kan eksistere i neutrale, venlige og selv kærlige interaktioner og hændelser. Diskrimination kan sagtens ske selv i situationer og interaktioner, hvor der er gode intentioner, ligesom venner sagtens kan være diskriminerende og racistiske over for hinanden. Den skjulte form for diskrimination kaldes 'velmenende diskrimination' og er meget almindelig.

Endvidere har denne form for diskrimination - måske i højere grad end direkte og ondsindet diskrimination - negative følger og konsekvenser. Disse negative følger bliver endda forstærket, fordi det er så svært at adressere og sige fra overfor. Velmenende diskrimination kan også indebære en forventning om taknemmelighed. Det kan være problematisk, for eksempel at sige fra over for racisme og diskrimination, når der også potentielt er en glæde ved enten relationen eller behov for velmente råd eller hjælp. Kritik kan fremstå som uhøfligt eller øge risikoen for at miste den gode del af relationen. Det skal bemærkes, at velmenende diskrimination ofte finder sted, når vi gør, hvad vi synes er det rigtige for at være ordentlige, men alligevel reproducerer processer, som er diskriminerende. 

Diskrimination og racisme handler ikke om ‘afsenderen', men om modtageren. Majoritetens eventuelle skam omkring intentioner, bekymring eller vurderinger af, om diskrimination har fundet sted, må erstattes med en forståelse for, at der kan være en fuldkommen legitim oplevelse hos modtageren, som ikke nødvendigvis svarer til majoritetsoplevelsen.

Anerkendelse og validering af den andens oplevelse er afgørende, hvis diskrimination skal bekæmpes. Benægtelse er ofte et udtryk for magt og kan i værste fald være en diskriminerende handling i sig selv. Bevidst eller ubevidst.

For at adressere og modstå diskrimination og racisme er det vigtigt at erkende og forstå, hvordan og hvor mennesker forskelsbehandles i hverdagen. Politifolk, journalister, politikere, lærere og andre offentligt ansatte kan med fordel modtage forskningsbaseret efteruddannelse i anti-diskrimination. Stereotyper og diskriminerende sprogbrug skal ses og bekæmpes.

Den skjulte og den åbenlyse diskrimination

Strukturel diskrimination kan gå på alt fra køn, alder, handicap og seksualitet til race, etnicitet, social baggrund, national baggrund og religion. Begrebet henviser til diskrimination, der ligger under overfladen i dagligdagen såvel som i institutionelle, kulturelle og historiske forståelser. Det er diskrimination, der er så normaliseret, at de færreste lægger mærke til den. 

Institutionel diskrimination beskriver diskrimination indskrevet i regler og love, formelle processer, og lignende mere håndgribelige sammenhænge.

Integration

Tilmeld dig nyhedsbrevet